Sigrid Adamssons romandebut stiller spørgsmålet: ’Hvad er en ven’?
Jeg har en ven, der altid ynder at spørge om, hvordan en roman åbner og slutter, inden hun overvejer at samle den op. Til vedkommende, og andre, der måtte have det lige sådan, kan jeg sige, at i Skyerne knepper karakteren ’O’ fortællingen i gang i et havnebad, og ’A’ afrunder bogen med en svampetrip i skoven, hvor skyerne på himlen samler og opløser sig i betydningsbærende billeder.
At vandre ind i Sigrid Adamssons debut, Skyerne, er ensbetydende med at bevæge sig ind i en venskabsboble, udgjort af karaktererne navngivet O og A. Et-bogstavsnavnene gør både karaktererne navnløse og navngivne på samme tid. Et valg som spejler romanens ærinde, der ikke er; »hvem er O og A«, men snarere »Hvad er en ven? Og hvem er A og O i kraft af hinanden«.
Et sted står der, at A er den tavse seerske og O er den stenagtige skønhed – som var de to mytologiske arketyper, der er malplaceret i nutidens københavnske kunstmiljø, hvor det flyder med stoffer og frygten for at tabe ansigt. A og O finder en autenticitet i hinandens selskab: »Deres kærlighed er så kæmpestor og rolig«. Venskabet, som tema, bliver behandlet med en intimitet, som parforholdet alt for længe har haft fortrin til.
Venskabets arbejde
Indledningsvist medfører O’s havnebadsromance en blærebetændelse. A henter medicin og blomster – omsorg! O bliver rask, og sammen vælter de ud i det hedonistiske natteliv. De fylder mdma i ampuller, suger joints, drysser coke og ketamin. Og man bemærker at også tekstens stil bliver drugged i de påvirkede tekstpassager. På et mdma-trip ser fortælleren O (gennem A’s øjne) som en skønhed på størrelse med et istidslandskab: »Når O danser, forestiller vi os en fjord, længe før der kom mennesker til.« I citatet ser vi et ’vi’ og ikke et ’man’. Pronomenet ’vi’ optræder i teksten, når fortællerstemmen træder et par skridt væk fra karaktererne og favner både fortælleren og læseren som her (samme trip som før): »Vi kan ofte, som nu, ikke lade være med at se på O gennem A’s øjne. Måske er det, fordi hun ser allerbedst ud lige der, glat og kølig som en glasdildo, men lige så meget i stand til at blive varmet op og tage imod.« Foruden den svulstige sammenligning, fungerer passagen som metakommentar, som viser, hvordan synsvinklen præges af den fascination for O, der findes i A’s øjne. Det interessante fælles ’vi’ er hyppigt først og sidst i de små kapitler, der cirka løber over et dusin sider, og giver en kameraagtig effekt af at være zoomet langt væk fra karaktererne.
På den anden side af rusen rammer narkotømmermændene kroppen. Den klarer de to veninder sammen. Men der er noget andet, som vælter op inde i A, en langt mere uhåndgribelig melankoli, der både får A og fortællerstemmens ’vi’ til at famle rundt imellem eksistentielle spørgsmål, der finder form i en sætning som her: »Hvad er en ven? Hvad er denne kraft, der virker her imellem dem? Det er vel dette ønske lige her om, at solens lys bare kunne fylde dem med livskraft, ja, at A kunne fylde O med kærlighed blot ved at kaste sit blik på hende. Nej, der er ingen tvivl om, at de elsker hinanden, så hvad er det da, der mangler?« Teksten bliver spørgende og søgende, den stiller spørgsmål i en nærmest kosmologisk ordlyd, kraft, solens lys, livskraft. I psykiatrien vil man kalde det, der rammer A, for en depression, men Adamsson anvender ikke psykologiske termer, der ellers må siges at have infiltreret vores hverdagssprog. I stedet skaber hun en poetisk og sansende stemme til at omfavne O’s melankoli: »At give hinanden sårbarheden, er det venskabets arbejde?«
Bogstavet O er hult og tomt
Den litterære fremstilling af O’s sygdom er oplevelsesnær og nærmest fænomenologisk. I kapitlet Hullet besøger A O på et psykiatrisk afsnit, og vi ser, hvordan blomsternes farver ikke fremstår ens for alle: »Ej, se skat, erantisser, siger A pludselig med et stort smil og peger, som om der virkelig lige landede noget vidunderligt i deres skød, og O følger hendes blik hen til de små, gule knopper […] Men O reagerer ikke, og A’s tanker bliver fortvivlende tomme, da hun forstår, at hun og O ikke ser det samme, når de ser på erantisserne.« Efter denne passage begyndte bogstavet/navnet O at ændre sig for mig. Jeg læste det grafiske bogstav O som et mangelfuldt bogstav, der i sin tomhed står og spejler det hul, som har åbnet sig i O.
En måde for A at tænke melankolien og det mangelfulde er som en tilstand af klarsyn og fraværet af illusioner: »Der findes snæversyn, skyklapper, jubelidioter. Og på den anden side et klarsyn så ædelt, at det er renset for håb.« Gennem fremstillingen af sygdommen tilvejebringer Adamsson en anden sprogkapacitet, et poetisk modsvar, til det journalsprog, der i dag definerer, hvordan psykisk sygdom beskrives og betegnes.
Ømhedsaktivismen
I mine øjne skriver Skyerne sig ind i den ’ømhedsaktivistiske litteraturtradition’, et begreb formuleret af Anna Rieder og Sidsel Welden Gajardo. De to forfattere, som med antologien, Hjertet er en fold med heste (2022), materialiserede den samtale om psykiatriens indretning, der i slut 10’erne blev kvalificeret af bl.a. Asta Olivia Nordenhof og Cecilie Lind. Forfattere som disse har de seneste år været med til at politisere og åbne det aktivistiske potentiale i kunsten. De insisterer på, at der findes en modstandsform i det ømme og bløde. Modstanden kommer til udtryk i Skyerne som spørgsmål: »Har natten været hvid og grådig, eller har hun for en stund været bedøvet og sovet den drømmeløse medicinsøvn? Hvorfor er der ikke andre muligheder?« En passage som denne sender spørgsmålet videre til læseren, der heller ikke undgår at tænke: Hvad kunne de andre muligheder være? Hvilken omsorg er det, teksten efterlyser? Hvor skal den komme fra? Der er ingen færdigfabrikerede svar, men derimod en fremstilling af nogle erfaringer, der kan bidrage med at kvalificere debatten om trivsel og psykiatri yderligere.
Skyerne er en øm temperaturskiftende fortælling i en stærk form. Indimellem er romanen et stykke glohedt metal, som man må lægge fra sig for en stund. På andre tidspunkter minder den mere om et køligt, blødt silkestof, der kalder på hele ens sanselige bevidsthed. Adamsson evner at tage et seriøst aftryk af den komplicerede melankoli og give den vinger med sit kosmologiske billedsprog med blik for samtidens diskussioner om psykisk sårbarhed.