Af | 27. september 2013

Skrig fra bunden af en dårekiste – Carlo Emilio Gadda VISHEDEN OM SMERTEN

Fantastisk oversættelse af italiensk, modernistisk klassiker går på jagt i verden med fintmasket sommerfuglenet.

Citat:

Høns og kyllinger spankulerede frem på tærsklen pikkende hvem ved hvad på den bare terrasse. Solen bagte deres hjerner. Måske søgte de, omend forgæves, en der pludselig ville slå ned på dem, ligesom guds vrede gerne gør, klar til at spredes i en hvirvel af vanvittige gokgokker, et par tabte fjer, hjernen som styrer dem slået fra, i rædslens skizofrene syndrom som på én gang er pine og beruselse for deres privilegerede natur. Deres øjenlåg lukkede sig 200 gange i sekundet med korte, lynhurtige horisontale ryk med hovedet, indeni hvilket hjernen netop måtte have bygget rede.

Der findes ingen mirakler, kun hårdt arbejde. Derfor er det dog stadig bare en lille smule mirakuløst, at danske læsere nu kan nyde godt af Carlo Emilio Gaddas hovedværk VISHEDEN OM SMERTEN i en eventyrlig oversættelse ved Conni-Kay Jørgensen. Dennes hårde arbejde har gjort, at vi nu kan læse Italiens store modernist, som er mirakuløst smuk, sand, smertefuld og god at læse.

VISHEDEN OM SMERTEN er nemlig først og fremmest en bog, der lever gennem sit sprog, og det selvsving den sætter sproget i. Handlingen er ikke det vigtige her. Den er nærmest væk, selvom der insisteres kraftigt på den romanen igennem. Vi befinder os i et imaginært Sydamerika, som minder mere om Italien, og hvor to stater hader hinanden i en kontinuerlig mellemkrigstids skrøbelige fredsommelighed. En mor og hendes søn går rundt og vredes inde bag en tyk men lav og let overspringelig mur, der giver lovning om mord og røveri, fordi dens overside ikke er besået med glasskår. Samtidig forsøger en brunskjortelignende milits at opkræve beskyttelsespenge af boligejerne. Volden er potentiel, men smerten er til stede overalt – selv fysisk i bogens midte, hvor det inderste af siderne er farvet skrigende rødt. Det er et vildt og lækkert greb fra forlagets side og fungerer som et dybt og gabende kødsår, snittet ind i selve romanen. Når man åbner bogen, gaber såret.

Men det var sproget, vi kom fra. Gaddas bog er en af de bøger, hvor man som læser har fornemmelsen af, at der før bogen har været et vakuum. Et kraftcenter af et virkelighedssugende lavtryk, som har suget ind og suget ind og suget ind, til bogen pludselig var der, fyldt med en eventyrligt flaksende sprogskat, som bare venter på tilegnelse. Stilen er bevidst mangetydig. Det er bogens poetik at gå på jagt i verden med et sommerfuglenet for at indfange alt, hvad der svirrer. Resultatet er det her gådefulde amalgam af bondesprog, umulige fremmedord, bizarre vendinger, anakronismer, neologismer, og så en helt særlig Gaddask patos, som er så opsvungen, at den vender sig mod sig selv og fremstår mere frisk end tung og sovset. Det er, for nu at låne et udtryk fra bogen, som ’skrig fra bunden af en dårekiste’. Sært foruroligende og sært sandt i al sin rablen.

Og digressioner. Masser af digressioner. De er overalt og bliver efterhånden til hovedsporet. Intet kan nævnes i forbifarten, alt skal udvikles til syvende eller ottende led. Det gør selvfølgelig bogen til en krævende oplevelse, men den er andet end bare gumpetung højmodernisme. Ud over den smittende sproglige nysgerrighed betales læserens anstrengelser også mangfoldigt tilbage i form af den fine og lystigt causerende humor, man finder i den helt overdrevent beskrivende turbodigressionisme.

Gadda er ganske enkelt ret sjov at læse, og det har Conni-Kay Jørgensen en stor del af æren for. Hendes oversættelse indfanger en lattermild og mest af alt legesyg tone bag det fintmaskede sprognet. ’Guldsmeden krydser, som en fantasi, alle grænser’, skriver Gadda et sted, og jeg er meget glad for at hans sproglige fantasi nu også har krydset grænsen til Danmark.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Klassiker,

Læs også