Selvudgivelse er – desværre – ikke bogmarkedets redning
Det er ikke nogen hemmelighed, at forlagsverdenen har levet i en kontinuerlig krisetilstand de sidste adskillige årtier. Internettet, lydbogen, E-bogen, TikTok og Elden Ring har, bid for bid, skåret stumper af de traditionelle forlags markedsandel og tvunget dem til at genopfinde sig selv gang på gang. Ikke fordi der er meget sandhed at finde i den sejlivede myte om, at folk ikke længere læser og køber bøger; det gør de. Men priserne er presset i bund, markedet er snævret ind og ingen ved helt, hvad man skal gøre ved det.
Særligt Amazon har meget skyld at bære her. En platform, der, hvis man kan huske så langt tilbage, begyndte som verdens største online boghandel, og stadig er det, udover nu at være verdens største alt-andet-handel også. Det har tvunget titusindvis af fysiske boghandlere verden over til at lukke, og forlagene til at omstrukturere til helt nye markedsvilkår.
Ud af alt dette kaos er en helt ny form for udgivelse også opstået; nemlig selvudgivelsen. Du kender den fra bizar husmoderporno om at rejse tilbage i tiden for at bolle dinosaurer med bogomslag lavet i MS Paint. Du kender den måske også fra din pensionerede grandonkel, der har brugt sit otium på at skrive en ottehundrede siders slægtsroman om en bondefamilie i Sønder Nedre og nu har trykt to hundrede kopier for egen regning, til familiefestuddeling herfra og ind i evigheden.
Og der ER virkelig meget smukt ved etableringen af selvudgivelsesmarkedet. At alle med et Word-dokument og et par kroner på lommen kan få fri adgang til bogmarkedet og gøre deres stemme hørt; at mennesker uden adgang til det litterære parnas kan skabe deres egen karriere fra bunden med knofedt og gåpåmod; at forlagsgiganternes hundredårige kvælertag om læseren er blevet slækket. Det er fristende at forfalde til tanken om, at dette er præcis dét wake-up call, forlagsbranchen havde brug for, og at den litterære pøbel nu tager magten tilbage.
Men, og jeg er oprigtigt ked af at sige det, det er et røgslør. Et røgslør, der dækker over benhård, hyperindividualistisk kapitalisme, og som ikke gør noget godt for hverken bogmarkedet, forlagene, forfatterne eller læserne.
Og lad mig gøre det klart, at jeg er flintrende ligeglad med de store forlag i denne sammenhæng. Det rager mig en papand, om deres profitter krymper, og kan de ikke konkurrere med hjemmebrygget scifi-erotika er det i allerhøjeste grad deres eget problem. Det er markedet, der er bekymringen her. Et marked som både læser og forfatter deltager i og er med til at forme.
Faktum er, at selvudgivelse fordrer en indsnævring af bogmarkedets aktører, og en massiv udvidelse af forfatterens ansvar. At forlagene (særligt i Danmark) er domineret af en lille, incestuøs elite, der får lov at bestemme, hvad der er god, acceptabel litteratur, er ingen hemmelighed. Men at lægge hele ansvaret for udgivelsen over på forfatternes allerede velbebyrdede skuldre er den helt forkerte retning at gå.
Som selvudgiver er du din egen redaktør. Din egen korrekturlæser. Din egen grafiker. Din egen PR-repræsentant og din egen distributør. Udover at have smidt et par år af dit liv væk på at fylde megabytes på et Word-dokument, skal du pludselig også tage dig af alt det andet arbejde, det kræver at udgive en bog. Du kan selvfølgelig altid lade være, og se din bog forsvinde blandt ti tusind andre. Men grundlæggende incentiverer selvudgivelsen forfatteren til at blive en faglig blæksprutte, der kan klare alt selv, og skal lære det hele fra bunden. Det er kimen i den moderne kreative økonomi – og én, der er dybt skadelig for kunstnernes rettigheder og værdighed.
Man ser præcis det samme i musikverdenen, hvor pladeselskaber ikke kunne drømme om at skrive kontrakt med nogen, der ikke allerede har bygget en følgerskare på titusinder fra bunden fra deres soveværelse. Kort sagt undergraver det værdien i det arbejde, som forlag og distributører normalt står for, og bondefanger kunstnerne til at tro, at det er deres ansvar. Det er det ikke.
Selve værksproduktionen er, forhåbentlig, det mest omfattende og krævende stykke arbejde i skabelsen og udgivelsen af et stykke kunst. Alt andet kommer efter, og er i sagens natur mindre vigtigt, hvorfor det også tilfalder andre at udføre det arbejde, så kunstneren kan lave det, de er bedst til – altså at lave kunst. Vilkårerne for udøvende kunstnere er i forvejen værre, end de nogensinde har været. Vi tjener mindre på mere arbejde, og må ofte kæmpe for at det arbejde overhovedet forstås som penge værd. At udhule infrastrukturen rundt om værket for at give ansvaret videre til kunstneren er både uværdigt og spild af kompetencer.
Et andet problem er, at alle simpelthen ikke burde udgive bøger. Sådan er det. Langt, langt de fleste selvudgivne værker er, groft sagt, noget lort. Og det er der sådan set ikke noget galt med. Men hvis bogmarkedet oversvømmes af værker i ekstremt lav kvalitet, og dygtige forfattere samtidig gøres mere ansvarlige for de vitale dele af en bogproduktion, bliver det kun mere utilgængeligt for lægpersonen at komme ind på bogmarkedet. Mere konkurrence, mere arbejde og mindre tid til det egentlige arbejde det er at producere et værk. At fratage den litterære elite magt ender i virkeligheden med at give dem endnu mere – for hvis selvudgivelsesmarkedet er en sø af lort med et par diamanter på bunden, hvorfor så ikke bare stole på dem, hvis faglighed er til at tage og føle på?
Forfatteres ansvar er at producere værker, og forlags ansvar er at udgive dem, der burde udgives. Er deres kriterier ofte reduktive eller udtryk for et lukket marked? Ja. Men at enkelte selvudgivne værker har opnået massiv succes er ikke et tegn på markedets sundhed. Hvis man kaster nok lort på væggen er der på et tidspunkt noget, der hænger fast. Du ser ikke de hundredvis, der fejlede, men den ene, der vandt. Mikroforlaget er et langt mere overlevelsesdygtigt alternativ til de etablerede spillere, og har langt større chance for reelt at presse de store fisk til at udvide deres repertoir. Samtidig gør de, for det meste, faktisk det arbejde, som der forventes af et forlag.
Så til dig, der står med et værk, som ingen vil udgive, og leger med tanken om en selvudgivelse: gør det, hvis du vil. Sandsynligvis taber hverken du eller verden noget på det udover penge. Men det er ikke sjovt at stå helt alene med en bogudgivelse, og du får sandsynligvis ikke dét ud af det, som du ønsker. Vent og prøv igen, udforsk (den overraskende store) verden af mikroforlag, eller lad bogen ligge for nu. Det er ikke en sjov kendsgerning, men en kendsgerning er det alligevel.
