Slut salut – FORFATTERSKABET 2013
Torsdag var godt nok den sidste dag på FORFATTERSKABET 2013. Alligevel var det den bedste – publikum fik endelig noget for pengene.
Torsdag, sidste dag inden musikken begyndte, og festivalen for alvor startede – og sidste dag før litteraturen fik frataget sit territorium og blev tvunget ud på musikscenerne, hvor den skal kæmpe om opmærksomheden imellem andet. Det var nu ikke, fordi der var meget sorg at spore hos hverken arrangører eller kunstnere – man fornemmede snarere en lethed og frejdighed, som man har skullet kigge dybt i mange flasker for at finde i de sidste dages program. Det skal ikke her kunne siges, om den løftede stemning skyldtes en lettelse over den snarlige slutning. At både forlagsfolk og forfattere glædede sig til nu snart at kunne vende tilbage til deres vante terræn. Hvorom alting er, så klædte det scenen, og de lyttende læsere følte sig tydeligvis mere indbudte og velkomne end dagene forinden.
Der var ikke meget ung kunst tilbage i Dream City pågældende torsdag. Til gengæld lægges der ud med nogle af de store gamle mænd: Peter Adolphsen, Pablo Llambías og Morten Søndergård. Og så lige med et kvindeligt indslag fra Eva Tind Kristensen. De skulle alle læse op som del af FORFATTER/FAN-punktet, men Adolphsen er enten ikke nogens fan, eller også har han misforstået det. Hvorom alting er, læser han op fra hhv. den nyudgivne ÅR 9 EFTER LOOPET og sin debut-novellesamling SMÅ HISTORIER. At idol-delen glemmes, gør nu ikke så meget, for begge oplæsninger falder – med deres finurlig-kontrafaktiske, meget adolphsenske stil – både i undertegnedes og publikums smag. Få kan så underholdende som Adolphsen rive én ud af sine vante tankebaner og sige: Tænk nu hvis det var modsat!
Herefter går Llambías på scenen. Han holder sig mere til manuspriptet og lægger ud med at erklære sin kærlighed til Jørgen Leth. Temaet er moraliseren og offentlig fordømmelse, fornemmer man, og det er noget, der tydeligvis ligger forfatteren på sinde: Politisk korrekthed og vedtagne moralkodekser er simpelthen for udbredte i Danmark, og det værste er, at alle sådanne er hule og forsimplende. Llambías forsøger, lader det til, at trække en forbindelse mellem sig selv og Leth og skrive sig selv ind i samme syndebuks-fortælling (den offentlige fordømmelse i forbindelse med Haiti-pige-sagen)– men fællesnævneren vedbliver at være lidt obskur. Fordi han – i hvert fald ifølge udgivelserne MONTE LEMA og HUNDSTEIN – er psykisk syg? Og fordi han har fået dårlige anmeldelser af sidstnævnte? Llambías virker mest af alt paranoid og en anelse indigneret.
Morten Søndergård er den næste på programmet. Han indleder sin forestilling med at læse op af Jorge Luis Borges – hvilket ikke er overraskende, kender man bare lidt til Søndergaards præferencer – og fortsætter med at læse op af sin egen nye FORDELE OG ULEMPER VED AT UDVIKLE VINGER. Fanatismen er tydelig, og forfatteren vælger at parallel-læse to digte – et af ham selv og et af hans idol – som på mange måder minder om hinanden. I ’Fordele og ulemper ved at sidde på et trappetrin’ – som er Søndergårds bidrag – har han hentet og brugt den Borges-opfundne metode, oplistning, hvilket demonstreres og fremhæves via repetitionen. Begge er heldigvis nogle virkelig gode digte, så det bliver på ingen måde kedeligt gentagende.
Eva Tind Kristensen læser op fra sin debut-roman ROSENVEJ, og hendes tekststykke kredser – som vanligt – omkring temaerne slægt, ophav, fremmedgørelse, adoption og moderlighed. Det er lidt for meget det, man kunne forvente, og derfor en anelse kedeligt, men der er ikke noget at sætte på selve oplæsningen, som er indlevet og flydende.
Efter FORFATTER/FAN-seancen kommer Salon Valerie Galner på scenen – nærmere bestemt de provo-agtige galleri-ejere Katrine Grünfeld og Sidse Carstens – der har fået lov til at kuratere resten af dagen. Der skal ikke gås i dybden med indholdet, men første indslag skal lige have et par ord med på vejen. Günfelt og Carstens havde her bedt den excentriske performance-queer-sanger Miss Fish om et show – og det gav hun/han! Hvidmalet og klædt i hvidt fra top til tå (i tårnhøje hvide stilletter) stavrede hun rundt i den kuppelformede sal og sang ’It’s my house’. Ud over at vække opsigt og på den måde provokere gav hendes show anledning til at tænke lidt over de normer og kategorier, man let – apropos Leth – kommer til at tænke i.
Alt i alt var sidstedagen på litteraturscenen en succes, mest af alt fordi man endelig havde en oplevelse af at blive imødegået som tilskuer. Forfatterne var mere opsat på at få publikum med, ligesom performance-indslagene kaldte på en større deltagelse. Digtoplæsningen – som den normalt udføres i afkrogene af København på små cafeer og i andre intime rum – er måske ikke noget, der skal med på Roskilde. Her vil der nemlig altid være uro i både omgivelser og mennesker. Derfor virker det klart bedre med nogle mere udadvendte og engagerende optrædender – og det gik endelig, på sidstdagen, op for planlæggerne. Tak skal I have.
1 kommentar