Satanist, selvoptaget forfatter og Berlusconi look-a-like – Niccoló Ammaniti VELKOMMEN TIL FESTEN
Den italienske mand anno 2011 har stadig ingen moral, og hans respekt for kvinden begrænser sig til et overdimensioneret mama-kompleks, der efterlader rollen som luder til resten af kvindekønnet. Niccoló Ammaniti plotter decadent fest og den sidste sympati med den italienske kulturelite ud af facon.
Citat
Rævejagtens hunde og ryttere var allerede forsvundet bag de østlige høje.
De afrikanske klappere, fulgt af jægerne til fods, gennemkæmmede sletten for at opspore løven.
Elefanterne var på vej ud fra residenspalæets område. I gåsegang og med snablen slynget om halen på den forangående rykkede de langsomt, men ubønhørligt frem med kurs direkte mod sumpene nordvest hvor man sagde at Kira, albino-tigeren, havde skjult sig.
På Villa Reales tagteresse stod Sasá Chiatti og betragtede gennem kikkerten jagtselskaberne som bevægede sig længere og længere ind over hans umådeligt store ejendom.
Alt dette var hans. Fra de århundredgamle pinjetræer til den vildtvoksende vedbend og helt ned til den allermindste myre.
De havde forhånet ham og latterliggjort ham, havde kaldt ham storpralende galning, en nyrig opkomling og en tyveknægt, man han havde ikke ladet sig gå på. Og til sidst havde han sejret. Alle som en var de kommet til hans hof for at hylde ham.
Enhver bog, der vil spinde satire over den vulgært ekstravagante og kendisbefængte magtelite i Italien, er kærkommen og derfor også denne. Mediebranchen, sportsstjernerne, velinaerne, politikkerne og kapitalen, kunsten og moden, alle er de inviteret til den nyrige og megalomane Sasá Chiattis fest. Han har i al beskedenhed købt Villa Ada, et stort parkområde i Rom, for at skabe et paradis på jord, hvor kendisser med hang til veldrejede kvinder, stoffer og storvildtjagt kan leve i skøn forening sammen med dyr kasseret fra zoologiske haver verden over.
Men da dyrene har til formål at agere eksotiske indslag, og forlyste de nydelsessyge gæster under årtiets fest for Italiens high society, er den naturlige balance skævvredet fra starten. En sådan festinvitation kan selv ikke den bedste takke nej til, og de to hovedpersoner, som i øvrigt intet har med hinanden at gøre, satanisten Saverio Moneta og forfatteren Fabrizio Ciba, ender begge midt i Chiattis vanvidspark.
Ciba har skrevet en velsælgende bog for 8 år siden, men befinder sig pt. i skrivekrise. Han har sit eget tv-show, som enhver anden italiensk kendis. Ciba har problemer med sit forlag, der er ved at mistet troen på ham. Han er desperat efter at redde sin karriere. Han vil finde kvinden i sit liv. Hun skal være smuk, stram, storbarmet, få ham til at føle sig fantastisk og kunne booste hans karriere.
Satanisten Moneta har en sexet, men frigid kone, som alle på hans arbejde misunder ham. Han er ansat hos svigerfaren, som tyranniserer ham. Han er blevet satanist, fordi verden er noget lort og alle pisser på ham. Han har et lille broderskab, som støtter ham, men de er i krise. De har mistet medlemmer og mangler en aktion i ondskabens ærinde, som kan gøre dem frygtede og populære igen. Festen er det oplagte sted for begge mænd til at få oprejsning. Deres planer fletter sig selvfølgelig ind i hinanden og omkring den samme, undtagelsesvis for bogen, ikke tomhjernede kvinde, som dog er nyreligiøs popsangerinde.
Som det hører og bør sig straffes hybris med nemesis, og således ender festen også absurd tragisk for de fleste af festgæsterne, der slagtes, ædes, skydes eller druknes på utroligste vis. Det er alt sammen meget godt og ikke mindst underholdende, men hensynet til plottet vinder alle dueller med formuleringsevnen, karakterskildringen og troværdigheden. Og for at det ikke skal være løgn, ender det med, at russerne kommer!
Plottet går bersærk, og alle kneb gælder, når de mange uløselige ender skal passe sammen. Cirka midtvejs begynder historien at rotere – en bevægelse, der ikke stopper før plottet er slynget helt ud af facon med en stærk centrifugal kraft. Bogen bevæger sig fra satire til en dannelsesrejse, der hælder mod magisk realisme. Det er absurd og tragisk, men jeg vil ikke plot-spoile, da netop den utrolige handling trods alt er bogens primære fornøjelse.
VELKOMMEN TIL FESTEN er hverken rigtig dårlig eller rigtig god. Men er man til plot ad absurdum, så vil den sikkert være et bekendtskab værd. Den kan anbefales som inspirationslæsning, hvis du planlægger en fest og savner modspil til Emma Gads TAKT OG TONE.
