Skønlitterær country – Levi Henriksen SNE VIL FALDE PÅ SNE SOM FALDT
Levi Henriksens debutroman om en ensom ulv, der er hård udenpå, men blød indeni, tangerer klicheen. Men hvis man accepterer, at dette er en historie, man har læst hundrede gange før i andre udformninger, er den godt, følsomt og gribende fortalt.
Levi Henriksens roste debutroman SNE VIL FALDE PÅ SNE SOM FALDT minder om en countrysang. Første gang man hører den, tænker man ”hold kæft for en kliche!” – anden gang sidder man og græder med helten, fordi livet har tæsket og damen forladt ham, selv om han under den hårde overflade besidder et hjerte af guld, der blot hungrer efter kærlighed. Klicheen forvandler sig til et essentielt budskab, som vedrører enhver: At livet er hårdt, mens lykken desværre er alt for kort. At retfærdigheden sjældent sker fyldest, heller ikke selvom man er god på bunden.
Levi Henriksens hovedperson er enspænderen Dan Kaspersen, der efter et par år i brummen for narkotikasmugling vender hjem til sin fødeby Kongsvinger i det østlige Norge. Det er imidlertid ingen lykkelig home coming, for Dans bror er lige fundet død – sandsynligvis for egen hånd – og nu skal Dan se fortidens spøgelser i øjnene alene på den øde, fædrene gård. Dans far var prædikant i Pinsekirken, og selv om hjemmet var varmt og lykkeligt før forældrenes tidlige død, var det også præget af religiøs strenghed. Dan skal således ikke bare forlige sig med sin brors død, han skal også afgøre med sig selv, om han har sonet sin straf – eller om han stadig er en synder i Jesu øjne.
Parallelt med historien om Dans tilbagekomst til det frie liv, løber en historie om hans barndoms ærkefjende rigmanden Kristian Thrane. Han var involveret i narkotikasmuglingen, men undslap straf. Dan beskyldes ved sin hjemkomst for at overfalde Kristians gamle, rige bedstefar. De to mænd har altså stadig et horn eller to i siden på hinanden, og hele romanen leder derfor hen imod et endeligt, skæbnesvangert opgør mellem dem.
Denne actionprægede hævnhistorie er romanens svageste punkt. Man kommer aldrig rigtigt op af stolen, men har hele tiden fornemmelsen af at spændingen glider ud i stedet for at kulminere. Beskrivelserne af Kongsvingers indbyggere – Dans onkel Rein, en gammel sømand, der har mistet begge ben, men ikke lysten til sprut og kvinder, samt den garvede landbetjent Markus Grude, der har en følsom jazzmusiker i maven – er til gengæld helstøbte, sjove og rørende. Og selv om Dans egen historie på den ene side er en kliche, man har læst hundrede gange før, er den på den anden side også en gribende og eviggyldig historie om at vende tilbage til livet, om at tilgive sig selv og forlige sig med det, man kommer fra.
