Sang om faldstammer – Stine Pilgaard LEJLIGHEDSSANGE
Stine Pilgaards anden roman er et overordentlig morsomt og vanvittig velskrevet portræt af et fællesskab.
Citat
– Her ser I Daisy, sagde mormor, som om hun var sprechstallmeister i et cirkus og skulle præsentere et nyt numer. Det var en fed, rød hankat, der nådigt lod sig forkæle, men ellers ikke gjorde meget væsen af sig. Daisy, sagde mormor og så på katten, tror du ikke snart, at Iben skulle få sig en uddannelse. Iben nippede et par blomster af en plante fra urtepotten.
Man skriver jo nogle noter undervejs i sådan en bog, når man skal forsøge at sige noget begavet om den, og allerede tidligt i LEJLIGHEDSSANGE lyser frustrationen ud fra de overskriblede sider. HVOR ER DRAMAET? HVAD HANDLER DEN OM? har jeg tilsyneladende skrevet i blyantstegnet afmagt, men undervejs begynder det at dæmre.
Stine Pilgaards anden roman handler om et ungt par, der flytter sammen i en andelsbolig og møder en række mere eller mindre særegne personer. Vores jegfortæller skriver i sin fritid horoskoper og festsange til forskellige lejligheder, og indlagt i romanen er en række stykker med overskriften ‘lejlighedssange’. De har imidlertid ikke meget med festsange at gøre, men er snarere små halvpoetiske tekstbidder især om jegets forhold til kæresten. Det kæresteforhold bliver – heldigvis – aldrig bogens centrale omdrejningspunkt, snarere er LEJLIGHEDSSANGE et mangefacetteret portræt af et fællesskab. Tag f.eks. den her særdeles smittende kamptale til andelsforeningens sommerfest:
– Natten er ved at falde på, og Elizabeth har grebet mikrofonen. Tag jer nu sammen, råber hun, så det knaser i højtalerne. Lotte og Agis sidder på bænken under et tæppe. I et år har I gået som katten om den varme grød, råber Elizabeth, I er unge, og det er sommer.
Gennem jegfortællerens produktion af lejlighedssange til andelsforeningens beboere får vi beboernes forskellige historier. Sagaforskeren Lisa og hendes lettere frustrerede mand Thomas sidder fast i et parforhold med hverdag og tre børn, mormor og Ruths snørklede veje mod deres fælles kærlighed udredes, og den højtråbende og underholdende kirurg Elizabeths forhold til manden Farsen, der ligger i respirator, bliver udfoldet. Det er – sammen med jegfortællerens egen tumlen rundt med omverdenens og familiens forventninger – klart de bedste spor i LEJLIGHEDSSANGE.
Stine Pilgaard svinger, som i debuten MIN MOR SIGER, mellem de mere snørklede, indadvendte, poetiske stykker og så de mundrette, interaktionsprægede og udadvendte stykker, og jeg må blankt indrømme, at jeg synes, hendes force klart ligger i de sidstnævnte. Hun er intet mindre end uovertruffen til at skrive dialog, ramme den der vrængende, energiske stil, som en brandert ofte afføder, og hun er en af de få unge forfattere, der virkelig kan skrive komiske og ukunstlede scener, så det simpelthen sprøjter fra siderne med sprogligt overskud.
Og ja, søhestestykkerne i MIN MOR SIGER gav en ekstra dimension til debuten, som også de forskellige, indlagte lejlighedssange i LEJLIGHEDSSANGE giver. De bibringer en dybde og skønhed til de øvrige spor, men jeg synes også, der er en vist diskrepans mellem de to måder at fortælle på. Jeg forstår det nødvendige i at beskrive et parforhold i en lyrisk tone, der så at sige gør det ellers aflæselige uigennemskueligt, men nogle gange er det, som om den mere analyserende, rolige fortællestemme fra lejlighedssangene smitter og ligesom flyder ud over bogens resterende sider. Som her, hvor jeget er til møde i andelsforeningen:
– Folk begynder at røre nervøst på sig. Elizabeth har ikke sagt noget endnu, men en vulkan bygger sig op inden i hende. Som gidsler er vi taget til fange på klapstole i forskellige farver, og vi venter lydløst på hendes udbrud.
Jegets fremstilling af Elizabeth som en vulkan er mærkbar anderledes end den overordnede måde at fortælle på, hvor de forskellige personers gøren og laden på lykkelig vis står ubearbejdet hen. Det giver plads og rum til selv at danne billeder og skabe de mange forbindelser, der gør LEJLIGHEDSSANGE så helt utroligt underholdende læsning. Som den lysende juvel eller hvad har vi, er den ømme og næsten uladsiggørlige kærlighedshistorie mellem mormor og Ruth. Mormor og Ruth er som det resterende persongalleri i LEJLIGHEDSSANGE overordentligt elskelige, og hvis ikke Stine Pilgaards anden roman handler om andet, så handler den i hvert fald om, hvordan man danner tråde til hinanden og gennem de tråde fletter et fællesskab, så man til sidst hænger sammen og umuligt kan give slip.
2 kommentarer