Skal fortolkningen dø? – Franco Moretti på Diamanten
Den italienske litterat, Franco Moretti, talte på Diamanten om datavisualiseringens indryk i litteraturforskningen. Det var et opråb til alle litterære idealister om at blive ved med at udfordre deres disciplin.
I “Døde Poeters Klub” spiller Robin Williams den engelsklærer, som de fleste læsende altid har drømt om at blive undervist af. Han formår nemlig at inspirere en klasse overklassedrenge på en elitekostskole til at føle gennem poesi. En af Williams’ karakters helt store numre er, at han afskaffer den tidligere lærers metode til at bedømme, hvorvidt man har at gøre med god eller mindre god litteratur. I stedet for at plotte et digt ind i et diagram, som måler perfektion på den horisontale akse og betydningsfuldhed på den vertikale akse, skal drengene reagere på de umiddelbare følelser, digtene vækker i dem. Derigennem bliver de mennesker, poeter, frie!
Den form for tiltro til litteraturens kraft er selvfølgelig for meget, amerikaniseret, poppet. Som om poesien var en del af den amerikanske uafhængighedserklæring som en ”freedom of sensitivity”. Men det er også den kraft, de fleste, der beskæftiger sig med litteratur, tror på. Når forfattere og litteraturkritikere forsvarer litteraturens plads i verden er det nemlig ofte med henvisningen til ”litteraturens empatiske potentiale”: Ved at læse lærer du at sætte dig i andres sted. Ved at læse lærer du at være empatisk over for dig selv. Derfor skal litteraturen føles, ikke måles.
Ved at læse lærer du at sætte dig i andres sted. Ved at læse lærer du at være empatisk over for dig selv. Derfor skal litteraturen føles, ikke måles.
Af samme grund er datasæt, statistik og grafer noget, der får de fleste litteraturelskere til at vride sig ukomfortabelt i deres lænestole. Men trods modvillige læsende er datavisualiseringen er på vej ind i den litteraturvidenskabelige metode. Det er den italienske litteraturhistoriker, Franco Morettis, arbejde et godt eksempel på. Med sin ”konkrete” tilgang til litteraturstudier er han en del af ”the quantitative turn”, som vil måle litteraturen. Når han for eksempel kortlægger den britiske 1800-talsroman i Atlas of the European Novel 1800-1900 (1998) er det ikke ment i den vanlige overførte betydning. Nej, han plotter data ind på et kort over Storbritannien for at se, i hvilke områder Jane Austens romaner starter og slutter. På den måde kan han tolke på hendes romaners demografiske placering.
På den måde har Moretti lukket geografien ind i litteraturforskningen, ligesom andre har lukket sociologien, psykologien og antropologien ind. Litteraturvidenskaben betjener sig gerne af andre discipliner, det er bestemt ikke noget nyt, men de plejede at være lidt mere nært beslægtede litteraturens hjemmebane i de humanistiske videnskaber. Nu er det de positivistiske videnskabers tur, alt det, der kan måles, vejes og efterprøves. Ikke bare gennem diskussionen af et argument, men ved at diskutere datasættenes udvælgelseskriterier og grafernes bagvedlæggende ligninger.
Litteraturvidenskaben betjener sig gerne af andre discipliner, det er bestemt ikke noget nyt, men de plejede at være lidt mere nært beslægtede litteraturens hjemmebane i de humanistiske videnskaber. Nu er det de positivistiske videnskabers tur…
Onsdag d. 25. september var Franco Moretti på besøg på Den Sorte Diamant for at italesætte modsætningen mellem de to litteraturvidenskabelige metoder, jeg har forsøgt at skitsere, og som Moretti selv kalder ”den fortolkende tilgang” og ”den kvalitative tilgang”. Den første er baseret på den hermeneutiske erkendelse, mens den anden arbejder med målbare litteraturdata. To metoder, som ifølge Moretti eksisterer side om side i litteraturvidenskaben, men som endnu ikke har fundet en måde at arbejde sammen på.
Moretti bliver præsenteret som en forsker, der blev berømt ’relativt tidligt’ i sin karriere, og som har været med til at skubbe den litteraturhistoriske disciplin til nye grænser. I den seneste nummer af det akademiske tidsskrift, New Left Review, er det netop ”digital humanities” (DH) der er den nye grænse. Der hvor litteraturforskningens fyldes med grafer, spredningsdiagrammer og grafiske kortlægninger af netværk. Og bag datasættene arbejdet med dataafgrænsning og statistiske valg. Litteraturen sat på formel, målt og vejet.
Moretti tager ordet iklædt grå skjorte og et meget bredt rød og blå-stribet slips. Mikrofonen, som er af den slags, der er sat fast på kinden, har han lagt i brystlommen på sin skjorte. Han er hjemmevandt og jovial på den behagelige måde foran den fyldte Karen Blixen-sal. Han starter ud med at illustrere den fortolkende metode, og et citat fra Hemingway-novellen ”Big Two-Hearted River” (1926) toner frem i den medbragte PowerPoint-præsentation.
Med Hemingway-citatet peger Moretti på, hvordan hans umiddelbare observationer kan føre til konklusioner om tekstens historiske kontekst. Han fremhæver, den hyppige brug af præpositioner i citatet, hvor novellens hovedpersons udstyr beskrives. Han skal ud og fange ørred. Moretti siger, at præpositionerne ikke er særligt interessante i forhold til ørredfiskeri, nej, de er interessante, fordi de beskriver en mand med en oppakning som en soldat. Hemingways tekst er en fortælling om en mand, der har deltaget i 1. verdenskrig. Med sin fortolkning bevæger Moretti sig fra teksten til det historiske. Med Morettis læsning kan teksten fortælle om krigen og dens psykologiske og sociale konsekvenser.
Hemingways tekst er en fortælling om en mand, der har deltaget i 1. verdenskrig. Med sin fortolkning bevæger Moretti sig fra teksten til det historiske. Med Morettis læsning kan teksten fortælle om krigen og dens psykologiske og sociale konsekvenser.
Moretti påpeger på den måde, hvordan teksten plejede at sætte teksten i centrum som forskningens objekt. I DH’s datavisualisering kan studiernes objekt derimod blot være en prik i et spredningsdiagram. Men de to metoder kan ifølge Moretti sagtens arbejde sammen. Litteraturforskeren kunne snildt starte med at undre sig over de mange præpositioner i Hemingway-citatet for derefter at måle dem kvantitativt og fortolke citatet ud fra de resultater, hun kunne aflæse på sine grafer. Det er slet ikke umuligt. ’Så hvorfor er der ikke nogen der gør det?’, spørger Moretti. Den mulige synergieffekt mellem den kvantitative og den fortolkende metode bliver slet ikke udnyttet, mener han.
En af grundene er ifølge Moretti, at fortolkningen altid er på vej ud af litteraturen. Fortolkningen er ’en forståelse af litteratur, som altid er fristet til at gå udover [beyond] sit objekt,’ fortæller Moretti og fortsætter: ’Ligesom et essay om litteratur og kunst, der i virkeligheden handler om universelle temaer’. Fortolkningen peger altså ud af litteraturen på det universelle, på konteksten, det sociale, psykologiske eller historien. Derimod holder den kvantitative tilgang litteraturforskningen til sit eget felt. Den peger med sine datavisualiseringer på ’litteraturen i sig selv’ og bliver inden for ’det litterære spektrum’.
Fortolkningen peger altså ud af litteraturen på det universelle, på konteksten, det sociale, psykologiske eller historien. Derimod holder den kvantitative tilgang litteraturforskningen til sit eget felt. Den peger med sine datavisualiseringer på ’litteraturen i sig selv’ og bliver inden for ’det litterære spektrum’.
Metoderne peger i to forskellige retninger – fortolkningen ud mod verden og den kvantitative tilgang ind mod forskningsobjektet i det litterære spektrum. Som Morettis publikum og læser, kan man spørge sig selv, om det litterære spektrum som en isoleret størrelse overhovedet eksisterer. Litteraturen er åbenlyst historisk, den ikke bliver født af den blå luft, men er skrevet af mennesker, der er placeret i en historisk, social og økonomisk kontekst. Og hvis det kan lade sig gøre at snakke om et isoleret litterært spektrum, er det så overhovedet spændende at blive i det? Hvad kan en litteraturforsker foretage sig i et regneark udover at stille spørgsmål til litteraturens målbarhed?
Moretti er optaget af at snakke om forskningens praktiske sider, fordi han mener, at ’praktiske fremgangsmåder har flere teoretiske implikationer end teorierne i sig selv’. Det forskningen rent faktisk gør fortæller mere om dens bevæggrunde end det, forskningen siger, den vil gøre, må man forstå. Men det er svært at forestille sig, hvordan litteraturforskeren kan andet og mere end at udvikle sin teori – altså med Morettis ord ’være praktisk’ – hvis hun bliver inden for det litterære spektrum. Der kan hun spørge til, hvordan man bedst måler – lad os sige – sproglig kvalitet og finde en formel ved at parre lingvistik og statistik. Derefter kan hun finde sin data, anvende formlen og udforme et diagram. Men hvad sker der efter det? I hvilken sammenhæng fremlægger hun sit diagram, hvis fortolkningen er død?
Moretto pointerer til slut i sit foredrag netop, at han har været ’venlig – som sædvanlig – mod den kvantitative tilgang’. Det er ikke fordi, han ikke kan se, at metoden bærer på en del problematiske træk, men han har alligevel taget parti for den kvantitative tilgang, fordi han mener, den kan bidrage til nye landevindinger i litteraturforskningen.
Moretti vil gerne samarbejdet mellem kvantitativ og fortolkende litteraturforskning, og hans foredrag er i høj grad en opfordring til samarbejde på tværs af de metodiske udgangspunkter.
Moretti vil gerne samarbejdet mellem kvantitativ og fortolkende litteraturforskning, og hans foredrag er i høj grad en opfordring til samarbejde på tværs af de metodiske udgangspunkter. Og der er brug for fortalere for DH i et litterært landskab, der er domineret af litteraturromantikere – alle os, der langt hellere vil føle litteraturen end at plotte den ind i et koordinatsystem som det drengene i “Døde Poeters Klub” bliver opfordret af deres nye, følsomme lærer til at rive ud af poesi-lærebogen.
Litteraturromantiker eller ej – alle på humaniora bliver afkrævet forskning, der kan omsættes til arbejdspladser og samfundsmæssig vækst. Som en humanistisk disciplin skal litteraturvidenskaben hele tiden forsvare sin eksistens. For uden for humaniora er der mange, der spørger hvordan en videnskab, der er baseret på følelser og indtryk frem for kvantitative målinger, overhovedet kan være en videnskab. Måske er det derfor, litterater som Moretti indoptager målbarheden i sin litteraturforskning: For at stadfæste forskningen i litteratur og kunst som en videnskab – om end på andre, mere positivistiske fags metodiske præmisser.
Litteraturromantiker eller ej – alle på humaniora bliver afkrævet forskning, der kan omsættes til arbejdspladser og samfundsmæssig vækst.
Den kvantitative metodes indryk i litteraturforskningen sætter således fokus på flere magtkampe: Der er den interne magtkamp i det litteraturvidenskabelige felt mellem den fortolkende og den kvantitative tilgang og den eksterne kamp mellem humanistiske discipliner og en politisk virkelighed, der vil se målbare resultater. De to magtkampe er relateret på den måde, at den interne magtkamp kan komme til at gå ud over fagets udvikling og dermed også dets overlevelsesevne, fordi den ikke kan forsvare sig i magtkampen mod den politiske virkeligheds resultatorienterethed.
Derfor kan Morettis kampagne for den digitale humanisme og dens kvantitative tilgang ses som en mere grundlæggende idealisme på litteraturforskningens vegne end den, litteraturromantikeren holder på. For når Moretti opfordrer til samarbejde på tværs af metoder, er det nemlig fordi han vil litteraturforskningen i enhver afskygning – også den, der rykker ved grænserne for, hvordan feltet defineres. De grænser rykkes, når litteraturforskningen introducerer statistik og grafer i arbejdet med at forstå, hvad litteraturen kan fortælle os om vores historie, relationer og psykologi. Derfor er Morettis form for idealisme, når han bruger statistik til at måle litteratur, ironisk nok værd at bide mærke i som kontrast til et samfund opslugt af vækstkurver.
Franco Morettis besøg på Den Sorte Diamant d. 25. september 2019 var arrangeret af Det Kongelige Bibliotek i samarbejde med Netværk for dansk litteraturforskning. Det var åbent for offentligheden og gratis. Italienske Moretti (f. 1950) beskæftiger sig med fortrinsvist med britisk litteratur og har været ansat på Stanford University siden 2000, hvor han nu er Professor i litteraturvidenskab og har været med til at stifte forskningscenteret ”Stanford Center for the Study of the Novel”.
