Af | 5. januar 2015

Slettens lov – Jesús Carrasco FLUGT

Der er masser af mytiske undertoner i Carrascos formidable debutroman om en dreng på flugt fra verdens ubarmhjertighed.

Citat

Da dagen gik på hæld, regnede drengen sit arbejde for afsluttet. Han bandt græsset i neg og begyndte at bære dem hen i skyggen af træerne. Han lagde det første bundt ved siden af hyrden og gik tilbage efter flere. Hyrden, der var ved at malke en hvid ged, lod hænderne hvile om yveret, men genoptog straks efter malkningen. Ingen anerkendelse, ingen rosende ord. Slettens lov.

Udmagret, solskoldet og desperat kæmper en lille dreng sig af sted over en gold slette. Han er på flugt fra sin landsby og vil hellere dø end at blive fanget. Det ser umiddelbart ud til at kunne blive meget aktuelt – altså døden, for han har hverken proviant eller en plan for sin flugt. Da han dejser om i delirium midt i den brændende sol, kommer en gammel, hærget gedehyrde ham imidlertid til undsætning. Som den barmhjertige samaritaner forbinder hyrden hans forbrændte hud og fylder hans mave med gedemælk. Det bliver starten på et ubrydeligt venskab, og sammen begiver de sig ud på en farefuld færd mod bjergene i nord.

Hyrden bliver drengens læremester i overlevelsens kunst, og det stærke bånd mellem de to leder tankerne hen på fiskeren og drengen i DEN GAMLE MAND OG HAVET. Ligheden med Ernest Hemingways klassiker går igen, når drengen og hyrden står ansigt til ansigt med den nådesløse natur, hvor det godt nok ikke er havet, men solen og den udpinte jord der volder dem gevaldige problemer.

Som handlingen skrider frem, bliver det dog klart, at det ikke kun er i naturen, at farerne ligger på lur, når Carrasco gradvist løfter sløret for, hvad det egentlig er, drengen er på flugt fra. Uden at afsløre for meget, så får fortællingen en næsten postapokalyptisk klang, når drengen og hyrden krydser forfaldne og forladte landsbyer, hvor brutal ondskab gemmer sig i skyggerne. Hermed har FLUGT ikke så lidt til fælles med Cormac McCarthys VEJEN, og det udtørrede slettelandskab minder tilsvarende om det vilde westernmiljø, som danner rammen for adskillige af McCarthys romaner – eksempelvis BLODETS MERIDIAN, der udkom i en glimrende dansk oversættelse for lidt over et år siden.

Sammenligningen med Hemingway og McCarthy er ikke kun retfærdig på handlingsplanet. For med et enkelt og elegant sprog med stærke billeder og en let underspillet dramatisk opbygning har Carrasco med FLUGT begået en helt igennem formfuldendt roman. Udeladelsen af egenavne og de sparsommelige hints om, hvor historien udspiller sig i tid, efterlader desuden masser af plads til fortolkning. Det giver romanen et arketypisk og mytisk islag, hvor ikke mindst bibelreferencerne og parallellerne til Jesu lidelseshistorie gennemsyrer de ellers gudsforladte omgivelser:

– Stoffet klæbede til kroppen, hvor pisken var gået igennem huden. Hans hoved var smurt ind i størknet blod. Der var rødlige blærer på hans ophovne, medtagne læber. Hans lukkede øjne var betændte og opsvulmede som modne figner, og hans lemmer var fulde af blå mærker, ligesom slagene på hans sider havde efterladt striber, der lignede nye ribben. Drengen forsøgte at vække den gamle ved at løfte hans ansigt, men han reagerede ikke.

Selvom der således ikke er sparet på symbolikken, bliver det aldrig for meget, og Carrasco formår at holde balancen mellem tekstens forskellige lag. Derfor er det i mine øjne ingen overraskelse, at FLUGT blev en litterær sensation i Spanien, og jeg giver den min varmeste anbefaling.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også