Selvironisk eller selverotisk? – Martin Kongstad FRYSER JEG
Kongstad fortsætter den gode stil fra debuten: Han skriver lige så godt, han beskriver lige så godt og knepper lige så meget. Bare vi dog kunne slippe for alle de kloge ord.
Citat
Diana så blændende ud i sit sandfarvede Bottega Veneta-sæt, Søren var en rygetrold, og dem ser man ikke mange af længere. Vi fik et bord i hjørnet og hvidvin i isspand og havde lige bænket os, da en renskuret pige fra solsiden af Hambros Allé lagde en hånd på min skulder. Hun var fuld, som den slags bliver, når de lægger bøgerne med erstatningsret fra sig.
Martin Kongstad har et alterego med ekstra ego. Mikkel Vallin, der ser ud som forfatteren, spiser som forfatteren, arbejder som forfatteren og går klædt som forfatteren, er ikke nogen beskeden mand. Han har selvfedme, luksusliv, dyre vin og billige damer nok til at rumme Mads Holgers og Poul Pilgaard Johnsens alteregoer også. Når man ikke går hen og bliver træt af det over næsten 400 sider, så er det fordi, Martin Kongstad kan skrive og lidt til.
Kongstad beskriver situationer, som om de var mad, og man kan smage dem – både de sure og de søde. Derudover er det ikke bare kvikt, det er sjovt, både når man føler sig udleveret, og alle de gange hvor han udleverer sig selv. Frækt er det også, men langt fra pornografisk: Det er ikke seksuelle ‘numre’ med en historie pakket rundt om, men en bog om sex – både det vi har, og det vi ikke har. Så selvom de fleste af scenerne er skåret over fantasier fra drengeværelset (unge kvinder, der der er med på det værste, mænd kan finde på), er det en hel del mere opfindsomt og medrivende end det, vi finder i husmoderpornoen (unge kvinder, der skal overtales til det værste, de aldrig selv kunne finde på).
Handlingen udspiller sig lige før finanskrisen i et København, der har råd til det hele uden at have arbejdet for det. Mikkel Vallin er fraskilt madanmelder, der planlægger at springe ud med en roman om vennen og stiknarkomanen Søren T-shirts kærlighedsforhold i 80’erne. Imens forelsker han sig i den promiskuøse og eksperimenterende Diana Kiss, for hvem køn og kunst smelter sammen, og faste parforhold er en by i hendes hjemland Ungarn. Mikkel får smag for Dianas form for krop og kærlighed og hvirvler en del af sine desillusionerede parvenner fra den kreative klasse med ud i en verden med sex som tag-selv-bord serveret med rigtig gode vine i rigelige mængder.
Mikkel Vallin er bogen igennem i tvivl om, hvor meget af hans bog, der skal handle om hans nyopfundne kærlighedsparadigme, og hvor meget der skal vies til Søren T-shirt. Vi sidder alle sammen og håber på, han vælger det sidste, men skuffes løbende. Hverken Mikkel eller Martin er eller skal være Henrik Dahl, og man kæmper sig følgeligt igennem klicheerne om samfundets udvikling, historiske kærlighedskonstruktioner og parforholdets væsen skåret over en kam. Men Kongstad ved det godt, og det er derfor kun de allermest patetiske bipersoner i forlagsbranchen og kunstverdenen, der inden for bogens univers bifalder lommefilosofien. Det føles derfor overflødigt at sige, at samfundsanalysen skulle være slettet, men det føles endnu mere overflødigt at skulle læse sig gennem den.
