Skæbnesvanger skavank – Andrew Sean Greer MAX TIVOLI
Bekendelser fra en gammel mand indespærret i en lille drengs krop. Plottet lyder langt ude, men er ikke desto mindre genialt.
Citat:
Jeg så Alice trække vejret med åben mund mod stjernerne og farve vævet ind i kinderne […]. Jeg så, hvordan månen havde nedsænket sig i hendes kaffekop. Den kæmpede som en natsværmer dernede. Så så jeg hende læne sig fremad, med munden formet som et tavst kys, og da hun pustede på den furede overflade for at køle den af, så jeg månen eksplodere.
Store ord skal ikke misbruges. De stakkels højbårne gloser er skrøbelige og risikerer at blive ramt af inflation, latterliggørelse og alskens andre dårligdomme, når de slippes løs. Men i mødet med romanen MAX TIVOLI skal staklerne for en gangs skyld lukkes ud af deres blankpolerede æske og se dagens lys. Bogen er intet mindre end et mesterværk, og dens ophavsmand, amerikanske Andrew Sean Greer, er intet mindre end et geni.
Udgangspunktet for romanen er myten om evig ungdom og det moderne menneskes utrættelige jagt efter at snyde tiden og stoppe aldringsprocessen. Hos Greer bliver præmissen dog vendt på hovedet og forvrænget, og i stil med Oscar Wildes THE PICTURE OF DORIAN GRAY bliver myten gjort til et mareridt. Hovedpersonen Max Tivoli har nemlig den uheldige skæbne, at han lever livet baglæns. Da han bliver født i 1871, ligner han en lillebitte, gammel mand, mens hans hjerne fungerer som et normalt spædbarns. Herefter bliver hans krop gradvist yngre, mens han psykisk udvikler sig normalt. Det lyder indviklet, og han forklarer det da også bedre selv:
– Inden i denne ulykkelige krop ældes jeg. Men udvendigt – i alle dele af mig, undtagen mit sind og min sjæl – bliver jeg yngre. Der findes ikke noget navn for det, jeg er.
Nej, der findes ikke noget navn for det, men selv kalder han sig ”et misfoster, et uhyre” og forestiller sig, at han lider under en ældgammel forbandelse. For Max’ situation er nemlig slet ikke eftertragtelsesværdig. Hele livet igennem er han ude af trit med sin krop – undtagen i en snæver årrække omkring de 35, hvor hans krop og sind stemmer nogenlunde overens – og at være ude af trit med sin krop betyder også at være ude af trit med verden. Når han f.eks. som 17-årig kigger efter unge piger, er det kun de halvgamle, ensomme madammer, der værdiger ham et blik. Og netop forholdet til det modsatte køn bliver det tragiske omdrejningspunkt for hans livshistorie. Han nærer en livslang kærlighed til underboens datter Alice, men på grund af hans mærkelige sygdom er deres forhold dødsdømt på forhånd.
Idet hovedpersonen således står i et evigt misforhold til sin omverden, kan romanen – der må karakteriseres som magisk realisme – læses som et forsøg på at udpege og konkretisere en almenmenneskelig følelse af eksistentiel utilpassethed. Heri ligger en af Greers genistreger: Idet han forvandler et diffust og abstrakt emne til noget så konkret som en fysisk skavank, bliver det lettere at forholde sig til. En anden kraftpræstation består i, at fortælleren formår at overlevere sin tragiske og melankolske livshistorie i et forløsende skær af humor og selvironi. Derved bliver det tunge tema ikke helt ubærligt, og man er som læser ikke tvunget til at lægge sig i fosterstilling under dynen og bryde ud i krampegråd over verdens ulidelige uretfærdigheder. Hertil kommer, at Greers sprog sine steder er så kuldegysende elegant (se f.eks. citat til højre), at det opvejer for og står som modpol til romanens grimme verdensbillede. Dog er den ellers glimrende oversættelse tynget af en irriterende og uacceptabelt høj frekvens af stavefejl, så derfor skal min varme anbefaling lyde: Læs den, men læs den på amerikansk!
