Skrøbeligt familieportræt uden retouchering – Henriette E. Møller KAISER
Nøgent, skrøbeligt og overbevisende familieportræt, som vemodigt cirkler ind og ud gennem tre kvinders oplevelser af livets alsidige og uforudsigelige menukort.
Citat
Hun står foran Gavlen, Ida, det er en lun forårsaften, det er endelig blevet forår, det tænker hun, hun står i sin røde jakke, det er endelig blevet forår. Hun står dér og skal lige til at tage i døren.
Imens står Agnete og venter på at kunne komme over vejen, hun står dér i sin sorte frakke, det er en lun forårsaften, det er endelig blevet forår, det tænker hun, da hun går over Fredensgade, det er endelig blevet forår.
Når døden kommer forbi, standser hverdagen. Dagligdagens rutiner træder tilbage for et refleksivt status quo, hvor tankerne kredser om lys og mørke, liv og død, og med afsæt i dette forvirrende og skrøbelige tankelandskab skyder Henriette E. Møller sin anden roman KAISER igang.
Samlingspunktet for romanens tre kvindelige hovedpersoner er familiens alfader, manden, faren og morfaren Albert Kaiser, hvis død sætter de tre kvinders liv i perspektiv. Fortiden ruller ind over nutiden i skildringen af mormoren Ebbas håbløse, dumdristige og sanselige forelskelse i en ældre gift tysk soldat, som er høj og flot i uniform og samtidig repræsenterer alternativet til den grå småborgerlighed i Ryesgade under besættelsen. En dramatisk kærlighedshistorie, som får en uhyggelig udgang.
Næste fortidsbølge ruller ind over romanens historie i skildringen af datteren Agnetes uforløste livsforløb, som i en vekslen mellem storbyerne Berlin og København, nærvær og ensomhed, kærlighed og skuffelse bliver en pinefuld og endeløs hverken-eller-forestilling, hvor der aldrig er plads til datteren Ida eller Agnetes egne forestillinger om en lykkelig tilværelse. Sidste led i den skrøbelige familiekæde er Ida, som står med det ene ben i 20’ernes frigjorte og naive driftsudleven og det andet ben i 30’ernes rynkede bryn over fremtiden, kærligheden og den snigende desillusion over ungdommens store forventninger.
Fælles for de tre kvinder er evnen til at lade sig rive med af deres egen sanselighed, længslen efter kærligheden, samt smerten, sorgen og frustrationen over livets tabte muligheder og uforløste chancer. En knudret bunke af følelser og tilstande, som altså bevæger sig på tværs af generationer, tider og samfundspositioner.
Sproget i KAISER er præget af gentagelser og en hyppig brug af personlige pronominer, så der ofte opstår tvivl om subjektets identitet. Dette opløser grænserne mellem personerne, men også de tanker og tider, de repræsenterer, og bliver en vigtig faktor i den samlede forståelse. Romanen består nærmest af refleksioner og tankestrømme, hvilket i begyndelsen er udfordrende og til tider anstrengende for læseren, men efterhånden bliver den refleksive intensitet dog en styrke, som gør KAISER til en stærk, indfølende og medrivende roman.
Henriette E. Møller har med KAISER tegnet et usædvanligt og rørende portræt af tre generationer, som samtidig er en medrivende fortælling om sorgen over at miste en elsket, at miste sig selv, at miste fortiden, samt det stille vemod over, at urets visere aldrig holder pause, men konstant tikker videre mod forandringer og nye tider.
