Skvalderkål i Paradis – Camilla Christensen PARADIS
Camilla Christensens nye roman foregår i en haveforening, der minder lige så meget om en forhave til helvede som paradisets have.
PARADIS’ hovedperson, den nyuddannede og idealistiske Eva K. (!), får ansættelse som projektleder på et noget kunstlet projekt i en halvsløj haveforening i provinsbyen Horselund. Hendes kvarterløftsprojekt, med udskrivelsen af en havekonkurrence som drivkraft, skal give nyt liv til det hensygnende miljø blandt nogle af samfundets ”tunge emner”.
Eva flytter fra København for at hellige sig projektet og som romanen skrider frem, flytter Eva mere end blot tandbørsten med. Hun forelsker sig lidt overbærende i gamle Georg, som skal dø, hun forelsker sig lidt mere i den upålidelige Jimmie, og hun forelsker sig meget i tanken om egen have: Om at så løg, hyppe kartofler og anlægge staudebed.
Men Evas mange intentioner falder desværre til jorden, da indbyggerne i haveforeningen ikke ønsker noget forandret. Kommunens folk er nogle hængerøve, Eva blander sin person ind i privatsager og forgifter af nødvendighed en hund med natlig skarntyde. Kæresten derhjemme bliver en klods om benet og pludselig står hele Evas liv åbent til revision. Hun vælger Georgs hus, friheden og haven.
PARADIS sætter spot på samværet mellem mennesker, på idealisme og alt for rodfæstede naboskaber. Sprogligt er den bundet sammen af de mange botaniske anekdoter og henvisninger, der som skvalderkålens rodnet sammenvæver romanen. Og ”jorden, hvor der lige har været skvalderkål, er altid god, porøs, muldet, fuld af orme. Det må man lade den.” Og ja, man må lade Christensens roman, at sproget er porøst og gennemtrevlet af rødder og løg. Men man må også lade det, at det er lidt kedeligt og at det botaniske sprog ikke spiller nok op til det indholdsmæssige spor for at være rigtig interessant og gennemført.
Romanens fortæller er tydeligt bevidst om sine virkemidler og der er flere refleksionslag indlejret i teksten. Eva skifter mellem at omtale sig selv i 1. og 3. person, ligesom der er en flertydighed i den du-henvendelse, der er romanens eksistensgrundlag. Hun taler til Jimmie, til sin far, til sin kæreste Simon og ofte til læseren.
Der er indlagte uddrag fra hendes aldrig færdiggjorte projektrapport og der spilles grundigt op til Paradismyten og Skabelsesberetningen. Det fungerer mere som spil for galleriet end som en givtig dramatiseringseffekt i fiktionen, da de mange bibelallusioner aldrig er overrumplende turnerede som hos. f.eks. Peter Adolphsen. Denne læser får desværre en fornemmelse af, at forfatteren har haft en frøpose med metafiktive indslag, som er strøet jævnt ud over romanen og derefter vandet og gødet. Men jorden var for tør, så der blev ikke liv.
