Skarpe ord i usigtbart vejr – Dennis Gade Kofod NANCY
Socialrealisme møder moderne undergangslitteratur i en lille sproglig perle, der med spidsfindig humor og let samfundskritik fortæller en rigtig god historie.
Citat
Langsomt fyldes færgen. Lyden – kadunk, kadunk – af dækkene, der slår mod landgangsbroen til bildækket. Så trosserne, der hives ind og skraber mod skroget det sidste stykke op til spillet. De store gamle motorer, der langsomt kommer op i omdrejninger, mens skibet bakker ud.
De chartrede busser, der vender om for at hente andre ude på øen.
Flugten som en industri i vækst.
Bådene i lystbådehavnen bliver færre og færre.Uden for hegnet står de vinkende.
Der sejler onkel.
Der er din bror.
I Dennis Gade Kofods bog NANCY, møder vi hovedpersonen af samme navn. Hun bor på Bornholm, ‘solskinsøen’ – gåseøjnene kan næsten ikke blive store nok. Nancy går på HF og gør rent på et bosted. Hun bor sammen med Træner Thomas, som tager steroider og altid kommer op at slås.
NANCY emmer af provins. Den åbenbare socialrealisme i et statisk ø-samfund. Nancy prøver at bryde med sin sociale arv ved at uddanne sig. Hun er blevet forelsket i en dreng på studiet, Albert, som læser bøger og ikke slår hende – good for you, Nancy. Man bliver hurtigt opslugt af det lille bornholmersamfund i NANCY, som selvfølgelig minder om mange andre provinssamfund rundt omkring i landet:
– Du kan ikke bare hedde Doris på den måde i provinsen; bare Doris. Dumme-Doris er en mulighed. Dovne-Doris. Nemme-Doris. […] Du kan hedde Kneppe-Kaj. Du kan ikke være her og ikke være dit navn.
Men NANCY er ikke blot en fortælling om social arv. Bogen er intet mindre end en moderne undergangsroman – undergangen kommer her ikke i form af atomkrig eller global opvarmning, men i form af en underjordisk revolution. De overnaturlige væsner, der findes i Bornholmsk mytologi, har fået nok af menneskenes materialisme og miljøsvineri på øen, og har besluttet at tage øen tilbage.
De underjordiske bruger magi, og maner en tyk tåge frem, som hurtigt omkranser øen. Tågen tager liv – alkoholikere, der har sovet ude, unge, der går fulde hjem fra byen. Snart er tågen overalt, og panikken breder sig. Mange prøver at flygte til fastlandet, men snart kan færgen ikke sejle gennem tågen længere. Alle butikker er ransaget. Nancy iagttager det hele, men hun flygter ikke.
De underjordiske har besøgt Nancy. Hun forstår, hvad de vil. En renselse af øen – en venden tilbage til naturen. Og Nancy har en hel særlig rolle at spille i revolutionen. Ligeledes har hendes (eks-)kæreste Træner Thomas, desværre (man håbede sådan, at han ville blive taget af tågen noget så hårdt). Fortællingen ender – de underjordiske sejrer og øen er fri – Dennis Gade Kofod lægger op til, at øen aldrig vil blive en del af den omkringliggende verden igen.
NANCY er en fryd at læse. Sproget minder om kortprosa i de præcise og skarpe formuleringer, men er alligevel mere fyldigt og detaljeret uden at miste fokus. Kofod formår med hver eneste sætning at fange en stemning. Ikke blot fortælle, men male situationerne frem. Det socialrealistiske tema på øen spiller godt med undergangstemaet og de mytiske væsner – det er som om, provinssamfundet allerede var i en tåge, en tåge af forfald og fornægtelse, som der nu bliver sat former og billeder på.
Bogen er selvfølgelig en kommentar til klasseskel og overforbrug, men det er også en smuk, apokalyptisk fortælling. Og en stor sproglig præstation fra Kofods side, som i høj grad fortjener en anbefaling herfra. (Tip: stil bogen med forsiden udad på reolen efter brug, den er simpelthen så flot).
