Af | 22. januar 2015

At skrive om den ild – Skogekär Bergbo WENERID

Nyoversættelse af 350 år gamle sonetter forsyner os med en luftbro til et både fremmedartet og intimt tekstunivers. Som litteraturhistorisk udgivelse fungerer WENERID endda som skandinavisk genopdagelsesprojekt. 

Citat

(fra sonet 97.)

Så länge iagh så will/ paperet weet alena

Ehwadh du west af mig wij androm thetz förmena

At weta hwadh förtrös tigh uthi hemligheet

 

Til göma tusend år/ och är mehr ewigheet

Men ach hwadh är för tiänst/ iagh aff tigh skal begära

At witna em then Eld/ du skrifwer migh förtära?

///

Så længe jeg det vil, papiret må

alene med sin viden om mig stå.

Det som betroet dig i hem’lighed,

 

gem væk i tusind år! – En evighed?

Du vidne skal – jeg det af dig begærer –

og skrive om den ild der mig fortærer.

Stockholm, anno 1680. En bog med 101 sonetter udgives under forfatterpseudonymet Skogekär Bergbo. Med forbillede i ikoniske sonet-digtere som Petrarca, skriver Bergbo længselsfulde hyldester til sin elskede, uopnåelige, Wenerid. Sonetternes jeg er opslugt og sukkende, men også reflekterende, tvivlende og tilbøjelig til mørke i sindet.

Nu udgiver Forlaget Vandkunsten så disse digte, ledsaget af gendigtninger på nutidigt dansk af Anne Marie Bjerg. En lille begivenhed med kollosalt perspektiv. Sonetten har sin oprindelse i renæssancens sydeuropæiske hof. Typisk tæller den 4 strofer, af 4, 4, 3, og 3 linjer. Samtidig er den en reflekterende form. I løbet af digtet fremsættes der som regel en tanke eller problem, som spørges ind til og konkluderes på. 

For klassisk (og klassicistisk) digtning var den fuldente form – med metrik, rim, osv. – et tegn på, at værket stemmer sammen med en harmonisk (og derfor: sand) struktur i verden. Deri ligger også sonetgenrens emotionelle slagkraft: Viljen til på én gang at undersøge og forevige sine glæder og længsler gennem streng formmæssig bearbejdning. Aktuelt har Pablo Llambias i sin eksperimenterende sonettrilogi vredet armen om på forholdet mellem skønhed, sandhed og ærlighed i skrivekunsten.

WENERID er bare ét eksempel på en sydlandsk form, der er emigreret mod nord. Her manifesterer den sig i et svensk sprog, der endnu ikke havde etableret sin retskrivning, og ender på den måde med at bidrage enormt til nationallitteraturen. Det lyder sådan her: ’Hwem tror doch hwad för sorg/ hwad ängzlan och hwad fara/ Mig förer nu uppå den swarta långa nat/ Som tager mig ifrån min ädla högste skatt/ Mitt ende tijdfördriff Veneridz ögon klara’

Der er noget både smukt og voldsomt over de her ansamlinger af konsonanter, og måden de afløses af vokalerne. Bjerg har sat sig selv på en speciel opgave. Hun skal, ved at omlægge sonetterne i et levende og åndende dansk, åbne op ind til en litteratur, som de færreste har mødt. Bjerg ræsonnerer endda, at mange svenskere vil have nemmere ved at læse den danske udgave end den godt 350-årige original! Derudover har hun også valgt at lægge sonetternes rytme, deres versemål om – fra seks- til femfodsjamber – i et forsøg på at få dem til at synge sammen med bredere traditioner i europæisk sonetskrivning. Som oversætter er hun på én gang digter og kurator, forsker og formidler.

Det er altid en lidt spøjs oplevelse at læse tosprogede udgaver. Sammenligning bliver en del af oplevelsen, og i dette tilfælde er den danske oversættelse jo også netop til som en håndsrækning til læseren. Det er imponerende, hvordan Bjerg får lagt sprog og rytme om, samtidig med at hun får praktisk talt ethvert udsagn med. De mere spændstige femfodsjamber giver de danske sonetter en mere læsevenlig kadence end originalen. Og at ordstillingen løbende får vredet armen en del om, det køber man ligesom: ’Jeg tørrer ind, jeg fysisk det fornemmer,/ på grund af dig, min nymfe, jomfru, dig!/ Du rejser, vender hjem, du går din vej/ og altid fulgt af muntre søstres stemmer’

Bjergs danske udgaver må stadig acceptere at spille andenviolin. Originalen har med sin længere rytme luft til en mere selvreflekterende og længselsfuld indre monolog – som de danske sonetter må kompensere for, med små effektivt lakoniske skift. Sammenlign f.eks

‘Men frihed? at jeg ikke elsker mere? at få den elskte? det første kan ej ske. Det andet er umuligt. Vi får se’

med dette: ‘Men hurudan frijheet/ at iag ey älskar mehra/ Få det iag älskat har/ det förra kan ey skee/ det är utrolig ting så widt iag kan see/’

Dynamikken mindede mig pludselig om filosoffen Zenons paradoks, hvor den hurtige Achilleus altid kun kan indhente den langsomme skildpadde procentvist – og dermed aldrig nå op på siden af den! Og dog, Bjerg har også nogle flotte poetisk løsninger. F.eks udtryk som ‘din attrå må du vise vintervejen’.

På den ene side er den sproglige fremmedhed et filter, som man skal forbi for at ‘finde ind’ til værket. Samtidig er det her sprog også et landskab i sig selv, rigt på lyde, der alligevel er underligt familiære. Som kærlighedsdigtning har WENERID klart nok et anderledes  gemyt end vor tids fiktioner, der symptomatisk taler mere vævende på området. Men når man får rytmen ind under huden og læser med sin indre stemme, har man oplevelsen af at deltage i sprog, der på en gang er forgangent og potent. Og så, pludselig, træder tekstens sårbarhed frem: ‘At iagh i flamman står och heel och hållen brinner/ Min’ Ögon Hierta Bröst min heela Kropp är tänd/’

I en kultur, der hyperaktivt spytter mere og mere tekst ud, er vi nødt til hele tiden at genopdage fortiden. Og jo, der er mennesker som får et støvallergisk anfald, bare de tænker på litteratur fra før indeværende bogsæson – men så er der alle os andre, der er heldige at opleve fortidens fremmedartedhed som nyt bekendtskab. Og helt kontant, så bliver man i WENERID så rigeligt forsynet med hjælp til læsning, i form af oversætterens introduktion og efterskrift, samt et rigtig fint forord af ingen ringere end Nobelkomitéens tidligere formand Horace Engdahl. Enhver, der vil lytte efter rytmer og teksturer i sproget, kan få en oplevelse ud af WENERID. Lader man sig lokke til at dykke ned i stoffet, er der tilmed overhængende fare for at blive rørt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Digte,

Læs også