Af | 23. januar 2014

Skæbnesvanger stampen – Mia Degner KORT OVER HIMLEN

Mia Degners anden udgivelse er en ambitiøs, sprogspændt og alvorlig samling tekststykker. Forløbene peger på Holocausts patetiske efterklang, men rammer den visse steder også selv. 

Citat

Spæd som morgenen i øjnene og over det hele, det matte lys en vintermorgen, det skrøbelige blik at kigge på verden med, den uskyld i ens blik sådan en morgen kan være, når man roder rundt der på bunden af noget, for enden af en brændende verden, til at græde snot over, græde mælk over, ens egne mælkehvide øjne.

KORT OVER HIMLEN er spændt ud som en konkret fortælling om en slægt, jegfortællerens farmor Ebba, farfaren og farmorens første mand, Erik. Det er bogens ene projekt. En fortælling, en familie, et ægteskab forløber. Det er små bidder om deres liv under 2. verdenskrig, der genfortælles og fortælles om, men på en yderst stilfærdig måde. Der antydes. Altimens farfaren havner i kz-lejr.

Bogens andet projekt er mere abstrakt, men har også en fortælling. Jeget viser sig at være gravid. Tilstanden, der tales fra, er ivrigt vekslende i sit forsøg på at rumme og forstå både slægt, barn og død. Det er en evigt betinget tilstand af krop, af sprog, af himmel, af lejr og af slægt, men også af aldrig at kunne undslippe det betingede.

– Man mærker det som en sult, man er selv en forsegling mod verden, man lader barnet spise først, æde én op indefra, så, så gror man endelig rødder, så ligger man stille og lader det hele vokse ind over sig, brede sig ud over alle kanter, lader slægterne trampe igennem ens blod, lader hovederne rulle på den måde, sulten, der aldrig slipper sit tag, sidder fast i ens mund, et tørt stykke brød, man har gemt alt for længe under sin tunge.

Sådan er Degner ret elegant flere steder i sin associationsmåde. Tonen er messende, fremadskridende, rytmisk korrigerende, og det fungerer. Stemmen fungerer.

I KORT OVER HIMLEN har jegets familie en tendens til at samle på udklip, og kort inde i samlingen præsenteres en lille ‘Stil om koen’ som en slags readymade. Herfra hentes mange af bogens nærmest mytologiske motiver, der senere skrives videre på.

Bogen er altså i mere end én forstand optaget af slægt og slægtskab, og det er dens form at blande sine motiver og sine sætningskonstruktioner. Af det avles efterhånden en række bastardudsagn, som jeg synes, er bogens mest interessante. Der er en hysterisk nødvendighed over de lange sætninger, som om en sandhed må frem og kun sådan.

Sætningerne præciserer sig således frem ved et opmærksomt arbejde med talemåder og ordsprogs smutveje. Veje, som Degner både udvider og forstopper. Det er en stampen på stedet i sproget, i de mindste forskydninger og betydninger.

– Jeg lægger det udklip til side som det eneste. For at der kan blive plads til hornene og munden. Under koen hænger mælken, modermælken, moderkoen, diende, dét. Du er selv en ko, at du ved det. Og når små mennesker trækker, kommer den ud, mælken. Der bliver aldrig ende på mælken. Man kan lugte den langt væk, og når det tordner, er den sur, lugten, hvide, hvide skjolder af sur mælk. Barnet har en fin lugtesans, det kan lugte sin mors mælk langt væk. Koen får hver gang én kalv. Med samme blod. Blod af mit blod. Af blod er du kommet, at blod kan gøre en forskel, kan være en fin tynd linje imellem os, usynlig, ubrydelig, dér.

Der er, som her, desuden noget gammelsakralt på spil undervejs. Linjer fra Ewald, Kingo og Ingemann gæster hyppigt. Salmen ligger som et forældet sprogskema i teksterne, både rytmisk og indholdsmæssigt, i og med at deres helligheder både integreres og deformeres via omskrivning (‘ved højen mast, den faste borg, din egen hjelm og hjerne brast’).

I både det fortællende og det mere poetiske lurer katastrofen. Nøjagtig som den pande eller det hoved, der hele tiden gøres plads til i teksterne, og som der altid kan vokse horn ud af. Det bliver næsten djævelsk. Den slags greb gør samlingen så rammende alvorlig. Samtidig er det de steder, eksempelvis hvor en barnevogn skrives over i en jernbane, der kører ind i lejren, at det alvorlige næsten slår over i det fortærskede.

Jeget er godt klar over, at barn og lejr hænger sammen, skriver det. Det er også godt klar over, at der er noget patetisk over farmoren og farfarens historie, at der sys cyanidbaserede piller ind i overtøjet, og at farmor Ebba selvaborterer i badet.

Det er det pligtskyldige ved fortællingen, jeg får det svært med i læsningen. Degners stemme måtte egentlig gerne fortælle mig om alting, men slægtshistorien bliver i længden for meget en takt, der skal holdes. Samtidig er det samlingens selvudråbte ærinde. Efter første ord, ‘koncentrationslejr’, skal fortællingen fortælles. Holocaust er den determinerende ramme.

De gentagne motiver, koen, blodet, mælken, og sætningsvariationer som ‘så slipper de ikke væk’, dukker op som diskrete hilsner til Pauls Celans digt, ‘Dødsfuga’. Et sted også til Herta Müller. Det er tegn, som leder fokus tilbage til kz-lejren, men de er ikke altid lige vellykkede og får nogle af teksterne til at humpe.

KORT OVER HIMLEN er en mestendels musikalsk og elegant tale fra en tung, betinget tilstand af lige dele krop og historie. Teksternes udfordring er den enorme forventning, Holocaust er. Bedst er bogen, når den går lidt poetisk bersærk, associerende og uden for sin fortællings taktslag.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Kortprosa,

Læs også