Skræmt fra vid og sans – Kim Fupz Aakeson BABYEN DER IKKE VILLE UD
Kim Fupz Aakeson skildrer livet set indefra, helt bogstaveligt. Og det gør han med stor kløgt og humor.
Citat
Først ligner en baby mest en fisk af en art. Så øver den sig i at ligne et menneske, og det går som regel ret godt. Den øver sig og får arme. Og ben. Og en lever og et hjerte og alt det der er inde i et menneske. Og negle, ører og næse. Til sidst er der et helt lille menneske inde i damen. De opdagede det selvfølgelig, Svend og Kirsten, de var jo ikke dumme. De opdagede at der var en baby inde i Kirsten og kunne næsten ikke tænke på andet.
Hvis man tror, at det at blive forældre er ukompliceret og lige til, kan man godt tro om igen. Det er benhårdt arbejde, og her tænker jeg ikke på bleskift, gylp og absurde søvnrytmer. Det værste er skyen af bekymringer, der i samme øjeblik det lille barn har fået klippet navlestrengen, trækker sammen over de nye forældre.
Eller det vil sige, det har trukket op længe. I ni lange måneder har bekymringerne fået lov at vokse sig store og fuldfede. Pamfletter, digre bøger og daglige beretninger om verdens fortrædeligheder har lagt brænde på et hormonelt letantændeligt bål.
Og det er lige her, vi møder Svend og Kirsten. Svend og Kirsten skal være forældre. Til en baby. De glæder sig, men de er også bekymrede. For verden er et frygtelig farligt sted, med børnelokkere, forurening og krige. Ulykker kan ske. Ud af det blå.
Hvad Svend og Kirsten ikke ved er, at babyen inde i Kirstens mave lytter med. Den lytter til alle bekymringerne og den beslutter sig stædigt for at blive, hvor den er. Så da den store dag oprinder og jordemoren står klar til at tage imod den lille nye verdensborger, sker absolut nul og en dyt. Babyen er hverken til at hugge eller stikke i. Den argumenterer endda dygtigt for sin sag. Gennem Kirstens navle.
Svend og Kirsten bliver sendt hjem med uforrettet sag og skuffede forældredrømme. Gode råd er dyre, og de to vordende forældre må bruge deres bedste argumenter for at lokke den genstridige baby ud af sit livmoderskjul. Isvafler, solskin og Tivoli står ikke mål med angsten for bomber, færdselsuheld og krybskytteskud.
Først da talen falder på kærlighed, vækkes babyens nysgerrighed på verden, og den lader sig, om end noget modvilligt, føde.
Fupz rammer med BABYEN DER IKKE VILLE UD ind i noget sårbart hos de fleste forældre, nemlig den nagende angst for at noget frygteligt skal ske. Den svære kunst er at finde balancen mellem behersket bekymring og afsindig, irrationel frygt. En frygt der kan være vanskelig at leve med som voksen, men som for et barn kan ende med at ødelægge lysten til at opleve livet. Med en parafrasering over en velkendt talemåde vil jeg hævde at: der findes (næsten) ingen farer, kun mennesker der ikke er klædt godt nok på til livet. Hvis man læser denne bog og tager ved lære, vil jeg vove at påstå, at man er blevet en smule mere velklædt, end man var tidligere.
BABYEN DER IKKE VIL UD er en herlig læseoplevelse. Fupz formår nemlig at skrive for børn og voksne på een og samme tid. Når Kim Fupz Aakeson er bedst, og det er han efter min mening her, visker han med tonen, sproget og humoren aldersskellet ud. Det samme gør Lillian Brøggers kantede, farveblyantsagtige illustrationer, der er en fryd for øjet på opdagelse.
Tilbage står en historie, der vokser med læseren, uanset alder. Det er noget af en bedrift.
