Den sidste bisonjæger – John Williams BUTCHER’S CROSSING
Efter STONER blev revet ned fra hylderne, 50 år efter dens udgivelse, udgives nu en tidligere roman af John Williams. Den tidløse historie om det vilde vestens håbløse vidders effekt på en ung mands udvikling er bestemt værd at læse.
Citat
Men da smerten tog til, var det som om hans sind gjorde sig fri af den og løftede sig over den, så han kunne se sig selv og Miller tydeligere end han havde kunnet før. I løbet af den sidste time af nedskydningen var han kommet til at se Miller som en mekanisme, en automatisk maskine der blev holdt i gang af den myldrende bisonflok; og han kom til at betragte Millers nedslagtning af bisonerne ikke som udslag af blodtørst eller grådighed efter dyrenes huder eller efter hvad huderne kunne indbringe, eller bare som den blinde, rasende lyst til at dræbe som stred i hans mørke indre — han kom til at betragte nedslagtningen som et koldt, meningsløst svar på det liv som Miller havde ladet sig opsluge af. Og han så sig selv der kravlede stumt efter Miller over den flade dalbund og samlede de tomme patronhylstre op og slæbte tønden med vand, og plejede riflen, rensede den og rakte den til Miller når han skulle bruge den — han så sig selv og vidste ikke hvem han var, eller hvor han var på vej hen.
STONER er på ingen tid blevet en klassiker, det var den måske i forvejen i kraft af dens udgivelse i 1965, men som Politiken skrev i deres anmeldelse af romanen: “Den bedste bog, du aldrig har hørt om”. Og STONER var god, et mesterværk, hvis man spørger mig — så nu kommer spørgsmålet, er John Williams første roman fra 1960, BUTCHER’S CROSSING, lige så god som dens kult-efterfølger?
BUTCHER’S CROSSING er navnet på en lille by i det vilde vesten. Her passerer bisonjægere og kolonister igennem på vej mod friheden og mulighederne i det nye land. William Andrews har forladt universitetet, faderen og vennerne for få stillet sin lyst til at opleve denne frihed, som de åbne landskaber frister med. Andrews ved ikke, hvad han vil derude, men han vil noget. Denne uvished og en lyst til at udfordre og opdage sig selv fører Andrews til at satse stort på en garvet bisonjæger ved navn Miller. Han vil tage Andrews med til et sted i bjergene, hvor bisonerne stadig findes i tusindtal, så de kan sælge deres huder og tjene kassen (i den helt rigtige western-ånd).
Andrews er uerfaren og ung, og har ingen idé om hvordan de mange måneder i den utæmmede natur vil påvirke ham, men han har intet at miste (udover sit liv, selvfølgelig). Ekspeditionen tager afsted fra Butcher’s Crossing med fire deltagere: Miller, Andrews, den fordrukne og evigt frelste Charley Hoge samt den bitre, men erfarne skinner, Schneider. Andrews er allerede rystet over sit møde med det mere løsslupne liv i vesten, men han er fast besluttet på at lære mere om livet ved at møde det ukendte head-on.
Til forskel fra STONER, følger vi i BUTCHER’S CROSSING hovedpersonen mere udefra end indefra. Eftersom Andrews ikke kender sig selv endnu, gør læseren det heller ikke. Han tænker, reagerer, men hans handlinger er afmålte og afventende, han giver sig hen til skæbnen i håbet på, at den rå kontrast til hans tidligere liv, vil give ham et fundament. Og bare rolig, turen op i bjergene kommer til at ændre Andrews’ liv på både godt og ondt.
Da ekspeditionen endelig når frem til den sagnomspundne dal, hvor bisonerne gror på træerne og deres huder er metertykke, begynder de forskellige karakterers virkelige personligheder at træde frem. Miller slagter bisoner fra tidlig morgen til sen aften i et håbløst forsøg på at give sit liv mening, at fastholde den verden, hvori hans rodløse liv har en funktion (se citatet). Schneider brokker sig i ét væk, han kan alligevel ikke holde ud at være væk fra civilisationens hurtige fix: kvinder, alkohol og glemsel. Charley Hoge tyr kun oftere til whiskyen og sin lommebibel, han fremstår som fortabelsen selv, han har givet op, men holder alligevel fast, om ikke andet så i Guds ord.
Millers egenrådige hævntogt på omgivelserne ender katastrofalt, da han insisterer på at slagte alle bisonerne i dalen, og de dermed ikke når ud, inden passet mellem bjergene sner til. De fire mænd må nu tilbringe hele vinteren under et tæppe af sne indtil foråret kommer. Dette bliver en prøvelse for dem alle, og de bliver mere og mere indadvendte. Andrews er blevet hærdet af lugten af blod og en jord dækket af bisonskeletter, og klarer sig gennem vinteren med en sammenbidt beslutsomhed; han vil ikke knækkes.
Den endelige prøvelse venter dog stadig Miller og de andre. På vejen tilbage, med vognen læsset med bisonhuder, vælter denne, og halvdelen af huderne samt Schneider bliver revet væk i en flod. De har den anden halvdel af huderne i dalen, som de kan hente senere på sommeren, men da mændende endelig vender tilbage til Butcher’s Crossing efter 10 måneder i naturens vold, har verden ændret sig. Bisonhuder er ikke længere in, deres ekspedition har været forgæves og byen er næsten forladt. Jernbanen har forbundet andre dele af landet, civilisationen er på vej til vesten, og de er blevet fanget på den forkerte side af udviklingen.
BUTCHER’S CROSSING kaldes ofte en ‘omvendt-Stoner’, idet Andrews, i modsætning til Stoner, drager ud i det vilde, fremfor ind til kulturen. Men der er flere, og mere afgørende forskelle; BUTCHER’S CROSSING udtrykker en afmagt: mens den vilde natur bliver tæmmet af mennesket, forsvinder meningen med de åbne vidder og den frihed, de symboliserede. Andrews vender hjem som en forandret ung mand, han har større indsigt, men han har ikke opnået noget. Han ser Miller sætte ild til forretningsmanden McDonalds huder og ride væk med lige dele sorg og håbløshed. Charley følger Miller ud i horisonten, hans eneste relation til verden. Kort tid efter følger Andrews deres eksempel: han sporer sin hest og rider ud i det uvisse, på jagt efter andre oplevelser, efter håb.
John Williams skriver, ligesom i STONER, med utrolig indlevelse. Beskrivelserne af samfundet i den lille by, samt den episke natur Andrews drager ud i, er intet mindre end fortryllende. Hvor STONER beskriver et menneskes liv i stille modgang, er BUTCHER’S CROSSING en refleksion over naturens sidste krampetrækninger og Andrews forsøg på at give sit liv indhold. Men verden ændrer sig for hurtigt, og det eneste, der eksisterer bestandigt, er meningsløsheden.
På trods af denne grundlæggende pessimistiske fortælling, er BUTCHER’S CROSSING et must for alle, der har læst STONER, og gerne vil have mere. John Williams ord siger her mere end tusind billeder — jeg ved ikke, om BUTCHER’S CROSSING er lige så god som STONER, men jeg synes, man bør læse den alligevel og nyde John Williams’ evne til at fremstille simple menneskers oplevelser som episke begivenheder i deres egen, og menneskehedens, historie.
