Til skaberens fulde tilfredshed – Simon Grotrian FUGLESTJERNEGYNGE
Grotrians poesi kører videre på sit eget spirituelle brændstof. Vi der ser på, holder vejret – alt imens digteren vælter sig i poetisk inkongruens og ender med at have gjort det igen.
Citat
Vi fik regnbuehud under fyrværkeriet
det knasende sukker fra elmasten
rørte os rundt i hinanden
som to kopper afsindkonkursboets spastiske hale azurgød
en drage med vinger
og hvepsene stod som gelé om reaktorenbrede af søvn skød de fem lyn igennem
et hjerte, hvor gisningers røgelsesklang
var en potte.
En ordentlig forfattermytologi er ikke til at stå for. Simon Grotrian er din yndlingsdigters yndlingsdigter, en oplagt skikkelse at dyrke. Ikke mindst fordi han simpelt hen bliver ved med at levere; hans output er stabilt, hans optrædender forsvindende få. Senest bidrog Kenneth Jensen til myten om ham, i denne scene fra sin mavepumper af en kortroman TRAGEDIE PLUS TID.
Grotrians nyeste bog hedder FUGLESTJERNEGYNGE, og den falder i naturlig forlængelse af sine nærmeste forgængere. Digtene er små surreelle montager, sanse- og associationsorgier, der gerne lader årsag og virkning stå uforklaret, men i stedet dyrker stemning og dynamik, tyngde og lethed.
Den kristne ikonografi har stadig sin vigtige plads. Og som før dukker en salmelignende rytme frem, der bærer de skævvredne billeder ind, fint og højtideligt som en brudepige: ‘giften stikkes op i min fortælling, og jeg hedder/ i et kvælertag så smukt, at der er mærker’
Hvis jeg skal vurdere, hvad der giver Simon Grotrians billeddannelse sin originalitet, er det hans måde at bruge det, jeg vil kalde poetisk inkongruens. Metaforerne er gerne offensivt ulogiske, og et tonefald holder aldrig et helt digt igennem – mange gange slet ikke linjen ud: ‘og den grove krone plasker som et søslag/ mod mit indre liv/ et kor slår tøjret i/ jeg er magnetisk som en park af chokolade’.
Af en eller anden gund når jeg til den linje og accepterer, at jo, klart, det er han da. Det handler i høj grad om balancen mellem de tungest ladede billeder og nogle mere fjollede elementer: ‘kan jeg ånde, slår Ånden sin klo i min lagkage//valmuekyssene letter som fugle/ han øser kaninen tilbage i flokken/ o elskov med motor’.
Enhver ansats til det patetiske bliver punkteret af en frivolitet – der så til gengæld gør, at alvoren kan slå ind som en pludselig kuldegysning. Stærkest er det når den personlige smerte åbenbares: ‘mit farlige sindsrum/ er helgennoteret/ med stikflammer ud af sin nakke.’
Al ny digtning står i gæld til de modernistiske strømninger, der vristede litteraturen ud af hænderne på traditionens kredsløb. Det at vi overhovedet lægger vægt på, at et værk er (eller gør noget) nyt, er en ting vi gerne tager for givet. Og selvfølgelig nyder også Grotrian godt af de stilistiske friheder. Hans digtsamlinger passer stadig ind i skemaer som en grankogle i et nøglehul. Det er også derfor, de står i strittende parade på min hylde.
Men Grotrians billeddannelse er også noget andet end moderne. Det kristne fundament, som hans digtning står på, er en del af hans poetiske motor. Som enhver sund litterat er jeg bibelapologist. Og da jeg konsulterede den gode bog for metaforer, fandt jeg i Højsangen 4.7. straks et billede, hvis morbide skønhed jeg kunne forurolige mig selv med: ‘Din tinding bag sløret er som et bristet granatæble’. Ikke helt u-grotriansk!
Grotrians billeder yder en indre modstand, der også kan minde om den måde Lukasevangeliets lignelser fungerer. Eller tænk på den eksplosive Johannesåbenbaring, litteraturhistoriens første bad trip.
Grotrians digte peger på en smerteligt splittet og ulogisk spruttende verden og tillader sig at finde skønhed og forsoning i det frønnede tapet. Det er det store brogede univers, der er på spil. Derfor er det også et ensomt univers, hvor den anden kan være langt væk. Ethvert ‘jeg’ eller ‘du’ bliver ret småt, og må indfinde sig på sin plads i det knækkede kosmos – derfor er den også så smertelig, den her oneliner: ‘Det flår mine indvolde ud, at jeg også er dig’.
Det er – tror jeg! – ikke en digtsamling, der gør dig til et klogere eller bedre menneske. Og hvis du prøver at citere det i frokostpausen, er der klart en fare for, at ingen inviterer dig med ud til drinks efter arbejde. Men hvis du er åben over for at visualisere Grotrians billeder i dit indre vindue, kan bogen godt gøre dig til et gladere menneske. Men også tristere.
Det kunne måske være interessant at få lov at se Grotrians poetik i spil med noget andet – et mere indgående portræt af et du, et sted. Endda et handlingsforløb? For nuværende kan man dog glædeligt læse sig skeløjet på den rendyrkede billedmani i FUGLESTJERNEGYNGE. Personligt bestiller jeg gerne min poesi ufiltreret, morgen, middag og aften.
