At se livet igennem en lyserød silkestrømpe – Suzanne Brøgger SZ (ET LIVS BILLEDER 1944-2014)
Selfiebilleder og citatleg, elitær verdensdamedannelse og livsklog carpe diem på den fede boheme-måde. Suzanne med Z slipper godt fra at blæse og have mel i munden.
Citat
S:
Mindst af alt venter man, når man skal til fotografen, at blive bedt om at lægge tøjet i garderoben og at krybe ned i en krukke. Billedet* var oprindeligt tænkt som omslagsfoto til Kvælstof, men bogen ville vælte og blive knust til pulver under vægten af billedets blikfang. Gåden er jo – ikke ”Hvor er Holger?” – men hvor er krukken? Er det den af lér? Er det hende, der sidder i den til halsen? Er det mon fotografen?
Eller hvorfor ikke – beskueren?*Suste Bonnéns krukkebillede hænger på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg
Z:
”Sulamit har fået en krukke fra det værksted. Og selvom den er gået i stykker mange gange gennem århundreders forløb, er blevet skåret og klinket, revnet og limet – og efterhånden blevet til støv, er det hendes forvisning – ligesom det er enhver anden kunstners – at støvet, hun indånder og som har svævet i luften gennem alle årene fra den splintrede krukke, indvirker i alt, hvad hun arbejder med, og at en krukke fra hendes hånd nødvendigvis må indeholde bare et enkelt støvgran, der klinger af hele krukken.”Til T, 2013
Det er ikke gået stille af, at Suzanne Brøgger er fyldt 70. Først udkom Louise Zeuthens biografi KRUKKE, der via dagbogsnotater, breve m.m. illuderer at gå bag om myten, og så på selve fødselsdagen; Gyldendals biografiske bestillingsværk om og af verdensdamen selv, hvor hun scenevant sampler sit rigt levede liv. Ifølge bagsiden er det ’en billedbog i tidens tegn’, og i Brøggers eget forord sættes der trumf på:
– Jeg ved ikke hvordan man tæller til 70 – i lige rækkefølge. Jeg ved ikke, hvordan tiden går. Går den lige derudaf? Er den ikke snarere som en cirkel, hvor barndom og ungdom rykker tættere på end dagen igår? Jo, sådan er det. Barnet er i oldingen, og den gamle er til stede i barnet – endnu uudfoldet. SZ er en billedbog – og et vidnesbyrd om en epoke på over 1.000 år, den langsomme, litterære skriftkultur, der er ved at vige til fordel for hurtighedens ”signaler”.
Så er munden taget fuld i hvert fald, og med kæk titelreference til Roland Barthes og hans metodiske adskillelse af tegnet og dets betydning, leges der med dobbelthed, forskydning og modsætninger hele bogen igennem. Ideen om en fotografisk faktabog, skydes dermed også til hjørne fra start. SZ er så udtalt en fortsættelse af det æstetisk bevidste Brøgger-oeuvre og fungerer elegant som endnu et lag, endnu en leg.
Litterært og politisk udsyn blandes som det naturligste i verden med seriøs selvoptagethed. Liv og værk er for længst smeltet sammen og reflektionen over dette forhold er en uløselig del af selve Brøgger-myten og således også SZ. Vores selviscenesættende Suzanne med Z er med Barthes in mente en særdeles sammensat litterær karakter, der dyrker sin x-faktor og legende insisterer på netop at være både S og Z. Et væld af dikotomier ligger selvfølgelig snublende nær; fakta og fiktion, privat og offentlig, frisindet og konservativ, sanselig og æterisk, naiv og eftertænksom, ja sågar ung og gammel jf. citatet ovenfor. Og listen kan snildt fortsættes efter forgodtbefindende.
De små løseligt forbundne tekstbidder med S og Z som skiftende talepositioner er i rigt mål taget fra Brøggers egne værker. De sættes sammen på ny eller revitaliseres med intellektuelle referencer, illustrationer, fotos, citater og øvrige digressioner. Brøgger har selvfølgelig været vidt omkring og oplevet ikke så lidt, og det giver i sig selv bogen en sanselig tyngde, der er ganske underholdende. Eksempelvis er det temmelig mageløst at se Brøgger, dette menneske af ånden, skåle smilende side om side med bodybuilderen Arnold Schwarzenegger (se billede til højre), mens teksten lyder:
– Jeg så en slags “kulturrevolution” i […] den betydning han var i stand til at tillægge den rene idioti.
En helt væsentlig del af denne finurlige billedbogs charme er dog, at den taler mindst lige så meget forbi og over hovedet på sin læser, som den taler til ham eller hende. Vi må selv forbinde stregerne, granske nuancerne og stå lidt på tæer. Når Brøgger zapper igennem sit liv, er der ikke tale om tankeløst billedflimmer. Hvad der ved første øjekast ligner en light og lettilgængelig, bredtfavnende skimme-udgave af Brøggers liv og tid, viser sig hurtigt som et både elitært og koket spørgsmålstegn ved, hvad det grundlæggende vil sige at være menneske. Og det uden vi af den grund er bare i nærheden af Brøggers beskidte vasketøj eller et foto, hvor makeuppen ikke lige sidder.
Meget smukt bliver S/Z til trods for sine flagrende nedslag dermed også en langsom og eftertænksom bog, man ikke sådan uden videre dechifrerer. Tværtimod får man lyst til at læse efter. I hendes forfatterskab og i de viltre associationsrækker, der emmer af verdensdamedannelse og carpe diem på den fede boheme-måde. Vi andre dødelige må bukke os i støvet. Brøgger har med format kreeret en inspirerende scrapbog, der handler om meget mere end hende selv.
Johannes Møllehave formulerer sin hyldest til dette livsstykke på vers og får sidste ord her:
– Det z er et eventyrstrejf på din vej / folk tænker misundeligt z det var mig / men når sindet er slunkent og maven er mæt / bliver man aldrig i livet Suzanne med z
