Skomager, bliv ved din læst! – Mark Billingham BLODETS SUSEN
BLODETS SUSEN er første forsøg på en psykologisk thriller fra den erfarne krimiforfatter Mark Billinghams hånd. Sådan en behøver han ikke skrive igen. Gaab, for en kedelig bog!
Citat
Hun kravlede i seng med en af de der kriminalromaner, hvis ligegyldighed over for selv det mest elementære politiarbejde drev hende til vanvid. Hun førte en liste over alle unøjagtighederne, og det var hendes indædte hensigt en dag af kontakte forfatteren og lade ham det vide. Efter kun ti minutters læsning begyndte hendes øjne at klø, og hun havde læst det samme afsnit tre gange, så hun slukkede for lyset.
Det var med store forventninger, at jeg gav mig i kast med BLODETS SUSEN. Billingham har ry for at være en lunefuld og dygtig krimiforfatter, så jeg var spændt på at se, hvad han kunne få ud af den psykologiske vinkel på krimigenren. Svaret var gabende kedeligt.
Tre engelske par møder tilfældigt hinanden, da de ferierer på et resort i Florida. Selvom de intet har tilfælles ud over deres nationalitet, bliver de nogenlunde gode venner og tilbringer en del af ferien sammen. Ved rejsens ende aftaler de, at de skal fortsætte med at ses efter ferien. Så vidt en trivielt kedelig baggrund for en roman, men et par dage inden de alle vender tilbage til England, forsvinder en pige sporløst fra resortet. Kort forinden parenes første fælles middag dukker pigen imidlertid op, halvt opløst i den floridianske mangrovesuppe.
Har parrene noget at gøre med sagen? Det må vi gå ud fra, at de har, for bagsiden af bogen har advaret os om, at endnu en pige pludselig findes død. Denne gang i London. ‘Pludselig’ er måske så meget sagt. Faktisk skal man kæmpe sig igennem romanens skildringer af de tre pars indbyrdes relationer helt frem til side 279 (!), førend den anden pige findes død.
Kendere af Billingham havde advaret mig om, at Billingham er den type forfatter, der gerne bruger de første hundrede sider på at sætte scenen, lægge spor og køre plottet i stilling. Derfor ventede jeg tålmodigt de første hundrede, mindre tålmodigt de næste. Endnu mindre de næste og i ren irritation de sidste hundrede på, at BLODETS SUSEN skulle blive bare den mindste smule spændende – hvis det ikke havde været for bagsidens løfte om, at NOGET på et tidspunkt ville ske, var jeg nok ikke kommet helskindet igennem.
For at stryge hunden med hårene var romanen slået op som en psykologisk thriller. Så det er måske fair nok, at Billingham lader de psykologiske relationer og perspektiver stå centralt. Problemet er bare, at det simpelthen ikke fungerer.
Stilmæssigt sigter romanen efter samme upålidelige fortælleperspektiver og selvfornægtelse, som man finder i danske Christian Jungersens UNDTAGELSEN. Men hvor Jungersen forstår at bruge formen til at grave dybt ind i menneskets hykleri og råddenskab, når Billingham slet ikke i nærheden af det niveau. Problemet er nok, at romanen også gerne vil være en whodunnitkrimi, hvorfor den over de første 411 sider ikke kan frigøre sig fra at kæmpe rundt i en – man fristes til at sige mangrovesuppe – af intetsigende psykologiske oplysninger og ligegyldige vildspor.
Billingham har åbenbart fortabt sig så meget i figurerne, at han helt opgiver at skrue et godt krimiplot sammen. Han forsøger at fremstille en narcissistisk og kynisk morder, men lader samtidig morderen indrømme, hvor heldigt det var i den og hin situation, at vedkommende ikke blev pågrebet. Det forekommer utroværdigt for figuren og mest som et dække over, at plottet i sig selv har brug for ikke så få deus ex machina for at fungere.
Dårligst af alt er bogens finale, som ikke blot fremstår som en lappeløsning på et skræmmende dårligt plot, men også burde gøre Billingham til forhåndsfavorit til prisen for 2014’s latterligste mordmotiv.
Og så til citatet i boksen. Når en forfatter skriver den slags, er det altid med risikoen for, at deres egne ord vender tilbage som kritiske boomeranger. En forfatter bør kun lange ud efter andres bøger, hvis han ellers har sit på det rene. Researchen i forhold til politiarbejdet i BLODETS SUSEN er der nu heller ikke meget at indvende mod. Men skifter man dette ord ud med ‘krimiplot’, passer beskrivelsen godt på BLODETS SUSEN.
Billingham skriver i akkrediteringsskrivelsen bagerst i bogen, at han er ude af sin komfortzone med BLODETS SUSEN. Mit råd er, at han skynder sig tilbage til den, hvis han gerne vil give sin kone den havudsigt, som hun åbenbart ønsker sig. Det sker i hvert fald ikke, hvis han fortsætter med at skrive bøger som denne.
