Sjov mand, lidt kedelig bog – Kasper Syhler PATTERSON. SORT KO, HVID MÆLK
Debutanten Kasper Syhlers Patterson-karakter er voldsomt irriterende, men også meget underholdende. Romanen om ham som helhed er mindre underholdende og en smule irriterende.
Citat
Patterson satte sig på en café med udendørsservering. Han knappede sin Breezer op på bordkanten, så en ung kvinde, der sad to borde væk med sin latte, sendte ham et misbilligende blik. ’Jeg har det stadig,’ mumlede Patterson for sig selv, inden han begyndte at gurgle flaskens indhold i sig. ’Namme-nam,’ råbte han så højt, han overhovedet kunne, og satte den tomme flaske fra sig på bordet.
Mød Patterson, en midaldrende, excentrisk, piberygende, haiku-digtende mand, der arbejder på et omfattende forskningsprojekt Mysterium Femina,
som universitetet nægter at anerkende. Han larmer, roder og overtræder konstant alle normer for socialt acceptabel adfærd. Man forstår godt, at kæresten Irene er ved at miste tålmodigheden med ham. Det var ellers netop det excentriske, hun faldt for, da de to mødtes. Patterson scorede hende i vinafdelingen i et supermarked, hvor han resolut dækkede op til to på gulvet med portvin og tapas fra hylderne.
Nu, 25 år senere, har Irene fået nok af Pattersons pudsige indfald. Ikke mindst Mysterium Femina, som i al sin enkelthed går ud på at løse gåden om det modsatte køn ved at indsamle kønshår fra tidligere erobringer i konvolutter. Irene forlader Patterson, som nu må lære at stå på egne ben, komme sig over bruddet og finde nye erobringer, så
forskningsprojektet kan fortsætte.
Forlaget affejer i pressemeddelelsen påstanden om, at debutanten Kasper Syhler skulle være inspireret af norske Erlend Loe. Denne affejning opfordrer jo sådan set bare endnu mere til at forsøge at sammenligne Syhler med Loe, men det kommer der efter min mening ikke noget godt ud af. Ganske vist skriver de begge om kriseramte mænd, der opfører sig højest mærkværdigt, men Loe ligger klasser over Syhler i sin fremstilling af disse sære mænd. Syhlers Patterson-figur rummer ikke de samme nuancer som Loes figurer. Her er kun vildskab, drifter og pinlige handlinger, som, forudsigeligt nok, resulterer i raserianfald hos de mennesker, han omgiver sig med.
Det er for så vidt fint nok at fremstille Patterson så endimensionalt. Han er bare typen, der hverken forstår, endsige gider, at opføre sig ordentligt, i alt fald et langt stykke hen ad vejen. Romanen lider desværre under, at resten af persongalleriet taler i samme vendinger som Patterson. Alle, lige fra den 19 årige room mate Zenia
til medarbejderne på det forlag, der antager Pattersons haiku-digte, formulerer sig tilsyneladende i gammelkloge og meget lidt mundrette vendinger. Det irriterer under læsningen og gør optrinene komiske i en grad, der er unødvendig, og som overdøver underholdningsværdien i Pattersons fandenivoldske tiltag.
Hvis bipersonerne i romanen havde fået lov til at tænke og tale selv, kunne dette have været en ganske glimrende midtvejskrisefarce. Patterson er absolut en ener og fortjener den opmærksomhed, han tiltrækker sig. Han er romanens omdrejningspunkt, og skildringen af ham er da også det, der fungerer bedst i bogen. Kan man se gennem fingrene med de unuancerede skildringer af personerne omkring ham og et lidt forudsigeligt handlingsforløb, er PATTERSON. SORT KO, HVID MÆLK et
ganske underholdende portræt af en særling.
