Slimens dagbog – Thomas Bernhard KULDEN. EN ISOLATION
Tuberkler, spytflasker, sekreter og gabende huller i lungen gør fjerde bind af Thomas Bernhards selvbiografi til en gennemført syg, men kværnende fantastisk bog.
Citat
Jo mere jeg tvang mig ind i mit slimhysteri, desto heftigere var mine medpatienters observationsstraf; de straffede mig uophørligt med deres blikke og deres stadig mere storartede spyttekunst, idet de fra alle hjørner og kanter viste mig hvordan man spytter, hvordan lungerne skal irriteres, så slimen lokkes ud af dem; det var som om de i årevis havde spillet på et instrument som med tiden var blevet deres egentlige, nemlig deres lunge, de spillede på deres lungehalvdele, som var de strenginstrumenter og med en virtuositet uden lige.
Læger er blot et andet ord for modbydelige, uduelige, dilettantiske fusentaster i Thomas Bernhards univers. Først fejlbehandlede de hans bedstefar, da de forvekslede en bulnende betændelse med en tumor. Så gjorde de, hvad de kunne for hurtigst muligt at myrde den unge Bernhards kræftsyge mor på den mest nederdrægtige måde, og sluttelig er de også ved at tage livet af den unge mand selv på grund af en altudslettende inkompetence.
I slutningen af ÅNDEDRÆTTET blev han ellers udskrevet fra sanatoriet, men kun for hurtigst muligt at vende tilbage til Grafenhofs verden af spytflasker, pussugninger, sekretanalyser og indvoldsophostende, medindlagte dødskandidater. Operation efter operation, den ene mere barbarisk end den anden, gør grænsen mellem behandling og tortur meget flydende. En overset skygge på hans lunge er adgangsbilletten til dette tuberkuløse helvede, og sygdommen er også her i fjerde bind altomfavnende.
Pletten på lungen er fra den indledende sætning synonym med en plet på eksistensen. Sygdommen lukker sig ikke om sig selv, men farver verden omkring i sine egne smudsgrå farver. Det kunne lyde som mistrøstig læsning, og det er det for så vidt også, men de lyse passager træder til gengæld så meget desto tydeligere frem på en sådan baggrund. Det gør teksten til en perfekt og dramatisk melodi, som uhindret skifter mellem stemninger og følelser.
Fra de hårdtslående og spruttende udbrud til den blide afsked med moderen, den sansemættede indtagelse af Dostojevskijs ONDE ÅNDER og de venskaber, som trods alt knyttes med et par af de andre beboere på sanatoriet. Selvom vreden tit føles som det retfærdige, nedbrydelige og berusende ved Thomas Bernhard, tjener disse roligere steder som venlige vande, hvor et reelt alternativ til løgn, had og lumpenhed kan stilles op og blive stående. Bernhards bøger er ikke kun nedbrydende, men så sandelig også opbyggelige. De skærer lige ind til benet af det, som Albert Camus kaldte for det eneste ægte filosofiske problem: selvmordet. Gider jeg at leve eller ej? At Bernhard så rent faktisk svarer bekræftende på dette spørgsmål, kan måske undre nogle, men omvendt, hvis man skriver så skide godt, må man da have bare en lille smule livsvilje. Skønheden og sandheden findes altid et eller andet sted. Også selv om verden er en kloak.
Og for en god ordens skyld må jeg så også lige her til sidst nærmest pr. automatik skamrose bogens udseende og materialitet. Det er simpelthen så smukt et håndværk. Enkle geometriske figurer, som samler sig i bjerge og huse, holdt i mørke nuancer med de sneklædte tinder som hvidt kontrapunkt. Omslaget er lækkert og rustikt at holde i hånden, og i det hele taget er det bare så dejligt, når indpakningens kvalitet følger den gave, der ligger indeni.
