Skriften genopstår – Søren Ulrik Thomsen RYSTET SPEJL
Spejlet ryster, når Thomsen digter, men sproget er fastlåst fuldendt, og det kan være svært at se andet end digteren selv i lyrikkens refleksioner.
Digt
Den sommer, vi skiftedes til at våge ved din sygeseng
til at holde humøret oppe og hente mad i Jægergårdsgade
imens vi ventede på døden
som er overvældende, fordi den ingenting er,
tænkte jeg:
På den ene side er der Atlanterhavet.
På den anden side er der skakspillet.
(…)
Genopstået fra de poetisk døde bryder Søren Ulrik Thomsens syvende digtsamling ni års lyrisk tavshed efter udgivelsen af bestselleren DET VÆRSTE OG DET BEDSTE fra 2002. Som så oftest før i Thomsens digtning lægges der tidsligt til og trækkes fra, og i opregningen af livets regnskab minder digtsamlingen i mine øjne mest om HJEMFALDEN fra 1991. Årets og dagens cykliske gang, der omfavner samlingens begyndelse og slutning, togenes bevægelse, titelløse, alluderende digte i suiter og bevægelser fra det konkrete til det abstrakte og ned på jorden igen.
Omdrejningspunktet er døden og erindringen, og gennemgående er en vemodig tone og selvkommenterende bemærkninger indlejrede i digtene. Dette også på s. 22
– Her skulle egentlig have stået et digt
som jeg nu har kasseret
selvom det indeholdt
en rammende bemærkning om mine fjender
plus et par rigtig flotte linjer
som er typiske for min poesi
(…)
Ved at referere til det, som det kasserede digt indeholdt, skrives der op imod noget ikke-eksisterende, og digteren slipper dermed for at redegøre for, hvad den ’rammende bemærkning om sine fjender’ præcis var. I de ’typiske, flotte linjer’ finder man en poetologisk ironi og en selvrefleksiv analytisk tilgang til lyrikken.
Blikket og spejlet er gennemgående metaforer i RYSTET SPEJL. Digteren betragter sig selv, betragter og reflekterer over skriften og forsøger at betragte det ufattelige og uoplevelige, der er døden. Men spejlet når ikke helt derom, og oftest er det dødens manifestationer, som bliver genstand for digtningen.
Bagerst i RYSTET SPEJL finder læseren tre siders noter, hvor Thomsens tekst sætter sig i relation til andre tekster, fordi alle tekster naturligvis står i forhold til hinanden. Også inspirationer som ’nutidens radikale klimaforandringer’ anvendes i henhold til digtet ’Hvis mørket en dag var brugt op’, og det kan være vanskeligt at læse noterne som andet end en slags læsevejledning – og deri ligger netop min anke mod RYSTET SPEJL.
Lyrikkens form og afrundethed er så prægnant gennem samlingen, at det som læser er svært at finde en sprække, man kan liste sig selv ind i og dermed, ja, spejle sig i skriften. Tonen er rolig, velovervejet og højtidelig med arabeske mønstre og en afsluttethed, der gør lyrikken tænkt og måske for fuldendt. Ikke, at Thomsens lyrik er kompliceret – det er den bestemt ikke. Flere steder benytter den sig endog af prosaiske adjektiver som ’flotte’, ’romantisk’, ’dejlig’, ’smuk’, og som oftest er billedsproget ligetil og et stykke fra den underliggørende stilistik, der ellers har præget forfatterskabet. En sætning som den før citerede ’Hvis mørket en dag var brugt op’ er i sig selv sprogligt kompliceret og svær at fatte direkte, da et abstrakt mørke bliver optælleligt og dermed afsluttet. Når noterne bagerst så forklarer, at sætningen er inspireret af klimaforandringer, så er der ikke meget tilbage til læseren at lirke op.
Når digtene er så nært beskrivende og kontrollerede, er det altafgørende, at digteren har noget på hjerte, og det har Thomsen bestemt. Det kan blot være svært for læseren selv at spejle sig i digtningen og dermed indse dens almengyldighed. Det lyriske jeg spejler sig i digtet og skriften – og ser sig selv, ikke sproget eller verden. Refleksionen er Thomsen, der betragter sig selv blive ældre i togets vibrerende rude.
1 kommentar