Samling uden samling – Thomas Boberg UNDER URET
Boberg er på vandring uden mål og retning udi novellegenren.
Citat:
Hvad samfundet syntes at mangle i orden og effektivitet, kunne naturen opvise i svimlende skønhed […]. Hvem måtte ikke prise bredderne af den monstrøse flod, junglens dybe triller, jaguarens brøl hen på natten, arapapegøjernes skrigende flugt hen over vores hoveder, floddelfinens røde lyn? Vor barndoms landskab!? Halleluja.
Siden debuten i 1984 har Boberg udgivet et hav af digtsamlinger og flere rejseskildringer. Han har for sit åbenlyse skrivetalent vundet ikke bare stor anerkendelse, men også adskillige fornemme priser. Undertegnede stiller sig gerne op i køen af jubelglade Boberg-fans og gjorde netop dét, da hun sikrede sig en plads forrest i køen til at anmelde hans nye bog, hvor han forsøger sig udi en ny genre: novellen. Forventningsglæden blev dog hurtigt erstattet af undren og skuffelse, da det undervejs stod klart, at han ikke slipper helt heldigt fra forsøget.
Selv giver Boberg sine 10 fortællinger genrebetegnelsen ‘vandrehistorier’. Med lidt god vilje og en mild overfortolkning kan de da også alle siges at handle om at vandre – enten i bogstavelig eller overført betydning. Hvis de således ikke handler konkret om at være på vandretur eller at rejse, kredser de om temaer som eksistentiel rastløshed (evig vandring) eller religiøs søgen (pilgrimsvandring).
Titlen er dog dobbelttydig, idet en vandrehistorie også er en fortælling, der går fra mund til mund, og som måske i udgangspunktet er sand, men som undervejs ændres og overdrives. Denne blanding af det faktuelle og det fiktive er netop karakteristisk for samlingen. Visse noveller, som f.eks. ‘Bandsat’ og ‘Løgn’, har således tydelige selvbiografiske træk, idet fortælleren er en digterspire, der ernærer sig ved at skrive rejsereportager. Andre noveller lægger sig langt fra det autobiografiske, idet jeget f.eks. kan være en kvinde, som i ‘Solporten’.
Dette miks af genrer – rejseskildringer i konkret og abstrakt forstand, eksistentielle, psykologiske og religiøse temaer, selvbiografisk og fiktivt, realistisk og fantastisk – peger på den brogethed og retningsløshed, som mest af alt generer mig ved bogen. Der er ingen samling på samlingen.
Også rent kvalitativt er der store udsving. Enkelte noveller står lysende klart i en lige-på-kornet-prosa og lever til fulde op til Bobergs talent. Et eksempel er den morsomme fortælling ‘Løgn’, der udspiller sig på et værtshus, hvor to mænd giver sig til at rafle om Guds eksistens. Her fremskriver han alvorsfulde emner i et humoristisk lune, samtidig med at han undgår novellefælden par excellence: at ‘binde sløjfer’ på teksterne.
Andre noveller havner enten i en retningsløs grøft eller omvendt som en pointefikseret morale. De udgøres hovedsageligt af en lille pudsig men tom idé, der pustes op til en fortælling. Samtidig udviser teksterne en rent sproglig ujævnhed. Teksternes bevægelighed hæmmes af irriterende talemåder som f.eks. ‘lur mig om ikke…’ eller ‘lige til at falde i svime over’, mens de ofte havner i vulgær patos (se citatet til højre).
Om værkets ujævnhed og manglende røde tråd skyldes, at forfatteren har tømt skrivebordsskuffens nederste gemmer i et anfald af overmod og pengemangel, eller om han bare ikke mestrer den svære novellegenre og burde holde sig til lyrikken og rejseskildringerne, skal jeg ikke kunne sige. Men han ønskes bedre held næste gang.
