Sekulariseringens Godfather? – Jan Lindhardt MACHIAVELLI – EN BIOGRAFI
I denne genudgivelse fra 1969 giver den dengang nyuddannede teolog Jan Lindhardt en introduktion til en af den politiske tænknings centrale skikkelser og antyder samtidig, at Machiavelli skulle have haft en finger med i sekulariseringsprocessen.
Niccoló Machiavelli var et ægte renæssancemenneske, der skrev drama, passede sin kirkegang og beskæftigede sig med politisk tænkning. Sidstnævnte fik han rig lejlighed til at hellige sig, efter hans spirende politikerkarriere blev afbrudt pga. uoverensstemmelser med Firenzes nye magthavere. I dag forbindes hans navn især med bogen Fyrsten, der beskriver, hvordan magten kan vindes gennem kynisk beregning, og hvor handlinger hverken er gode eller onde, men udelukkende nødvendige eller unødvendige.
Lindhardt skriver i et usædvanligt klart og let flydende sprog. Der er således tale om en af de sjældne bøger, der nærmest læser sig selv på trods af, at der er tale om et emne, som de færreste mennesker forbinder med hyggelæsning. Derudover leverer bogen et kort og klart overblik over Machiavellis nøglebegreber og hovedpointerne i hans vigtigste værker.
Alligevel er det, som om bogen aldrig rigtig trænger i dybden, – samlet set virker den nærmest som en fristil på akademisk niveau. Desuden er der siden bogen første gang blev udgivet udkommet en masse interessante bøger om Machiavelli og renæssancen, baseret på nye kilder og tilgangsvinkler. Set fra et forskningsmæssigt perspektiv er bogen derfor en oldsag, men takket være det nyskrevne forord er bogen ikke helt uvedkommende for den nutidige læser.
I forordet fremgår det, at Lindhardt betragter det moderne samfund som fremmedgjort overfor religionen, og det bærer Machiavelli sin del af ansvaret for. Forfatteren betragter nemlig Machiavelli som eksponent for renæssancens dyrkelse af individet. Denne individualisme breder sig til andre aspekter af samfundet og ender med, at selv religionen bliver individualiseret. Dermed mister religionen sin dominerende plads i samfundet, og forvises i stedet til ”privatlivets mørke”.
Spørgsmålet om, hvilken rolle religionen skal spille i det offentlige rum, er noget som for tiden optager alle lige fra statsministeren til sekularister og fundamentalister. Roskilde-bispen Lindhardt er i den forbindelse ikke nogen Hr. hvem-som-helst. Det mest interessante ved bogen er derfor, at den er et udtryk for en moderne fremtrædende kristens syn de begivenheder og processer, der har dannet baggrund for det moderne sekulariserede samfund.
Man kan imidlertid overveje, om det var nødvendigt at genudgive bogen, blot for at forsyne den med et forord, der snildt kunne have udgjort en kronik i et af de store dagblade? Der er nemlig ikke meget nyt at hente i MACHIAVELLI – EN BIOGRAFI, men dens klarhed og gode sproglige kvaliteter retfærdiggør til nød denne genudgivelse.
