Af | 30. maj 2012

Skønlitteratur som slideshow – Jennifer Egan TÆSKEHOLDET BANKER PÅ

Hvis bare det ikke var så forbandet konstrueret, så man kunne føle med bogens personer i stedet for at føle sig som sidstevælger til tolkningen af det gennemkomponerede, gennemtænkte og møjsommeligt tilrettelagte og løste puslespil af en roman.

Citat

”Fatter du det ikke, Steph?” eksploderede Bosco endelig. ”Det er hele pointen. Vi kender resultatet, men vi ved ikke hvor eller hvornår, eller hvem der vil være der, når det endelig sker. Det er en Selvmordsturné.”
Stephanie begyndte at le. Idéen slog hende som uforklarlig morsom. Men Bosco var brat alvorlig. ”Jeg er færdig,” sagde han. ”Jeg er gammel, jeg er sølle – og det er på en god dag. Jeg vil ud af det her lort. Men jeg vil ikke ligge og falme, jeg vil flamme og brænde ud – jeg vil have min død til at være en attraktion, et skue, et mysterium. Et kunstværk. Nå, PR-dame,” sagde han, hankede op i sit slappe kød og lænede sig frem mod hende med glitrende øjne i sit overdimensionerede hoved, ”prøv du at bilde mig ind, at ingen vil være interesserede i det. Reality-tv for fanden mand – det bliver ikke mere reality end det her. Selvmord er et våben; det ved vi alle sammen. Men er det kunst?”

Det er virkelig ikke for at være på tværs. Jeg ville ønske, at jeg på lige fod med Pulizerprisens jury, de danske dagblade og HBO, der har købt tv-serierettighederne, også var næsegrus begejstret over Jennifer Egans femte bog TÆSKEHOLDET BANKER PÅ. Det er jeg bare ikke. Begrundelsen er såre simpel: Bogen rør mig ikke. Den stærkeste følelse, den flydende prosa vækker i mit læsende sind, er en voksende irritation. Og det irriterer mig at blive irriteret. Bogen burde være et hit: Den handler om musik, og dens primære præmis er at krystallisere den klicherige, kronologiske, hollywoodske plotstruktur. Men nej, øv og nej.

Omdrejningspunktet er musikproduceren Bennie, der drikker sin kaffe med guldflager for at kurere sin svigtende erektionskraft, og hans assistent Sasha. Forskellige af deres familiemedlemmer, venner, pårørende, bekendte eller folk, der på anden måde strejfer deres personlige livshistorier, får også tildelt ordet og scenelyset på skift.

Fortællepositioner og genrer skifter fra kapitel til kapitel, ligesom teksterne hopper kompromisløst rundt mellem fortider, nutid og sågar fremtid. Sproget er kækt og kører derudaf, selvom det nok klæder den mundrette og realistisk stil bedre at optræde på det amerikanske originalsprog end i den danske oversættelse.

Multiplotstrukturen er bogens overordnede ide, og der er som sådan ikke noget i vejen med at bruge filmmediets klippeteknikker som inspiration. På samme måde som i AMORES PERROS (2000) og BABEL (2006) er de umiddelbart uafhængige karakterers liv flettet ind i hinanden, bl.a. via tilfældige møder. Det er der ikke noget nyt i. Herhjemme har Katrine Marie Guldager bl.a. brugt metoden i sine novellesamlinger.

Det nye er at skrive skønlitteratur som et slideshow. Et helt kapitel i TÆSKEHOLDET BANKER PÅ består af Sashas datter, den 12-årige Alison Blakes, power-point præsentation af sin familie. En alternativ dagbog. Men er det troværdigt, at en 12-årig pige gør sig følgende tanker om et ørkenlandskab: ’Nu skal man have en masse kreditenheder for at have en græsplæne eller også en turbine, som er dyr’?

Romanens styrker og svagheder minder mig mest af alt om styrkerne og svaghederne ved sociale medier som Facebook. Det er da meget sjovt at følge med i, hvad ens sidemand fra folkeskolen fordriver sit liv med, men så er det bare heller ikke så meget mere end det. Det er da meget sjovt at lytte med hos kleptoman og tidligere prostituerede Sashas psykologsamtale, men det er svært at forholde sig til hendes problemer. Livet er ikke en flad skærm, og det er god litteratur heller ikke – om den så læses på en eller ej.

TÆSKEHOLDET BANKER PÅ mangler efter min mening en dybde og en nerve, en oprigtighed, der ikke nødvendigvis kommer af at føre et opfindsomt koncept ud i livet. Romanen bliver vitterligt et projekt. Projektet er så gennemført, at det bliver upersonligt. Sproget er så velskrevet, at det bliver overfladisk. Ingen sætninger hægter sig fast i læseren. Ingen replikker runger. Teksten er midlet, der får ideen til at fungere. Ideen er den globale, sociale fiktion, der altid er online, og hvis tema netop er tiden, og hvis konklusion ikke adskiller sig synderligt fra Heraklits klassiske udsagn om foranderlighed: Alt flyder!

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også