Sjælens apologi – Vladimir Nabokov LOLITA
Den mesterlige Nabokov-roman LOLITA, der har haft så uendelig direkte og indirekte indflydelse på udviklingen af den moderne litteratur, foreligger i en nyoversættelse af Claus Bech. Den ny udgave kunne være en glimrende undskyldning for at læse bogen, som er en af de bedste bøger, der nogensinde er skrevet.
Citat
I løbet af det korte solglimtende sekund mit blik gled hen over det knælende barn (mens hun missede med øjnene over de strenge solbriller – som en lille hr doktor, der skulle kurere mig for alle mine dårligdomme), og jeg gik forbi hende i min forklædning som voksen (et stykke mandfolk fra filmland), lykkedes det min sjæls vakuum at suge hver eneste detalje af hendes lysende skønhed til sig, så jeg kunne sammenholde hendes træk med min døde brud. Senere skulle denne nouvelle, denne Lolita, min Lolita, naturligvis fuldstændig overskygge sin prototype.
Vladimir Nabokovs vigtigste roman er skrevet så legende let, at det akademiske sprog flyder naturligt og humoristisk afsted i dets ellers komplicerede og argumentatoriske strukturer. Mest af alt skal LOLITA dog læses som et studie i ekstremt vellykket fortælleteknik. Her bliver læseren viklet ind i en forsvarstale fra, hvad vi fra første side erfarer, er en morder, der velvidende om sine læsere/lyttere/dommere fortæller den lange historie om, hvorfor han har slået et menneske ihjel og derigennem forsøger at skabe sympati for sin egen person. Dermed er spændingen trukket op fra første side, og vi kan vente mange hundrede sider på at mærke projektilernes prosaiske forløsning.
Forsvarstalen peger imidlertid på en – om end intelligent så – syg mand, og utroværdigheden driver simpelthen fra vores fortæller, eksileuropæeren Humbert Humbert. Derfor er det, der fortælles i LOLITA, i virkeligheden langt mindre vigtigt end måden, hvorpå det fortælles. Netop derfor vil jeg ikke optage dyrebar plads på at udrede handlingsforløb, kronologi eller plot, for om end det på samme tid er interessant og til tider kvalmefrembringende, så er LOLITAs stærkeste kort dets fortæller, den fuldstændigt deliriske, erotisk besatte, manipulatoriske, paranoide, utroværdige og fetichistiske Humbert Humbert.
I gengivelsen af en meget plotcentral lommebog, bliver dette syge menneske opridset, og grundstenen til det utroværdige og misbilligende læserblik funderes for alvor:
– Torsdag. Meget varmt vejr. Så fra mit udgangspunkt (badeværelsesvinduet) Dolores tage tøj ned fra tørresnoren i det æblegrønne lys bag huset. Slentrede udenfor. Hun havde en ternet skjorte, blå jeans og gummisko på. Hver eneste bevægelse, hun gjorde i den flimrende sol, slog på de hemmeligste og mest følsomme strenge i min usle krop.
I lommebogsafsnittet findes en sitrende og frugtbar stemning, der er fuld af potent synæstetisk energi, og hvor skriftens luft fortættes i de blomstrende metaforers hede. Humbert Humberts erotiske besættelse formidles og forklares over mange forskruede sider, men selve forløsningen er som en svimlende fodnote på side 173: ’(…) men klokken seks var hun lysvågen, og kvart over seks var vi i teknisk forstand et elskende par.’
Vi har at gøre med en morder, der måske ikke (viser det sig) er tynget af samvittighedens tunge åg, men snarere er ude på at overbevise sine læsere om retfærdigheden ved det mord, han begik ved at udpensle det ’kærlighedsforhold’, han havde med – den i hans øjne – promiskuøse og unge Lolita.
Via fortælleteknikken flyttes fokus over på talerøret selv og væk fra det, der egentlig tales om – nemlig et pædofilt og manipulatorisk forhold, der resulterer i mange af bogens personers ødelagte skæbner og mistede liv. På den måde tages læseren i virkeligheden som fange og som medskyldig, fordi det dels er umuligt ikke at fæste sin opmærksomhed ved formen, frem for indholdet, og dels at LOLITAs apologi netop drejer sig om det mord, der sker til sidst i bogen og i virkeligheden ikke det gennemførte og tragiske misbrug af den 12-14-årige ’nymfette’ Lolita.
I mine øjne er LOLITA den bedste bog, der hidtil er blevet skrevet. Rent teknisk er den en vanvittigt velskrevet og summende delirisk forsvarstale, der i sin konstruktion indlemmer læseren i forbrydelsen at forstå og tilgive en manipulatorisk fortællesjæls vakuum.
