Skrivemaskine med skrivemani slår til igen og igen og igen! – Rasmus Halling Nielsen VI ELSKER MASKINER og MÖRKHALL
Med få måneders mellemrum sender Rasmus Halling Nielsen to digtsamlinger på gaden, hæsblæsende, følsomme og umulige at bevare overblikket over. Ligesom mandens produktion i øvrigt.
Citat
Vi elsker livet. Vi har det så godt. Vi har masser af penge dit syge svin slip den sok eller jeg smadrer dig med en boremaskine. Det kan jeg ikke huske. Oppe på bakken. En ring af tråd om min lillefinger lilla er bundet i en sløjfe men alligevel taber og glemmer jeg ting, jeg taber ting og farer sammen som en lille sky af sort. Det er okay. Det er rimeligt og det er bare slice smeltet ost og kyllingetoppen en lille sky af den sorteste røg.
Fra VI ELSKER MASKINER
Dansk litteratur har tidligere været beriget med skrift der bare strømmer fra en tilsyneladende uudtømmelig kilde. Peter Laugesen er et eksempel, Klaus Rifbjerg er et andet, men selv de herres gennemsnitlige 1-2 udgivelser om året, synes at holde et eftertænksomt produktionstempo i sammenligning med Rasmus Halling Nielsens i disse år. Jeg kan kun komme i tanker om Dan Turells intensive strøm af udgivelser op gennem halvfjerdserne og Johannes L. Madsens i sluttresserne som mulige konkurrenter.
Udover den imponerende, grønne Arena-mursten VI ELSKER MASKINER og den digtsamlingstynde MÖRKHALL, som netop er kommet på Samleren i elegant retro-digitalt omslagsdesign, har den ustoppelige menneskelige skrivemaskine Halling Nielsen endnu en titel coming up dette forår på Asger Schnacks nye forlag (en ny udgave af SKUBBER PÅ LUFTEN SOM EN FJER fra 2004). Og bare et par måneder før VI ELSKER MASKINER udkom (på det svenske e-forlag Et av Sveriges störste förlag) EN KAKAO I KØLESKABET HAR ANDREASNAVN SKREVET OVER ALT_ALLEVENLIGE INVITATION. En rablende prosastrøm som kredser om bl.a. døden, roehøst og kakao og holdes sammen (eller brydes op?) af tilbagevendende samplinger af et digt af Gustaf Munch-Pedersen. Dertil kommer al mulig løbende skriftlig aktivitet på nettet samt i den vildtvoksende jungle af privattryk og mikroforlagsudgivelser, som denne anmelder langt fra kan påstå at have overblik over.
Her skal det handle om VI ELSKER MASKINER og MÖRKHALL. To helt forskellige bøger, men umiskendeligt en del af den samme strøm. Og hele strømmen udgør en vigtig kontekst, fordi det, som Halling Nielsen frem for alt insisterer på med sin maniske produktivitet, er, at litteraturens mulighedsrum er så meget større end en formfuldendt bog hvert andet til femte år på Gyldendal. Halling Nielsens skrift kan minde om modernistisk digtning med inderlighed, prægnante billeder og flosset højremargen (‘Siv himmel siv lidt ned over mig og jeg vil drikke dig som letmælk’), den kan ligne konceptuel poesi, der klipper og sampler fra skriftlige såvel som mundtlige kilder af alle genrer (Eventyret om Alladin, vejrudsigten, Lille doktor på prærien, dødsannoncer etc.), den kan ligne hverdagsforankret blogpoesi med surrealistiske udflugter, flippede performancepartiturer, konkretpoesi med maksimal lydlig opmærksomhed og grammatiske spring, computergenereret maskinskrift a la Thomas Thøfners digt-algoritmer fra 90’erne. Der optræder sågar roadmovieklip, landmandsdagbog, brudstykker af krimiprosa – og det kan skifte på et splitsekund. Skriften på skærmen kan flyde over i bogen og omvendt – sidernes rum bruges til at skrive på. Men med selvudgiverens og den webkyndiges stærkt grafiske bevidsthed er tekst ikke bare tegn, der løber fra den ene ende af siden til den anden. Bogstavernes fysik er tydeligt til stede, mellemrummene bruges aktivt til at male teksternes rum op.
Her tænker jeg bl.a. på de godt 100 siders ’hemmelighedsstemplet’ poesi i sidste del af VI ELSKER MASKINER. De overstregede tekster udforsker de rytmer, som digtformens forskellige udnyttelser af sidens rum genererer. Og de knytter samtidig, via en optrykt advarsel ‘PARENTAL ADVISORY – EXPLICIT CONTENT’, an til musikbranchen og går i dialog med det censurregime netmastodonter som Apple og Facebook stort set uimodsagt kan opretholde. Men denne gimmick tjener desuden til at højne læserens opmærksomhed på den grafiske bevidsthed, som hersker overalt.
I VI ELSKER MASKINER erstatter et weblog-agtigt index over kategorier eller tags en traditionel indholdsfortegnelse. Og grebet bruges gennemgående til at etablere en omvending af det, inden for poesien, stadig stærkt fremherskende titel-struktureringsprincip. I stedet for titler, der står over teksten og styrer læseren på rette vej, starter teksterne lige på, men bliver underneden sekunderet af tags’ene, der dels forbinder dem med hinanden på kryds og tværs og dels knytter dem til alt mulig andet tekst, tanke og topografi. Hermed har et af nettets tekstualitetsprincipper invaderet den ellers både tunge, tykke og meget bogagtige bog, som jeg som læser sidder med i hånden. Det fine ved det er, at jeg hermed også bliver mindet om, hvad bogen som medium vitterligt kan. Den trykte side gør meget godt for den excentriske blogskrift. Der er uendelige muligheder for at fortabe sig i krydsbladren og finde tilbage og frem. Her har nettets angiveligt immaterielle navigation jo faktisk nogle begrænsninger, krydslinket determinerer min færd via tekniske spring, jeg ikke kontrollerer. Og pludselig havner jeg i en blindgyde og kan ikke finde tilbage eller komme videre. I bogen er jeg fri til at lade netværket etableres i mit eget tempo, jeg bestemmer selv om jeg fortaber mig eller sætter mig spor, netværkets friere struktur lagt ned over papirbogen fungerer i VI ELSKER MASKINER genialt.
MÖRKHALL fremstår i første omgang som en mere traditionel udgivelse. Her kredser skriften, i hvert fald i glimt, med isnende enkelhed om et dødsfald. Halling Nielsens farfar, også han en Halling Nielsen, følges i jorden på en vinterdag. Brudstykker fra hans liv passerer revy og får lov at indgå i nye, overraskende poetiske sammenhænge. Men samtidig er der er en befriende løshed i Hallings praksis. Nettets, bloggens hurtige skrift og slåfejl er ført med over i digtningen i bogen og vrides her for formelt potentiale. Historien om farfaren fortælles i ryk, sætninger og sammenhænge dukker op igen, fortsættes lidt længere, lidt muterede, som kørt gennem en algortime af en art (her og der er sætninger tilsyneladende kørt gennem google translate), men de fremstår ikke mindre gribende af den grund:
– Med alle lungers skrig åbnes døre og vinduer
Til en sang for en hvis hvide dyne vejer mere end nu kroppen selv.
Og ofte syrer teksten helt ud, bl.a. i et teaterpartitur, hvor ‘Rasmus Halling Nielsen’ diskuterer heste og honning med ‘Karl Stegger’, ‘Ebbe Langberg’ og en række af skuespillere associeret med den klassiske danske filmskats repræsentationer af livet på landet i farfarens ungdom. Mest af alt minder det mig om Gertrude Steins A PLAY OF NOT AND NOW, hvor personer, som ligner berømtheder fra Chaplin til Dashiel Hammett optræder i skiftende konstellationer. ‘Stein’ optræder for øvrigt også som et tag i VI ELSKER MASKINER, koblet til en enkelt tekst, som igen mimer hendes stærkt eksperimenterende skuespil i form og opsætning. Desuden følges hendes praksis ned i syntaksen, idet Halling med lydlige og semantiske glidninger og omvendinger af grammatiske forbindelser trækker den determinerende kontekst bort, så den grammatiske flertydighed i det danske sprog træder frem:
SCENE
Senere går noget og er arrigt. Søvning sølvmåne hænger dovent ud.
Ude på himlen hvor himlen går i et med vandet og vandet kigger på himlen med å.
Åh et dejligt vejr.
Det er åer i dejligt vej. Vej ikke dejligt som man gør det med the.
SCENE
Ene mand nabo til sig selv kigger op.
Hopper op. Niver månen i røven og røver månen for sølv.
Hans fantasifulde arbejde med bogstavernes lyd, både i denne tekst og i det hele taget (han får særligt en del ud af æ, ø og å) får mig til at tænke på, hvor lidt den konkretistiske udforskning af det danske sprog fylder i meget af det, jeg ellers læser. Min søn er for tiden i gang med at lære at læse. Konstant går han rundt og siger og hører bogstavernes lyde i ordene og leger videre med deres muligheder. Det er en meget øjenåbnende proces at blive inddraget i – og Halling har en lignende lydlig, materiel overopmærksomhed, som et opvakt barn, hengivet til læsekodeknækningens mirakel. Hver gang jeg slår op i en af de to bøger, bliver jeg overrasket over, hvor vildt og springende sætningerne bevæger sig omkring. Det er stærkt oplivende at læse, men vitterligt også mærkeligt, og det peger i mange retninger, som i citatet i boksen også anskueliggør.
Rasmus Halling Nielsen er mildest talt ikke let at sætte etiketter på. Han kan ikke reduceres til smarte bemærkninger om generation etik og alvorens indtog i litteraturen. Hertil er hans skrifts sammensathed for stor, i dens kombination af avantgardistiske strategier og en poesi, der er helt i sproglig øjenhøjde med sin læser. Hallings skrift er sjov og alvorlig, maskinel og menneskelig. Den udfordrer og betragter sig selv via ironiske figurer, udfordrer dansk retstavning og grammatik i en balancegang mellem nørdet konkretpoesi og de slåfejl og flersproglige impulser, som følger med nettets høje publiceringstempo: ’Slice smeltet ost og kyllingetoppen’!
1 kommentar