Se negrene! – NYE STEMMER (red. Naja Marie Aidt, Jens Andersen, Rushy Rashid, Janne Breinholt Bak)
Ny antologi er så bovlam i sit udgangspunkt, at det ender i en regulær hån mod den minoritet, som øjensynligt skulle hjælpes på vej.
Havde omslaget på Gyldendals og Berlingskes nye indvandrerantologi NYE STEMMER så bare været brunt i stedet for pastelgrønt. Så ville den uhørte sjofling, der ligger i at sortere litteratur efter – ikke hvad litteraturen er og siger (nej da!) – men efter forfatterens/forfatterens forældres nationalitet, skinne klart igennem. Det eneste man får ud af at sortere efter ”anden etnisk eller kulturel baggrund end dansk”, er en udpegning af det, som angiveligt ikke er dansk.
”Du skal ikke tro, at du er dansker, fordi du føler dig dansk”, hed det i Maja Lee Langvads FIND HOLGER DANSKE, hvilket lige præcis er dét, der bliver den utilsigtede effekt af NYE STEMMER: Din stemme er ikke blot din stemme – den er NY; Selv vi de mest velmenende glemmer aldrig, at du er ny og fremmed. Aldrig.
Den insisteren på en etnisk og kulturel oprindelse, som lægges for en dag i NYE STEMMER, er mildest talt hovedløs. At litteratur sagtens kan rumme hybride former uden at skulle klamre sig det første, rene og egentlige jeg, vader redaktionen af NYE STEMMER nonchalant henover. Resultatet er en slags zoologisk have, hvor dem, der har deres på det tørre, kan blive endnu tørrere, mens de peger og råber: Se negrene!
NYE STEMMER er blevet til som en konkurrence med det ejegode formål, at lokke indvandrerstemmer ud af busken og ind på forlagenes manuskriptmodtagelser. Sandt nok er det ærgerligt og mærkeligt, at der ikke forfattes mere litteratur af indvandrere i Danmark. Det ærgerlige legitimerer imidlertid ikke, at redaktionen af NYE STEMMER har tænkt, at når Muhammed ikke kommer til bjerget, så må bjerget bare komme til Muhammed (bogstavelig talt). Der ligger et forskruet syn på litteratur nedenunder sådan en logik, og det – litteratursynet – er blevet materialiseret i en pastelgrøn tingest, der har mere til fælles med Bubbers ”Scenen er din” end med nogen bog.
Jeg vil aldrig gå med på, at litteratur er en quiz for glade amatører (akkurat som i TV-showet er det ikke deltagerne, men selve konceptet, der er afsporet). Det er for pokker da hundesvært at skrive, og lige netop derfor gibber det i mig, når nogen så rent faktisk lykkes med det. Tidens dilettantvælde er noget, den onde selv har fundet på.
Antologien afsluttes med en serie interviews med de 14 (ikke glemme det, ikke glemme det) etniske bidragydere, hvor fokus er lagt på bidragyderne, ikke det de har skrevet. Interviewer Maria Frahm er mestendels interesseret i boligindretning og glemmer helt at spørge til f.eks. sammenhængen mellem tilhørsforhold og skabelse af litteratur. ”Oprindeligt er Milena født i Bosnien” skriver Frahm og gentager vendingen flere steder. Ordet ”oprindeligt” giver ingen mening i den sætning, og er jo et freudian slip, der understreger bogens lamme oprindelighedsmantra. Den eneste gang Frahm fremhæver noget interessant er i sidste interview, hvor det om en bidragyder hedder: ”I fritiden bliver der tid til fiktive noveller”. Et pirrende mysterium, thi findes Milenas noveller vitterligt ikke?
Nu glæder jeg mig til, at Gyldendal udgiver en 500 siders nøgleroman på klingende grilldansk med titlen: SHAWARMA + DÅS 27
