Skodenden af livet – Samuel Beckett MERCIER OG CAMIER
Kan man rejse af sted uden mål og tage tilbage uden at have været nogen steder? Becketts tidlige vandreroman er en potent øvelse i eksistentielle flikflaks og krumspring på stedet.
Citat
Over dem faldt skyggen af en meget høj mand. Hans forklæde sluttede halvvejs nede ad lårene. Camier så på ham, som så på Mercier, som begyndte af se på Camier. Således opstod der, skønt ingen øjne mødtes, billeder af meget stor kompleksitet som satte hver især i stand til at nyde sig selv i tre adskilte samtidige versioner plus, på et mere beskedent plan, de tre versioner af dem selv som hver af de andre nød, nemlig i alt ni ved første blik uforligelige billeder, for ikke at tale om det virvar af frustrerede ophidselser der møvede og masede i randen af feltet. Alt i alt et rædselsfuldt roderi, men lærerigt, lærerigt.
Samuel Becketts (1906-1989) MERCIER OG CAMIER hørte absolut ikke til blandt den irske forfatters personlige favoritværker. Beckett skrev den ellers nydelige lille roman i 1945, men lod den ikke udgive før 1970. Han betragtede allerede umiddelbart efter færdiggørelsen værket som et umodent og fremhyklet forsøg på at finde sin litterære stemme.
Beckett har utvivlsomt ret i, at værket har karakter mere af et lærlingestykke end et mesterværk. Men i virkeligheden reflekterer romanens lettere famlende og tentative skrivestil på glimrende vis den eksistentielle tvivlrådighed og rodløshed, der er et omdrejningspunkt i forfatterskabet, og i den forstand er MERCIER OG CAMIER en af de bedste repræsentationer af den beckettske verdensanskuelse, hvor alt er splittet til minimaldele, og hvor ethvert forsøg på at skabe sammenhæng er en kraftanstrengelse.
I romanen følger vi de gamle venner Mercier og Camier på deres beskedne odyssé rundt i og omkring en by, der meget vel kunne være Dublin. Rejsen kræver en del rådslagning både forlods og undervejs, uden den dog af den grund nogensinde får et klart mål. ’Hvad betyder det, hvor vi går hen?’ siger Mercier på et tidspunkt. ’Vi går, det er nok.’
Mercier og Camier bevæger sig ud af byen blot for at bevæge sig ind i den igen kort efter, og dette med at bevæge sig lidt i den ene retning, så lidt i den anden og til sidst ende, hvor man startede, er selve romanens grundfigur, som går igen helt ned på replikniveau. Samtalerne i bogen er én lang opvisning i at annullere hinandens udsagn, at misforstå og tale forbi hinanden og i sidste ende ikke komme nogen vegne:
– Hvad skulle der være? sagde barmanden. Vi kalder når vi har brug for Dem, sagde Camier. Hvad skulle der være? sagde barmanden. Samme som før, sagde Mercier. De har ikke fået noget, sagde barmanden. Samme som den herre her, sagde Mercier. Barmanden så på Camiers tomme glas. Jeg har glemt hvad det var, sagde han. Det har jeg også, sagde Camier. Jeg har aldrig vidst det, sagde Mercier
Karaktererne lever i henhold til hver deres snævre verdensudsyn, som kun perifert overlapper hinanden, og derfor lider deres kommunikation bestandigt sammenbrud. Meget symptomatisk må Mercier og Camier i romanens begyndelse udsætte deres rejse en times tid, fordi de er uenige om mødetidspunktet og helt bogstaveligt bliver ved med at gå forbi hinanden.
Romanens helt store attraktion ligger i den oprørske humor, der også for en nutidig læser fremstår aldeles frisk og moderigtigt absurd. Det er umuligt ikke at grine både af og med de ubehjælpsomme hovedpersoner, som kaster sig ud i hverdagslige eventyr med en karakteristisk paradoksal livslysten pessimisme. ’Vi har hele livet foran os,’ bemærker Camier, ’hele skodenden altså.’
