Selvhadets afkast – Cecilie Lind SCARYKOST
‘Krop og mad og ad.’ Gennem neurotiske, fjollede og ævlende tekster skildrer SCARYKOST en sygdomserfaring med både alvor og lethed, så det kan mærkes på egen krop.
Ord, stemmer og associationer filtrer sig ind og ud af hinanden i de mærkelige, sjove, overvældende og pludrende passager i SCARYKOST, det fjerde værk i Cecilie Linds forfatterskab, der udkom i marts dette år på forlaget OVBIDAT. SCARYKOST er en samling af forskelligartede, skøre, betagende og ind imellem lettere skizofrene tekster, som bevæger sig i feltet mellem prosa og poesi. Nogle er lange, dagbogs-agtige bekendelser. Andre er helt korte og består kun af en enkelt linje eller et enkelt ord. Sammen tegner de et billede af en sygdom og et sygt subjekt: en spiseforstyrrelseserfaring.
Teksterne i SCARYKOST udsiges af et jeg, hvis stemme pendulerer mellem en streng overstemme, en selvhadende, selvkontrollerende stemme, og en mere hudløs, erkendende stemme. Herimellem kommer legende, barnligt naive og fjollede tankerækker, hvor der leges med sproget, dets lyde, rim og sammensætninger. Disse forskellige stemmer og tekster taler både med og mod hinanden, og former et billede af et subjekt, der kæmper med selvhad, følelser af utilstrækkelighed, og med kontrolmani over hendes egen krop. Det altoverskyggende ideal er den smukke, hvide, tynde ungpigekrop.
Det er forfængeligt og selvoptaget til det ekstreme, men netop i al sin sygelighed er det ærligt og uprætentiøst. Selvcentreringen er selve forbandelsen i SCARYKOST:
– Kvalt i egen tunge savler jeg selvet ud, det driver ad hagen ad helvede til med mine granskninger af krop af kød af skød og indre skælv, irrelevante egotrip trappes ned.’
Det fine og interessante ved denne subjektive sygdomsskildring er samtidig, at det aldrig bliver patetisk. Det er ikke en fremstilling af subjekt, der kalder på medlidenhed, eller som indtager en offerrolle. Det er ikke et råb om hjælp.
Undervejs i samlingen sker en gentagende henvendelse i formel brevform til Scarykost – spiseforstyrrelsen. ‘Kære Scarykost’, indledes disse tekster, der afsluttes med et ‘kærligst’. Spiseforstyrrelsen bliver et du: en personificering, som igennem teksten adskilles fra det udsigende jeg. På denne måde opstår et mulighedsrum for den litterære bearbejdning af sygdommen. Ikke som en form for katharsis – altså som et forsøg på renselse eller ‘helbredelse’ – men som en mulighed for at give erfaringen et særligt kunstnerisk, litterært udtryk.
Dette involverer blandt andet en kompliceret, men også elegant vekselvirkning mellem et stærkt formmæssigt kontrolgreb, som på paradoksal vis samtidig manifesterer sig som et kontrolslip, hvor tanker, refleksioner og associationer får frit løb. F.eks. gennem besynderlige, lange automatskriftslignende passager genereret af associative krumspring, hvor ét ord pludselig kædes sammen med et andet i en ny og helt anden sammenhæng:
– Bjørnen. Bjørnen sover (bjørnen er en sjover), og jeg vil i hi. Haha. Hæhæ. Ej beklager virkelig. Udstoppet, lille vattet dyr, polstret, unødvendigt. Jeg kan stirre på dig med mine glasøjne, og blikblakflak. Blank. Boom. Intet. Låg. Vipper. Mascara. Blink. Kontakt, øjne. se. Sesese. Se mig. Et billede.
Det er dette formmæssige greb, legen med ordenes rytme, lyde, associationer, og med en meget varierende tegnsætning, der gør SCARYKOST til et både udfordrende, kryptisk og mærkeligt stykke læsning. Man må hakke og stave sig igennem det fragmenterede og opbrudte sprog – en læseerfaring, der måske bedst kan beskrives og sammenlignes med mavekrampetrækningerne i et opkastscenarie. Og det er fordi, der i SCARYKOST er noget, der vil ud. SCARYKOST er et opstød. Og ligeså underholdende og pjattet som det kan fremstå, ligeså udfordrende, alvorligt og insisterende er værket. Hård kost. Scary kost.
Hør vores samtale med Cecilie Lind om hendes digtsamling STRUNK i vores podcast LitteraturLyd.
