Af | 13. marts 2015

Skyldig! til det modsatte er bevist – Mohamedou Ould Slahi DAGBOGEN FRA GUANTÂNAMO

I nyudgivne erindringer danner Guantánamos trådhegn rammerne for et måske uskyldigt menneskeliv. Mohamedou Ould Slahis vidnesbyrd er menneskeligt og ærligt og uhyggeligt. 

Citat

Jeg har kun skrevet, hvad jeg har oplevet, hvad jeg har set, og hvad jeg har erfaret på første hånd. (…) Jeg har forsøgt at være så fair som muligt over for den amerikanske regering, over for mine brødre og over for mig selv. Jeg forventer ikke, at folk, der ikke kender mig, skal tro på mig, men jeg forventer, at de i det mindste vil lade tvivlen komme mig til gode. Og hvis amerikanerne er villige til at gå i brechen for det, de tror på, forventer jeg også, at den offentlige opinion vil tvinge regeringen til at iværksætte en tortur- og krigsforbrydelsesundersøgelse.

Forstil dig, at din frihed bliver taget fra dig, og du bliver kidnappet fra din familie. Du bliver tortureret i et forsøg på at udpine dig svar, som det ikke er muligt for dig at give, og du har ikke nogen anelse om, hvor du befinder dig.

Sådan har livet været for mauretanieren Mohamedou Ould Slahi siden han i 2001 blev hentet af politiet fra sin families hjem i Mauretanien. Her blev han ført til et fængsel i Amman, Jordan. Efter ni måneder blev han fløjet til Guantánamo, hvor han siden har siddet fængslet.

Fanget i en hverdag fyldt med afhøringer samt psykisk og fysisk tortur, har han ikke kunne gøre andet end at vente på en rettergang, som han – knap fjorten år efter – endnu ikke har fået.

DAGBOGEN FRA GUANTÀNAMO er Mohamedous vidnesbyrd fra tiden op til hans anholdelse som immigrant i Tyskland og Canada (før og efter 11. september 2001), og et sjældent indblik i den lukkede amerikanske fangelejer, frem til han underskriver sidste side af sit manuskrift september 2005.

I de ti år, der siden er gået, har manuskriftet først været i fem års forvaring hos den amerikanske stat, inden det blev frigivet til forfatter og tidligere talsmand for Freedom to Write, Larry Siems, der har stået for redigeringen og udgivelsen af det uhyggelige, fascinerede og vigtige værk, som DAGBOGEN FRA GUANTÂNAMO er.

Men inden værket gik fra Stat til Larry Siems, blev manuskriftet redigeret med 2.500 overstregninger i form af lange, sorte bjælker. Foruden at dække over navnene på Mohamedous fangevogtere og forhørsledere, skjuler censuren blandt andet den passage, hvor en løgnedetektor eftersigende beviser hans uskyld.

Uden rettergang er der ikke andre vidner end Mohamedous egne ord på hans uskyld. Skal man tro ham, er han havnet i nådesløs amerikansk varetægt på grund af kærlighed til sin muslimske tro og venner med uheldige relationer til Al-Qaeda, blandt andet skabt da han  – som USA i øvrigt – kæmpede for Taleban mod russerne i Afghanistan i 1980’erne.

Forestiller man sig, hvordan måneders søvnberøvelse og skånselsløse forhørslederes daglige chikane må slå benene væk under selv den mest hårdkogte forbryder, er det forunderligt, hvordan Mohamedou har formået at aflevere et mange hundrede siders langt manuskrift, der, trods horrorlignende beskrivelser, er både hjertevarmt og humoristisk.

Min retfærdighedssans har svært ved at begribe, hvordan en mand der efter sigende er uskyldig, må se sit liv glide væk mellem fængselets tremmer. Dog er jeg ikke helt sikker på, om det lykkes ham at få min sympati. Det skyldes, at sproget aldrig når ind under huden på mig. Det er nemlig ikke beskrivelser af de voldsomme følelser, som forfatteren  have båret rundt på,  der fylder manuskriften. Selvom han ikke er en dårlig forfatter, er han ikke Dostojevskij. Dog er det værd at have i mente, at den udgave jeg sidder med er gennemredigeret og både har været i hænderne på den amerikanske stat, Larry Siems og den danske oversætter. Mohamedou selv har ikke set manuskriftet, siden han afleverede det i 2005.

Men gennem det ordinære sprog slår Mohamedous medmenneskelighed igennem, når han til trods for de seksuelle krænkelser samt fysiske og psykiske overgreb, som han dagligt udsættes for, er i stand til at skrive, at ‘forhørsledere også er mennesker med tanker og følelser’. Spørgsmålet om skyld forvandles til et spørgsmål om, hvad det vil sige at være menneske. I Mohamedous isolation betyder det, at hans bødler også er hans bedste venner. Nok af tvang, men også af lyst.

Mohamedou understreger flere gange, at DAGBOGEN FRA GUNATÀNAMO kun er baseret på hans egne oplevelser. Som dybt isoleret fange på den cubanske fangeø er han ikke ude på at give et endegyldigt svar på, om de tørre tæsk han oplever, er hverdag for alle fangerne bag Guantánamos mange lag hegn. Det er et personligt vidnesbyrd af de usædvanlige. Et vidnesbyrd om en virkelighed, der er umulig at forestille sig. Og som er uhyggelig, hvis man prøver.

 

Nyeste anmeldelser i kategorierne Erindringer,

Læs også