Skitser om hverdag med eksistentiel uro – interview med Signe Parkins
Signe Parkins har udgivet en tegneseriedagbog med sit eget hverdagsliv som omdrejningspunkt. Men under den tilsyneladende trivielle overfalde, lurer en eksistentiel uro, som bliver ved med at fordre hendes kunstneriske virke.
‘Søndag d. 18-11-12. Vi blev på legepladsen til det blev mørkt’. Sådan lyder den simple tekst til en af tegningerne i SIGNE PARKINS & DRAWINGS, som udkom på Forlaget Basilisk i maj. Tegningen forestiller to små piger, opslugte i leg med sand og plastiskredskaber, mens en ventende mor står bag dem og betragter det snigende tusmørke.
Moren er tegner Signe Parkins selv, og døtrene hendes egne. Hverdagssituationer som denne fylder sammen med simple naturobservationer og spekulationer over det at være menneske tegneseriedagbogen, der i første omgang blev født i blogform. Siden 2009 har hun publiceret sine dagbogsskitser på Signeparkins.blogspot.com – og siden har projektet grebet om sig og bl.a. resulteret i den trykte bog:
– Jeg har arbejdet med skitsebogsformen i ti år, og i de år har det udviklet sig ret meget. Det startede som ren skitsebog til i dag, hvor jeg opfatter det som et helt kunstprojekt, der er i bevægelse hele tiden, fortæller Parkins fra en varm plet i solen bag ved Øksnehallen på Vesterbro i København, hvor vi mødes under tegneseriefestivalen Copenhagen Comics.
Hun deltager på festivalen for bl.a. at promovere første oplag af sine håndindbundne bøger, der ligger stablet på standens bord. Med blødslidt genbrugsstof i et væld af mønstre og farver fremstår de ganske som de skitsebøger i samme format, som Parkins selv flittigt har udfyldt siden 2005.
At give læserne en nærværende oplevelse
– Det startede på Designskolen, hvor vi fik som opgave at tegne hver dag i A5 format, og dér opdagede jeg, at det var vildt givende for mig at arbejde konstant i en fast form. Dagbogsformen er blevet nerven i alt, hvad jeg laver. Alt udspringer fra skitsebogen, og jeg er blevet meget knyttet til den måde at arbejde på, siger hun hurtigt og uden tøven, i modsætning til den dvælende stemning, som tegningerne syntes at rumme:
– Jeg har prøvet at lade det ligge, fordi jeg er i gang med andre projekter, men det kan jeg simpelthen ikke! Jeg har hele tiden behov for at få afløb for noget, at få vendt noget. Det kan være en blomst, eller lyset på en nattetime. Jeg har brug for, at der er et sted, hvor jeg kan gøre det og hvor det føles uforpligtende.
Det uforpligtende og skitseagtige har med årene udviklet sig, og hendes bearbejdning af hver enkelt tegning har grebet om sig, så hun i dag farvelægger langt de fleste af tegningerne. Derved får de et mere færdigt udtryk, og laveringerne af akvarelfarve tilføjer nye lag til fortællingen og er med til at underbygge en ønsket stemning. I takt med denne formmæssige udvikling oplevede hun også et stigende behov for at udgive og manifestere tegningerne i fysisk form, forklarer hun:
– På en blog går man hurtigt ind og kigger, og lidt efter er man videre igen. Man dvæler mere ved en bog. Argumentet for at lave bogen har været at give læserne en mere nærværende oplevelse af dagbogsnoterne.
En bestemt tone
SIGNE PARKINS & DRAWINGS er fuld af hverdagssituationer fra livet med mand og børn i et højhusbyggeri i Aarhus, genkendelige øjeblikke af dagligdagslykke og af det modsatte, fra skænderier over opvasken til søvnløshed. Med undtagelse af ganske få har samtlige tegninger i bogen været trykt på bloggen, og de er valgt ud fra ‘en bestemt tone’, ‘et mørke’, som bl.a. omhandler søvnløshed, fortæller Parkins.
– Jeg vil gerne beskrive det der hverdagsliv, som også indeholder en melankoli, en splittelse eller en længsel. Det er jo bare et meget ordinært liv med mand og børn, men jeg prøver at tage fat i sprækkerne og antyde en stemning; de der nattetimer, hvor man ligger og vender noget og længes efter noget andet.
Som eksempel på netop dette, bladrer hun i den udgave af bogen, vi har taget med os udenfor til interviewet. Hun slår ned på en tegning, dateret fredag den 26. Juli 2013 med teksten ‘om natten bekymrer vi os’.
– Der var rigtig mange, som kommenterede og skrev til mig, at de kunne genkende den her situation, og det blev jeg rigtig glad for. Jeg forsøger også at nedtone det private og gøre tegningerne mere personlige og almene, siger hun og uddyber, at tegningen af det bekymrede par i sengen ikke fortæller specifikt, hvad Signe og hendes mand bekymrer sig om men blot at de bekymrer sig. På den måde åbner tegningen sig, så modtageren kan læse sig selv ind i situationen.
– Selvom man har et velfungerende liv, så ligger der noget og lurer. Det er vel en slags eksistentiel uro, jeg prøver at beskrive, siger hun og fortsætter:
– Jeg er også ret optaget af at give små ting mening. Det lille drama synes jeg nogle gange, man kan folde stort ud ved at bruge detaljen og nuancen i en situation til at antyde en større konflikter.
Detaljen kan fx være karakterernes kropssprog, og den måde, de står over for hinanden på under et skænderi eller måde, de iler op ad trappen på, da de hører deres datter falde.
De to (tre) spor
Dagbogskitserne kan for Parkins inddeles i to kategorier: de totalt registrerende og de mere abstrakte. Registreringerne er tegningerne af planter og eksakte gengivelserne af dagligdagssituationer, mens det abstrakte spor ofte omhandler drømme, gengivet i et nærmest surrealistisk symbolsprog.
– Det handler meget om at gå ind i et indre landskab – og det har for eksempel handlet om noget identitetskriseagtigt, hvor jeg ikke lige vidste, hvilken retning, jeg skulle gå i. Det er enormt svært at tegne den slags helt konkret, men jeg føler, at det spor er lige så selvbiografisk som de helt registrerende tegninger.
Midt imellem det registrerende og det abstrakte spor løber erotisk spor, som nok udspringer af en konkret virkelighed, men som hun vælger at illustrere mere subtilt. På en tegning flyver/flyder forskellige udgaver af Signe halvnøgne rundt på en tegning med teksten ‘raketter’.
Egentlig, fortæller hun, kunne hun godt tegne en sexscene med sin mand uden selv at finde det grænseoverskridende, men af hensyn til ham og læserne, vælger hun et mere abstrakt spor til at illustrere de kropslige og sanselige erfaringer.
– Jeg er blevet mere optaget af de her underlige abstrakte ting, for jeg synes, der er meget krudt i det. Følelseslagene fungerer som en god kontrast til det der med, at vi for eksempel sidder og spiser aftensmad, synes jeg.
At beskæftige sig med de abstrakte og ubevidste lag har også vist sig at åbne op for en ny slags selvbevidsthed. Parkins fortæller, hvordan hun gennem tegningerne ligefrem har oplevet at forudse bestemte begivenheder – eller måske snarere lyster. Hun beskriver det som ‘underlige forskydninger’, der opstår som stærke indre billeder, hun føler det stærkt nødvendigt at tegne – for eksempel begyndte hun at ryge i skitsebogen, før hun gjorde det i virkeligheden.
– Det er som om, jeg vokser sammen med projektet. Der er både noget, jeg tegner bagud men også forud – og på den måde former jeg mig selv i bogen. Jeg skaber en retning for mig selv. Nogle gange er der bare et stærkt billede, som jeg bare har brug for at tegne og lige pludselig er jeg bare et sted i mit liv, hvor det giver mening, siger hun, inden hun må tilbage til sin stand for at møde læsere og signere bøger.
