Skolelærer og folkehelt – Jens Andersen OLE LUND KIRKEGAARD – EN LIVSHISTORIE


Hvis det ikke er heroisk at skrive og illustrere fem børnebogsklassikere på under fem år, så ved jeg ikke, hvad det er. Den første store biografi om Lille Virgil, Albert, Orla Frøsnapper, Gummitarzan og næsehornet Ottos far er gribende.

Citat

I juni 1966 dukkede navnet Ole Lund Kirkegaard op i den danske offentlighed. Det vil sige, i landsbyen Oue nord for Mariager Fjord havde man allerede i trekvart år snakket om “lærer Kirkegaard”, som den nye, unge skoleleder blev kaldt både i skolen og nede i Brugsen. Mens børnene i Oue var vilde med lærer Kirkegaard, fordi han var lærer på en måde, de aldrig havde set magen til på egnen, syntes mere end ét forældrepar, at læreren var lige lovlig moderne.

Jens Andersen, der bl.a. er litteraturredaktør på Berlingske Tidende, har skrevet en omfangsrig og gennemarbejdet bog om børnebogsforfatteren Ole Lund Kirkegaards liv. Det, Andersen selv betegner ’en livshistorie’, er struktureret kronologisk fra Ole Lund Kirkegaards fødsel i 1940 til hans død i 1979. Dog har Andersen rykket det, man i filmdramaturgi vil kalde første point of no return, frem, så læseren allerede fra de første sider kender baggrunden for, at Kirkegaards karriere gik fra folkeskolelærer og -leder til at kaste sig over skriveriet og det omfattende illustrationsarbejde. Dette vendepunkt i Kirkegaards liv indtræffer i 1966, da han vinder en konkurrence i Politiken om at skrive den bedste novelle for børn.

Hvis man bliver i dramatikkens sprogbrug, er det andet point of no return i Kirkegaards liv det stigende alkoholmisbrug, der eskalerer i midten af 1970erne, og fører til hans tragiske og sagnomspundne død.

– Læsere af denne bog vil måske også mene, at den fokuserede for meget på kunstnerens alkoholisme. Forfatteren har dog vurderet, at flaskerne var umulige at komme uden om, fordi de først tog livet af barnet i kunstneren og siden mennesket selv.

Således skriver Andersen afsluttende. Men set i forhold til, hvor paradoksalt det kan virke, at manden bag nogle af de mest velskrevne og humoristiske børnebøger endte sine dage i en al for ung alder i en snedrive på kirkegården i byen Breth, er Andersens forfatterskildring simpelthen for ambitiøs til, at man som læser kan beskylde ham for at tærske langhalm på det tragiske.

Samtaler med familiemedlemmer, venner, tidligere kollegaer og andre, der krydsede Ole Lund Kirkegaard på hans vej, breve, efterladte foredragsnotater, avisudklip og meget andet er nogle af de puslespilsbrikker, Andersen på fin vis samler, uden at han lægger skjul på, når hans egen videbegærlighed løber af sted med ham. Det sker fx i uddybende forklaringer om Picasso læresætning om ’at vende verden på hovedet’ eller Hemingways behavioristiske ’isbjergsteknik’ (som Kirkegaard var dybt inspireret af), i sammenligninger med førsteklasses børnebogsforfattere som Astrid Lindgren eller den H.C. Andersen, som Jens Andersen tidligere har skrevet en biografi om. Men disse perspektiveringer er udført med en pædagogisk omtanke, der ville have passet Kirkegaard godt. For hvad der måske var knapt så kendt som figurerne Gummitarzan og Orla Frøsnapper, er, hvor pædagogisk bevidst, Kirkegaard var.

Bogen kan med lidt god vilje læses som et indspark i den aktuelle debat om størrelsen på den danske folkeskole og burde være pensum på lærerseminarer omkring i det ganske land.

– I samværet med børnene tilstræbte han [Kirkegaard red.] at være så ærlig som muligt og vise sig som den, han var. Ligesom han lyttede efter den person, de var, og derved gav mange børn mere plads og opmærksomhed, end de normalt fik sammen med en voksen. Derfor havde Ole Lund Kirkegaard – i lighed med lærer Sakarias i ”Albert” – succes med at få de drenge, der ansås for at være uden for pædagogisk rækkevidde, til at åbne en bog og begynde at skrive og regne lidt i skolen.

Der kan siges mange gode ting om Ole Lund Kirkegaards børnebøger, ligesom jeg nyder Jens Andersens version af forfatteren og folkeskolelærerens livshistorie. Det er en nydelse, at der på ingen måde er sparet på farverne i gengivelserne af Oles mange selvportrætter, malerier af fugle, collager og andet fra hans billedkunstneriske produktion. Og Kirkegaard er skildret, ikke bare som den dybt originale forfatter han var, men også som en stor pædagog og mestendels som et livsbekræftende, opfindsomt og spilopmagerisk menneske.

Skrevet af Louise Rosengreen

Cand. mag. i Dansk og Historie.Forfatter og dansklærer i det virkelige liv.Skriv til Louise

Skriv kommentar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *