Samtale med de små ting – Mia Degner, Amalie Laulund Trudsø, Bue P. Peitersen og Ditte Holm Bro HJEM//BY//TING
Tre litterære korrespondancer giver et fint billede af en slags kollektiv tekstskrivning, hvor digtene konverserer veloplagt med sig selv og hinanden. Slutresultatet er et lækkert produkt, der kører den hjem på charmen, snarere end nerven.
Citat
(HJEM:)
Nu tager et nyt hjem langsomt mod mig som en krop der får et nyt hjerte.
(BY:)
Sikke en dejlig skrøbelig arkitektur /
at tage ind i alle sine munde /
og puste ud igen /
som gummi
(TING:)
Ting, jeg tog med for at helligholde en ankomst. Grænser at overskride, membraner at bryde, du kysser på dun for at komme tilbage.
Der er et godt og kreativt koncept i Mia Degners nye kollaborationsprojekt. Løbende har hun haft litterære korrespondancer med tre forfatterkolleger, hvor de har udvekslet en tekst om dagen i løbet af februar 2014. Til hver løbende korrespondance hører så et begreb der skal udforskes, hhv. HJEM (Amalie Laulund Trudsø), BY (Bue P. Peitersen) og TING (Ditte Holm Bro). På den måde er værket et slags dokument over noget af det litterære samarbejdspotentiale, som internettet rummer.
Og det føles også som et naturligt indblik i en hurtig og charmerende umiddelbar udveksling af tekststykker, måske grundet Degners bearbejdning, der sikrer at værket tager sig stramt og tilgængelig ud. Bogen er faktisk inddelt i tre små, grafisk indbydende hæfter, samlet i ét smudsomslag. Layoutet er strømlinet og lækkert, og spiller på den konceptuelle talmagi.
Hvert hæfte skrider frem i korte digttekster. Det er spøjst at følge med i og prøve at afkode forskelle i stemme og stil – hvilket konceptet jo også byder op til. Overordnet set fungerer de tre begreber mest som stikordsmæssigt udgangspunkt for korrespondancerne. Og som selvstændige digte betragtet opstår der nogle fine små momenter. Mest når det enkelte digt ligesom står på vippen til at krystallisere sig og bryde ud af fællesrammen. Samtidig bindes hæfterne sammen af små referencer til hinandens digte, der formår at synge sammen i en let og vemodigt appellerende tone.
Til gengæld bliver jeg hen ad vejen træt af bogens temperament. Teksterne bliver ligesom i deres komfort-zone, de poetiserer deres objekter med en selvfølgelig sarthed. Devisen er at påkalde digtets genstand, undre sig ved at sætte det frem – bare et øjeblik. Det kan der være noget fint over, men den forsigtighed bliver hurtigt sin egen begrænsning.
HJEM er balanceret sårbar med sit sørgmodige forløb, der går fra spædt tilhørsforhold til fraflytning. Selve forløbet føles en smule tåget, men åbner også på den måde diskret ind til tekstuniverset. BY er mere spontan og virker tydeligere baseret på pingpong-formen, der er kækhed over både tempo og stil, og det er svært ikke at bløde op for den vrøvlende charme. Der er stednavne og små scener der peger på interaktion i et spraglet rum – f.eks. morer teksterne sig med at blande dansk og engelsk: ’Hun nyser roser / ud i rummet // and she sneezed/ a clusterfuck/ of roses’. I TING kommer de tre hæfters centrale poetiske metode frem i fuld effekt. Det er en beskeden og følsom måde at skrive på – men også lidt risikabel: ’Alt det, der skulle definere dig, tegne et omrids, / ting samlet sammen over årtier, som for at sige: / dét var jeg.’
Jeg kalder det risikabelt, fordi den her følelse af at blive stakåndet over bittesmå detaljer hele tiden truer med at blive en lidt villet overfølsomhed. Hvis vi da så bare kunne gå vild i den refleksion – sådan lidt klougartsk – men i alle tre dele er det, som om stemmen holder inde hver gang, lige inden der siges noget. Anderledes sagt, synes jeg det rent sanseligt-filosofisk er en kedelig præmis: Livet er langt og fyldt med små og vildt betydningsfulde ting… som vi højst kan sukke melankolsk over.
Jeg kan heller ikke lade være med at komme ind på et andet irritationsmoment: de her digtagtigte virkemidler, der mest optræder for at gøre en tekst digtagtig. Det er tale om småting, f.eks. redundante gentagelser og opremsninger, associationer, der prætenderer at være et udsagn: ’Kropshus, højhus, sneglehus, sommerhus. At huse // Hus mig.’ Jeg har egentlig altid syntes, at den slags lakonisk association som poetisk handling er et kedeligt greb.
På den måde bliver læsningen lidt som at følge nogen, der sidder og tænker højt. Spørgsmålet er, om man får brugt den distræthed til noget, f.eks til at pege udad, mod en horisont. Når dét lykkes – ’Kaste en mønt ind mod en væg (hvis der da/stadig findes mønter) så man laver et mærke (hvis /man da stadig kan sætte spor).’ – opstår der nogle sjovt velfungerende indre modstande mellem tematik og temperament.
Det er et komplekst og individuelt spørgsmål, hvilket æstetisk temperament man svinger bedst med i bøger. For nogle vil det her værks hurtige og umiddelbare energi ende med at savne lidt vægt mellem hænderne. Men på en eller anden måde slipper HJEM//BY//TING af sted med at placere sig et sted mellem ‘kreativt fællesprojekt’ og ‘bogobjekt’. Og hvis man kan lade sig charmere af den slags koncepter, så synes jeg, man skal unde sig selv at stå med den her fine lille bog mellem hænderne.
