Af | 14. maj 2013

Samvittighedens kvælertag – Victor Hugo DE ELENDIGE

Hugos episke storroman om Jean Valjeans komplekse moralske univers tåler bestemt en renæssance. Det er en følelseladet rejse ud i romantik, politik og ikke mindst retfærdighed og menneskelighed.

‘Ja, ganske rigtigt, i hvad hensigt kommer en galejslave her og siger: Jeg er galejslave! Å ja, det er i en ganske besynderlig hensigt. Det er af retskaffenhed. Ser De, ulykken er, at jeg her i mit hjerte har en tråd, der holder mig bunden. Det er navnlig, når man er gammel, at slige tråde binder. Hele livet rundt omkring mig går ud af sine fuger; men den tråd holder. Hvis jeg havde kunnet rive den tråd ud, bryde den itu, løse knuden eller hugge den over, gå min vej og drage langt bort, så havde jeg været frelst …’

Nogle gange læser man en klassiker og forstår, hvorfor den er blevet en klassiker. Hvorfor den har fængslet læsere gennem så mange år, trods tidernes skiften og sædernes forfald. Victor Hugos DE ELENDIGE fra 1862 er sådan en bog. For når man læser den, spørger man sig selv, om tiderne overhovedet har skiftet, og om sæderne er forfaldet?

Nok foregår historien om den flygtede galejslave Jean Valjean i et Frankrig præget af optakten til junirevolutionen i 1832, men trods den tidslige afstand er DE ELENDIGE et næsten skræmmende relevant og menneskeligt værk.

Fortællingen er episk, stor og bredt favnende. På flugt fra sin fortid og den ærekære, men pligtskyldige politimand Javert, rejser den retsindige forbryder Jean Valjean rundt forklædt som først den ene, så den anden, men altid som en retfærdig, from og gavmild mand. Som læser er man ikke i tvivl om, at denne mand, hvilke uhyrligheder han end måtte have begået, er et ærligt og nærmest gudeagtigt retfærdigt menneske. Men Valjean har tidens ånd mod sig. Den kristne moral jager ham som en anden arvesynd, mens han lider under sit eget samvittighedsnag:

– ‘Vil De se den næve her! Synes De ikke, den holder således godt fast i frakkekraven, at den ikke slipper igen? Nå, De ser, sådan en næve har samvittigheden …’

Spændingerne strammer til, og det kommer til et moralsk opgør mellem Valjean og ærkefjenden Javert. Ligeledes går det den velhavende, unge Marius, der må bøje sig for sine principper, da en bekendt fra fortiden dukker op i den tro, at den beskidte sandhed vil være Marius uvelkommen, mens den tværtimod bliver den store, moralske forløser.

DE ELENDIGE filosoferer over universelle værdier og dybe følelser, uden at den af den grund giver afkald på hverken kompleksitet eller originalitet. Den godhjertede, oprigtige Jean Valjean bliver aldrig en stereotyp, men forbliver interessant – så interessant, at man ville ønske, der var mere af ham og mindre af de personer, der naturligvis spiller en skæbnesvanger rolle for ham, men aldrig portrætteres med lige så meget dybde og flertydighed.

Desværre er den gamle oversættelse, som i denne udgave er blevet opdateret til moderne retskrivning, en smule kluntet, og de fordanskede stednavne som Svanegade og Kongen af Siciliengade rummer ganske enkelt ikke samme franske 1800-talsmagi som Rue du Cygne og Rue du Roi de Sicile…

Men Hugos eksemplariske stil af show, don’t tell træder også igennem på dansk. De komplekse personer og deres mangefacetterede psykologi udpensles aldrig, men vises gennem beskrivelse af ansigtudtryk eller deres handlinger.

DE ELENDIGE er et epos om kærlighed og revolte i napoleonstidens Frankrig. Det er en roman, der ikke fornægter sig sin storladne, romantiske tidsalder, men heller ikke er bange for at hævde menneskets godhed trods dystre handlinger. Det er et højst tankevækkende og inspirerende værk, der forbliver aktuelt for os som mennesker, på tværs af tid og sæder.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker, Roman,

Læs også