Såret, svækket eller forplumret – Carl Schmitt POLITISK TEOLOGI


POLITISK TEOLOGI er en polemisk bog, der vil redegøre for horeungen i politisk filosofi: Undtagelsestilstanden. Det er på en mærkelig måde en overraskende aktuel bog for os, der lever i skyggen af 11. september.

Citat

Netop en filosofi om det konkrete liv kan ikke tillade sig at vige uden om undtagelsen og det ekstreme tilfælde, men er nødt til i allerhøjeste grad at interessere sig for det. Undtagelsen kan være vigtigere for den end reglen, ikke fordi den deler den romantiske ironis forkærlighed for paradokset, men fordi alvoren i dens indsigter stikker dybere end de klare generaliseringer angående det ordinæres gentagelser. Undtagelsen er mere interessant end det normale. Det normale beviser ingenting, undtagelsen beviser alt; den bekræfter ikke blot reglen, regler lever i det hele taget kun i kraft af undtagelsen. I undtagelsen gennembryder kraften fra det virkelige liv skorpen på en mekanik, der er stivnet i gentagelse.

’Suveræn er den, der træffer afgørelsen om undtagelsestilstanden.’

Sådan starter Carl Schmitts retsfilosofiske klassiker fra 1922 – POLITISK TEOLOGI. Schmitt ønsker i første omgang et opgør med den blødsødne hverdagsjura, der i Weimartidens kriseramte Tyskland virkede verdensfjern for den konservative jurist. I anden omgang taler han for et ærkekatolsk verdensbillede.

Undtagelsestilstanden er det ’grænsebegreb’, der kan sætte den almindelige jura i en større fortolkningsramme. Den bærende politiske kraft i et samfund skal ses i lyset af afgørelsen, og den, der har magt til at træffe de egentlige politiske afgørelser, er også den, der – i forsvaret for statens overlevelse – kan suspendere de juridiske regler i samfundet ved at erklære undtagelsestilstanden.

Som også titlen på skriftet siger, mener Schmitt, at ’alle prægnante begreber i den moderne statslære er sekulariserede teologiske begreber’. Teologien kan forstå begreber som afgørelse, suværenen og undtagelsestilstanden; begreber, der i dag er blevet fortrængt.

Derfor angribes især det liberale demokrati og kapitalismen, fordi Schmitt mener, at her ingen egentlig politik føres, men blot bleg parlamentarisk diskussionsklub, der lader alt være et spørgsmål om økonomi. Da kommunisterne vil gøre alt til en kamp imellem økonomiske klasser, tager også de fejl.

POLITISK TEOLOGI indeholder også essayet ’Romersk katolicisme og politisk form’, som giver læseren et bredere billede af det, som Schmitt i stedet kunne ønske sig: Den katolske kirke hyldes her for sin humanitet (sic!) og for at kunne rumme store modsætninger, der gør det muligt for den at indgå magtfulde forbindelser med de mest forskelligartede stater. Det sidste viser Schmitts magtkynisme og den tydelige lighed med f.eks. Hobbes. Hos Schmitt er menneskets natur ’såret, svækket eller forplumret’, og det skal ikke bo for langt fra kirken og politigården.

Som den meget fine introduktion af Lars Christiansen også fortæller, er de blændende politiske analyser, ærkekonservatismen og katolicismen en blanding, der dårligt kan siges at være vandtæt. Men forsøget er et ordentligt vovestykket, og tankerne om undtagelsestilstanden har ligefrem fået en renæssance de senere år, f.eks. i den italienske filosof Agambens tænkning og i den amerikanske regerings håndtering af 11. september, der på sin vis var en konkret opvisning i brugen af undtagelsestilstanden.

POLITISK TEOLOGI er forbløffende aktuel, vild og samtidig livgivende fremmedartet. Desuden er den en bog med garanteret polemiske kraft: den vil i Danmark både blive udskældt af højrefløjen for sine skarpe angreb på kapitalismen og af venstrefløjen for sin åbenlyse konservatisme. Sådanne skrifter er altid velkomne!

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *