Skilsmisseprosa – Ida Jessens RAMT AF INGENTING
Trods bitre perler om en vredladen eksmand går der lidt dameblad i Ida Jessens kortprosaglimt fra den svære tid efter en skilsmisse.
Citat
Sidst på eftermiddagen, da jeg kom ind fra haven, sved det i øjnene af sol. Den kom så uventet i dag, og luften var skarp. Jeg lagde mig på sofaen og trak et tørklæde op over mig og faldt i søvn. Jeg vågnede først klokken seks, fortumlet på bunden af et hul af savn. Om formiddagen havde jeg været på torvet og købt ind, og selvom klokken var mange, gik jeg ud og lavede mad og dækkede bord til mig selv. Hvis der er en ting der er sand, er det den, at anrettet mad trøster. Porcelænet, servietten, vand i en kande, og stearinlyset tændt. Nu er det ni måneder siden vi kyssede hinanden for sidste gang, og snart fire måneder siden, vi var i kontakt. Hvordan ville du have rådet mig, hvis jeg havde bedt om hjælp til en person som dig?
Kvinden fra byen, som søger nye, landligere græsgange for at komme sig oven på et forlist forhold, kender Ida Jessen-læseren ret godt, bl.a. fra hendes roste romantrilogi om den fiktive Limfjordsby, Hvium. I RAMT AF INGENTING taler hun til læseren i første person, og ingen Hvium’ske intriger, pludselige dødsfald eller svigtede børn foranlediger hende til at tale uden om. Det er hende selv og det smertefulde kærlighedstab, der er i fokus. Bogens består af en række korte prosatekster, eller kapitler, som beskriver et forløb. Dels et indre – fortællerens bearbejdning af bruddet – og dels et ydre – anlægningen af den lille have ved hendes nye hjem i et stille småbysamfund.
Selvom genren er en anden og ordene er færre, er der ikke noget stort spring til den sikre prosastil kendt fra Jessens romaner. Den mest i øjenfaldende forskel er de oprigtighedsmarkører, der inviterer læseren til at læse biografisk. Et eksempel har fundet vej til bagsiden:
– Jeg der kun vil være i fred, fordi der er så meget, jeg ikke forstår, forstår heller ikke, hvorfor jeg lægger alt dette frem.
Der er andre spor i teksten, som givetvis vil korrespondere med den empiriske forfatters liv, hvis man kender hende eller går i krig med at google, men RAMT AF INGENTING er faktisk slet ikke en bog, der vil lægge alt frem. Sirligt gennemskrevne brudstykker af en dagbog, gamle breve og små erindringsglimt er iflettet aforisitiske betragtninger over de store følelsers væsen. I den udstrækning der er en virkelig skilsmisse bag bogens, er den tilstrækkelig objektiveret til, at bogen er skønlitteratur på gængse præmisser. Spørgsmålet er så, om den fungerer på de præmisser.
Der er en temmelig tydelig symbolsk sammenhæng mellem fortællerens indre stormvejr og arbejdet med haven. I haven graves gamle stubbe og genstridige rødder møjsommeligt op og sågar et uønsket hjertetræ må væk(!), så fortælleren kan anlægge sin trygge ’walled garden’. Alt det gamle, døde skal væk, for at det nye liv kan spire og vokse til.
Men fordi jeg her oplever, at ingenting rigtig er der for sin egen skyld, men er led i en storladen symbollade, der skal spejle kvindens indre proces, har jeg mere end svært ved at få fremstillingens billeder til at materialisere sig. Og det skal de altså bare i den kortere prosagenre, Jessen prøver kræfter med denne gang. Hvor læseren hos f.eks. Christina Hesselholdt, en hjemlig mester i den mindre plotdrevne prosa, rives rundt af pludselige skift, overraskende sammenstillinger, friske sprogblomster og vilde digressioner, er der i Jessens lille glemmebog ikke rigtig nok af den slags, til at drive læsningen frem.
Enkelte erindringsglimt står stærkt. Navnlig bitre brokker fra det kuldsejlede parforhold, hvor eksmandens vredesudbrud gnistrer, brutale og uforståelige, fordi de er revet ud af en forklarende kontekst. Men lidt for ofte er der på nippet til at gå featureartikel i et dameblad i den, i hvert fald for denne læser. Som i citatet til højre om trøsten ved anrettet mad. Det er velskrevet, det er sikkert endda livsklogt, men også lidet overraskende. Halvdøde metaforer (’et hul af savn’, ’en flod af sorg’, ’en flod af håb’,’ mit indre i brand’) og en farveholdning, der er mere fersk end den er frodig, er kameler, jeg sagtens kan sluge et par af, hvis jeg sidder over for en bekendelsessvada tappet direkte fra skilsmissens stormflod, ligesom jeg kan tåle det i Jessens psykologiske romaner, fordi henholdsvis nyfigenheden og plottet sætter læsetempoet i vejret, men i RAMT AF INGENTING, hvor ordknapheden opfordrer læseren til at veje hvert ord på en guldvægt, er den slags bare for let. Og selvom den personlige tabshistorie glimtvis berører, så er det ikke nok til at bære en hel bog.
