Sandheder om familien – Riikka Pulkkinen SANDT
Familier består af en samling mennesker med fortiden tilfælles. I Riikka Pulkkinens SANDT er fortiden fuld af fortielser og dobbeltgængere, der kræver at blive hørt. Fordi det er sandt? I hvert fald fordi det er spændende.
Citat
Uret tikker inde i stuen, folk kommer hjem fra arbejde, vi ligger i sengen, klistret til hinanden. Pigen er badet i sved. Hun ryster. Jeg siger shhh.
Det husker pigen senere. Hun husker det, da hun er tolv og seksten, toogtyve og toogfyrre. Hendes minde fortættes til en lyd. Hun vågner om natten og hiver efter vejret uden at vide, hvad der er i vejen. Shhh, siger hun til sig selv og tænker, at det beroliger hende, fordi det minder hende om havet og deres bryllupsrejse til Nice.
På bagsideflappen vil forlaget have romanen til at handle om den tyngende sorg, en ældre kvindes dødelige diagnose spreder. Det er fortællingen da også med på i starten, når hjemmedød og voksenbleer må blive en del af familiens nye hverdag. Men tyngdepunktet flytter sig væk fra kroppens forfald og hen imod en eksistentiel afsøgning af den fortid, der har formet hver af familiens medlemmer.
Kapitlerne springer mellem en dødsmærket psykologiprofessor, hendes anerkendte kunstmalermand, deres lægedatter og det ene af børnebørnene, den fantasifulde og plagede Anna. Vi følger den finske slægt i to måneder, hvor de bevæger sig rundt i Helsinki, har muntre gensyn med sommerhuset og tager ture i den hede sauna, mens de har en uundgåelig deadline ventende forude. Undervejs vælter tanker frem med erindringer og små og store sandheder om mennesket. Sandheder i letbenede aforismer, der fylder SANDT med en overflod af nøglesteder og inderlige indsigter.
Fortællingen balancerer et sted mellem de to citater, Pulkkinen har placeret på de første sider. Først får Blixen lov at udtale, at sorger kan bæres, hvis man fortæller en historie om dem. Det er netop hvad, hvert af familiemedlemmerne gør, og måske hvad der ligger som motivation bag romanprojektet – at fortælle sig udover smerten. Heldigvis åbner det andet citat op for en fabulerende og livfuld impuls, når Godards PIERROT LE FOU (1965) vælter frem med Ferdinands vrøvlende kærlighedserklæring til sin barnepige og livets smukke dage. I det lange monologstykke citeres også: ’Vi lever i dobbeltgængernes tid’. Fra denne halvfilosofiske 60’er-galskab henter SANDT en energi, der gør den til noget mere end et terapeutisk afviklingsforløb.
Mellem familiens stemmer dukker der nemlig en dobbeltgænger op, som taler fra det aldrende ægtepars fortiede krise i 60’erne. Den franskstuderende Eeva, der som barnepige udvikler en stor kærlighed til datteren og kunstnermanden. Eevas kapitler bryder frem i en mystisk jeg-fortælling, der modsat familiens personbundne kapitler har adgang til de andres tanker og laver forbløffende spring frem i familiens nutid, som hun ikke selv er en del af. I den nutid sidder barnebarnet Anna og skriver historier, der ordret gentager vendinger, Eeva allerede har benyttet. Gradvis synliggøres forbindelser mellem de to piger, mens Anna forsøger at finde ud, hvordan barnepigen blev skrevet ud af familiens historie.
Dobbeltgængermotivet er ikke entydigt, for snart synes Eeva som den mest overbevisende stemme for kort efter at ligne en opfunden konstruktion. På sporvognsture har morfaren og Anna en leg, hvor hun med stor indlevelse i smertepunkter fremdigter livshistorier over forbipasserende. Er Anna den egentlige fortæller, der spejler sig i Eeva og resten af familien? Eller gennemsyres Annas handlemønstre af et slægtskab, der rækker udover blodets?
Det lyder måske tungt, men Pulkkinen danser let med sine karakterer, når hun vil vise afstandene og slægtskaberne mellem de mennesker, man nu en gang kalder sin familie. Og det er ret spændende samtidig.
