Af | 21. januar 2013

Skønheden er den følendes vej til ånden – Thomas Mann DØDEN I VENEDIG

‘For den, der er ude af sig selv, findes der intet mere afskyeligt end igen at blive sig selv’. Med aforismer som denne, og passager af ren poesi, løfter Thomas Mann DØDEN I VENEDIG op til en smuk tragedie om forbudt forelskelse og om at genfinde noget forlængst glemt i sig selv.

Citat

For lidenskaben trives, ligesom forbrydelsen, ikke i hverdagens ro og orden, og den hilser enhver forstyrrelse af det borgerlige samfund, enhver forvirring og hjemsøgelse af verden velkommen, for den håber på en eller anden måde at kunne drage fordel af den. Og Aschenbach følte en ryggesløs tilfredshed med disse tildragelser i Venedigs snavsede gader, som myndighederne forsøgte at skjule – denne bys lyssky hemmelighed, der ikke kunne adskilles fra hans egen inderste hemmelighed, og som også han fandt vigtig at bevare. For det eneste, den forelskede bekymrede sig om, var, om Tadzio skulle rejse bort, og han indså ikke uden forfærdelse, at han ikke vidste, hvordan han skulle leve videre, hvis det skete.

En pludselige rejselyst har taget greb i den ellers kunstnerisk stålsatte forfatter Von Aschenbach. Da lysten til ungdom, lidenskab og fjerne himmelstrøg ikke lader sig parkere af hans opøvede selvdisciplin, beslutter han sig for at drage til Venedig – Kærlighedens by. Hér forelsker han sig i drengen Tadzio, alt imens Sciroccovinden blæser et onde ind over byen.

Det kan umiddelbart lyde mere kontroversielt, end hvad tilfældet er i DØDEN I VENEDIG fra 1912. Den omtalte drengeforelskelse er nemlig i det væsentligste af filosofisk art, og den tone af pædofili, der undertiden trænger sig på, tjener et større formål end at forarge. Thomas Mann er med protagonisten Aschenbach på jagt efter det skønne, ikke så meget i Venedig, men snarere i den oldgræske mytologi og dets tankesæt. Som en kunstner med sin pen(sel) leverer han poetiske pletskud. Nyd hér, en af de mange voyeuristisk seancer mellem Aschenbach og Tadzio ved havet:

– Hans øjne berørte den ædle skikkelse derhenne ved randen af det blå, og sværmerisk henrykt troede han med dette blik at begribe selve det skønne, formen som gudens tanke, den ene og rene fuldkommenhed, der lever i ånden, og som her var afbildet som menneske, en lignelse, der var rejst her, let og smuk, for at blive tilbedt. Det var rusen; og ubetænksomt, ja begærligt bød den aldrende kunstner den velkommen. Hans ånd fik fødselsveer.

Intertekstualiteten i DØDEN I VENEDIG er til at føle på. Manns mange referencer til Platons værker rimer alle i bund og grund på eros, og det ikke bare føles godt, men er også forbandet godt tænkt ind i en historie, hvor døden ligger på lur. Man fornemmer ordenes opløsning i det antikke ophav, og det bibringer større oprigtighed og synes mere eviggyldigt, når Aschenbach i selvransagelse bl.a funderer over lidenskaben og kunstnerens virke.

Mann har i sandhed ordet i sin magt, og han er ikke bange for at bryde med historiefortællingen. Der er tidspunkter, hvor han i forbigående øjeblikke ændrer stil, hæver sig fra fortællingen og henvender sig direkte til læseren. Det anes, når han f.eks skifter perspektiv, og kalder Aschenbach “den rejsende”, og mere ligefremt, når Mann giver det skrevne en uendelig tyngde i sine tankemættede ytringer: ‘Forfatterens lykke er den tanke, der bliver ét med en følelse, den følelse, der bliver ét med en tanke.’

Det kan siges ganske kort: DØDEN I VENEDIG er en af de smukkeste bøger, jeg længe har læst. De mange allusioner lægger op til fortolkning, men uanset hvor velbevandret man er i det oldgræske, er fortællingen om forfatterens deroute utrolig vedkommende. For såvel for Aschenbach, som for læseren, er (DØDEN I) VENEDIG en ferie man ikke vil hjem fra!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker,

Læs også