Selvmord, junk, sæd, lort og kærlighed – anmeldelse af KØBENHAVN ER HVID OG BLÅ
Der er mange måder man kunne starte en anmeldelse af Onkel Hawaii’s København er Hvid og Blå på. Her er et eksempel:
’’Når Onkel Hawaii smækker flæskerouladen på køledisken og disker op med endnu en tudekuffert bundet i polsk lokumspapir og dårligt huskede Camus-citater, ved man, at det bare er at læne sig tilbage og lade fordærvet spunk og morfin løbe i parallelle floder ned ad rygsøjlen, til dagen er ovre og bogen slut. Huttelihut, bror lort, nu skal vi have shots.’’
Jeg kunne også starte den sådan her:
’’Baggaardsbaroner udgiver en uperfekt men fabelagtigt opsat roman om selvmord, ayahuasca og FCK, der måske bider over lidt mere, end den kan sluge, men som den rette BB-fan vil holde af og finde mening i.’’
Begge ville være oplagte men uærlige. Sandheden er, at Onkel Hawaii stikker mig sin nye roman i hånden over en gulddame på Café Fuglereden, et par uger efter én af mine venner har hængt sig, og et par uger før en anden også gør det. Jeg læser den i London, hvor jeg venter på at tage et fly til den sidstes begravelse. Bogen er en spirituel opfølger til Hawaii’s første roman, Andedrengens Bodegakronik, men vigtigere end det er den en meditation over selvmordet. Først og fremmest om hans gamle kumpan, nemesis og kollega på Baggaardsbaroner Ziggy Silvers selvmord. Siden om hans egen livslange dans med det indre dødsønske. Derfor bliver læseoplevelsen, for denne anmelders vedkommende, måske også lidt anderledes end det først var meningen.
’’- Du må sgu undskylde alt det her. Du er god nok.
– Det ved jeg godt. Men tak fordi du siger det. Men mellem os… du står sgu ikke til at redde. Og alligevel er du mere rask, end du giver udtryk for, og det skræmmer dig, så du gemmer dig bag din egen selvfortælling. Måske er det på tide at komme videre?’’
Visdomsordene kommer fra Onkel H’s psykolog. Deres relation er, som alle andre i romanen, grotesk, strukket ud over normalen og gjort til parodi på parodi af cool-københavnsk kronisk ironi. Psykologen og jeget bruger egentlig kun deres tid på at ryge joints og spille skak mens H kategorisk nægter at betale sin regning og fortæller alenlange, outrerede historier om ænders sexliv. Selvfølgelig for at undgå at komme til at sige noget ærligt ved et uheld. Alligevel er det ofte i denne relation, at disse små stikpiller leveres. Dem, der minder os om at bag den patologisk fæcesfikserede og altid narkohungrende karikatur af en fortæller bor et menneske. Et virkeligt menneske, der mærker kærlighed, svigt, ensomhed og savn. Som egentlig i grunden ønsker sig at elske livet.
Jeg tror, at mange vil finde København er Hvid og Blå for meget. Den er, på mange måder, et produkt af en svunden tid. Så tætproppet med slang og slim og fordærvede kropsvæsker, med følelsesløs, ultrakøbenhavnsk selvdestruktion og fatalisme, at man fristes til at lade den passere. Onkel Hawaii er en Fernet-fermenteret dinosaur, der mestrer en kunstart, der ikke længere er moderigtig. Men det er ikke historiseringen af romanen, jeg er interesseret i.
København er Hvid og Blå begynder, i bedste pulp-stil, med en narkotåget pilgrimsrejse ind i Amazonasjunglen, hvor et skjult ayahuascatempel åbner dødsriget for fortælleren og sætter ham i kontakt med det rådnende lig på bunden af Sortedamssøen, der nu er Ziggy Silver. Hjemme i København, med en gaslækage i lejligheden og en nyligt fundet morfinafhængighed, optages han i et farverigt slæng af fordrukne FCK-fans, der samles hver kampsøndag på det lusede værtshus Xpressen, hvor de drikker sig ned før de vandrer mod Parken i et ugentligt fælles forløsningsritual.
Ziggys genopstandelse fra de døde og Onkel H’s pludselige indlemmelse i fodboldens huttelihuttende dødskult er de to stærkeste spor i resten af romanen. Fra Ziggy kommer kaldet fra afgrunden; på stadion druknes det igen i retningsløs holdånd. Der er mange andre spor; smutture tilbage til H’s barndom med hans mor, natsygeplejersken, der blev mejet ned af en flugtbilist; en mystisk gammel sut i en guldfarvet dynejakke, der leder ham på jagt efter en begravet guldskat; de desperate forsøg på at færdiggøre et manus, som nogen gider læse, eller fuldende et selvmord, som nogen gider læse om; og en smuttur til forlagets heroinbule af et kolonihavehus, hvor en gal polak brænder liget af hans kat i ovnen og koger røde pølser i elkedlen. Alt dette er skrevet med så svimlende tætpakket og intenst et sprog, der oscillerer mellem høj metaforik og komplet fiktivt rendestensslang, at læsningen ofte bliver sanseligt overvældende, næsten meditativ:
’’Ziggy tog fat ved solar plexus og krængede sine ribben udad, så huden hang som ødelagte gardiner. En sværm af maddiker væltede ud i Irmahønens neonlys. Ribbenenes skodder stod åbne og flashede hans smukke, benzinblå lungevæv. Så skubbede han det rådne kød ved brystet til side og hev en pakke cigaretter frem fra lungernes sorte materie. Han tændte én og pustede langsomt ud gennem kraniets næsehuller, så røgen formede sig som elefanters stødtænder. Ziggy var kommet tilbage for at drikke bajere og ryge cigaretter, og som sædvanlig havde han ikke penge til at bakke selvsamme planer op.’’
Man kan hurtigt komme til at undervurdere København er Hvid og Blå, tror jeg. Dens centrale værktøj – de mange, alentykke lag af sarkasme, selvironisk selvhad og fordrukken bundsjatsvisdom – kan få den til at fremstå som ren overflade. En forfatter, der ikke tør nå ind til kernen, han skriver efter, og så bare skriver evigt udenom.
’’Lev nu bare det satans liv, der er jo ikke byttemærke på.’’
København er Hvid og Blå er en meditation over selvmordets efterdønninger og dets tiltrækningskraft. Men mere end det er den et hæst og rallende kald på omsorg og virkelig menneskelig forbindelse. Om behovet for at passe på hinanden, lige meget hvor fucked op vi ellers er. Og bag alle dens groteske overdrivelser og outrerede københavneri er den et kald efter livet – at leve det, at blive i det, at acceptere dets ende og at acceptere, at den accept nok aldrig helt vil komme. Og så er den et simpelt ’’jeg elsker dig’’ til en ven, der er død.
Jeg burde skrive noget om, hvor fuldendt og smuk romanens grafiske udtryk er; om dens mange små spring ind i den grafiske novellegenre og forunderligt varierede illustration; eller om hvordan Baggaardsbaroner som sædvanligt formår at levere et værk, som ingen andre forlag ville turde. Men jeg har nok allerede læst bogen mere som menneske end som kritiker til virkelig at kunne gå til den som værk. Så lad det blive ved dette: hvis du savner en ordentlig samling selvfed, ultrastiliseret grund til at elske livet, synes jeg, du bør læse den.
