Skæbnefortællinger for viderekomne – Enrique Vila-Matas BARTLEBY & CO.


Enrique Vila-Matas har begået en vidunderlig lille perle af en bog, der skildrer en række af den moderne litteraturs mærkværdigste skikkelser.

Citat

Mod slutningen af sit liv så Tolstoj litteraturen som en forbandelse og gjorde den til genstand for et indædt had. Og så holdt han op med at skrive, fordi det var digtningen, sagde han, der bar det største ansvar for hans moralske fallit. En nat skrev han i sin dagbog sit livs sidste sætning, en sætning, som det ikke lykkedes ham at skrive færdig: ‘Fais ce que dois, advienne que pourra’ (Gør, hvad du må gøre, komme, hvad der vil). Det er et fransk mundheld, som Tolstoj holdt meget af. Det kom til at stå således: ‘Fais ce que dois, adv…’. I det kolde mørke før daggryet den 28. oktober 1910 forlod Tolstoj, som var toogfirs år gammel og på det tidspunkt verdens mest berømte forfatter, i hemmelighed sit fædrene gods Jasjana Poljana og drog ud på sin sidste rejse. Han var holdt op med at skrive for altid, og med sin flugts underlige gestus indvarslede han den moderne bevidsthed om, at al litteratur er sin egen negation. Ti dage efter sin forsvinden døde han i stationsforstanderens træhus i Astapovo, en lille landsby, som få russere havde hørt tale om.

”En bog om tavshedens forfattere.” Sådan beskriver bagsideteksten den spanske forfatter Enrique Vila-Matas’ BARTLEBY & CO, som efterforsker bevæggrundene hos de forfattere, der efter et par bøger holder op med at skrive – de såkaldte ’bartlebier’, efter Melvilles klassiske novelle, BARTLEBY THE SCRIVENER, om kontoristen, der, når man beder ham om ham noget altid svarer: ”I would prefer not to.”

Umiddelbart kunne det godt lyde som undertitlen på en temmelig tør ph.d.-afhandling, men det er ingenlunde tilfældet. Allerede på de første sider undermineres det tilsyneladende meget seriøse oplæg af, at forfatteren – eller hans alter ego – præsenterer sig som en kontorist, der efter blot en enkelt roman (om kærlighedens umulighed) selv er holdt op med at skrive. Herefter følger så 86 litterære stykker, der tilsyneladende er fodnoter eller kommentarer til en tekst, der ikke eksisterer, men som alligevel danner det usynlige omdrejningspunkt for stykkerne.

Forvirret? Det er der god grund til, men alle forbehold falder med et brag under læsningen af Vila-Matas’ lystfulde og snurrige vandring med den navnløse anti-helt, der over 170 sider opridser konturerne af bartlebiernes skæbne. Det drejer sig om kendte navne som Robert Walser, Herman Melville, Franz Kafka, Leo Tolstoj og Fernando Pessoa, men også om for denne anmelder aldeles ukendte navne som Joseph Joubert, Ferre Lerín, Edmundo de Bettencourt og mange, mange andre forunderlige digterskæbner. Stilen er en frodig komposition af anekdoter og citater, som snor sig ind og ud af hinanden, og det hele er opført med en sådan fortælleglæde, at forfatteren kan bilde læseren hvad som helst ind, og man ved ærlig talt heller aldrig helt, hvor meget, der er sandhed og hvor meget, der er et produkt af Vila-Matas’ sprudlende fantasi!

Undervejs skildrer fortælleren også sit eget sære livsforløb, der mest af alt ligner et tværsnit af alle andre bartlebiers skæbne, hvis ingredienser er det stille og umærkelige liv som kontorist, den uforløste forelskelse i en skolekammerat, korrespondancen med ligesindede og ikke mindst læsningen som eksistentielt omdrejningspunkt. Det bliver et insisterende og tyst portræt af en ensom og umærkelig figur, der skriver sig ind i de litterære annaler som portrættør og biograf over denne mærkværdige broderorden.

Vila-Matas’ bog er svær at karakterisere inden for traditionelle genrer, men når det kommer til stykket er det mest af alt en hymne til en række litterære helte, og dermed en hymne til skæbnens uransagelige veje, og en anerkendelse af livets uforudsigelige karakter. Det hele fortalt med en diskret suverænitet, der hvirvler et utal af tanker og fortællinger op, som hos de fleste skulle kunne vække genklang og for en stund inspirere til at grunde over ens egen mærkelige skæbne. Og når oversættelsen tilmed er forrygende, så er det kun ét tilbage, og det er at skynde sig at fremskaffe et eksemplar af Bartleby & Co. og tage en tur ud i landskabet med nægtelsens brødreorden.

Skrevet af Kirstine Ersbøll Meyhoff

Cand.mag. i litteraturvidenskab. Især optaget af gotisk litteratur, victorianske 'sensation novels' og krimier. Har desuden en forkærlighed for store episke, marathonagtige romaner - fra Margaret Mitchell til Vilhelm Moberg. Når hun bliver gammel vil hun sidde på en bænk i Sevilla og se solen glimte i Rio Guadalquivir, mens hun nusser sin marmeladefarvede kat bag ørerne.

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *