Skabet sampler – anmeldelse af Ursula Andkjær Olsen ÆGTESKABET MELLEM VEJEN OG UDVEJEN
Som en stor 231 siders cementblander ælter Ursula Andkjær Olsen sig igennem det, vi kalder sproget. Dagligdags vendinger, politiske fraser, bibelord, reklameslogans, Højskolesangbogen og liderlig hengivelse mixes sammen til et helt usædvanligt blandingsprodukt.
– Fordelen ved rundkørslen er, at man ikke får parkeringsbøde, selvom man i princippet ikke kommer ud af stedet.
Ja lige nøjagtigt sådan er mit hoved efter endt læsning af Ursula Andkjær Olsens monstrøse digt(telefon)bog ÆGTESKABET MELLEM VEJEN OG UDVEJEN. Selvom man oftest er helt væk under læsningen, så vanker der ikke bøder for uretmæssig stilstand. Det snurrer nemlig originalt og smukt. Ursula giver en omgang, cirkler og tautologiserer skærpet i en slags undersøgelse, der gentager de samme syntaktiske og retoriske genkendeligheder, alt imens læseren føres helt ud i sprogets marginer.
Andkjær Olsen vil blande sig i debatten ude i virkeligheden, i den politiske, den økonomiske, den eksistentielle, den sociologiske, den poetologiske uden at falde ned i de forskellige felters stivnede floskler. Midlet er hendes særlige og lig sære version af poesi, der insisterer på flertydigheden.
Spontant indsatte markører som ’Eller’ og ’Måske’ efter en mere eller mindre afsluttet sentens er snarere reglen end undtagelsen. Støberesterne fra den skrivende handling kommer herved til syne, og det er således snarere den zigzaggede vej til en tanke eller en idé end en endelig forkromet punchline ude ved målstregen, der er omdrejningspunktet. Bemærk at titlen netop ikke er ÆGTESKABET MELLEM VEJEN OG MÅLET.
Måden, Andkjær Olsen skriver på, er på den ene side mærkværdig, skabet og sludrevorn, men på den anden side samtidig nærværende, kløgtig og ærlig – og ganske uden sidestykke i dansk litteratur netop nu.
Medley’et af store og små idéer er kendetegnet ved ikke at ville nøjes med et indsnævret digterisk anliggende. Det vil udover rampen, ud til os andre og tale med, der hvor beslutningerne tages, og de to ting er for øvrigt slet ikke uforenelige. Tværtom.
Når det globalpolitiske klima er tynget under enøjede dagsordner a la ’Either you are with us or you are against us’, bliver en spaltet tale som Andkjær Olsens interessant og helt væsentlig. Hun vender vrangen ud på alle de lette løsninger og viser, hvordan diskursen kunne lyde, hvis forundring, uvished, nysgerrighed, tvivl og ynde fik lov at sidde med til ords:
– Altså
Ikke flere tørre blade vær så artig ikke
flere muldnede bene i mit simple life. S’il vous plaît.
Nej. Jo. Netop.
Vished, tvivl og skepsis står side om side, når Andkjær Olsen blæser sin poesi ud i en forbistret men let glidende stemmeføring, med brokker fra dameblade og fremmedsprog.
Vores ”simple life” svøbes i et vildnis af ord og fygende forestillinger og fremstår derved, som det vistnok er: kakofonisk og under hidsig beskydning fra alle sider.
Når Andkjær Olsen krænger dragten af og viser sin sanselige nøgenhed, eller rettere når mylderet af idéer foregiver at være henført nøgen, klæder det hende også godt:
– Som blødgørelsen af mine
gemytter er branddørens
opløsning. Således Flodseng! Er du.
Over alle bredder!
Andkjær Olsen skriver i sin egen helt unikke kode. Den er på en gang nøgtern kantet, som noget en ingeniør kunne have skrevet, og samtidig grebet af sproglige krummelurer og efterforskningen af de afkroge og biveje, der ligger hengemt i verbaliseringen af verden:
– Kort sagt, man får med kys vor tunge til at sidde knap så lige i munden, og tak for det.
Det er os, der takker og jeg giver gerne tre bimse rotortungeslaskere til ÆGTESKABET MELLEM VEJEN OG UDVEJEN.
