Smuk desillusion – Peter Laugesen FOTORAMA
Peter Laugesen beskriver træt og mismodig en dystopisk og udbrændt virkelighed(sorden) i den næsten præcist et år gamle bog FOTORAMA. Men tag ikke fejl: Det er en fest!
Citat
Jeg nåede ned til søen og hjem
med Chenga, før regnen begyndte at
falde, og den er faldet lige siden.
Det var umuligt at gå den
sædvanlige vej, fordi regnen og
den kraftige blæst det sidste
par dage har presset vandet ind over
stien. Ænderne svømmer på den.
Efter den atypisk lille og tynde digtbog VEJRUDSIGTER fra 2007 har Peter Laugesen med FOTORAMA fra 2009 atter vendt sig mod standardformatet på rigelige 150 siders poetisk plads. Bogen er inddelt i tre nummererede dele, hvoraf den midterste springer læseren i øjnene med sin karakteristiske Laugesen-trademark-diktion. Her skældes ud, vrøvles, tænkes, poetologiseres, kigges, dannes slående stærke billeder, grines, længes og mindes.
Digtene kredser om desillusion og opgivelse. Døden haler uafvendeligt ind på digteren, samtidig med at digteren ser verden omkring sig smuldre. På bordet ligger ’kolde piber’ samt en tændstikæske, der ’er tung af fremmede mønter/ der ikke længere kan købe/ noget som helst’. Forestillingen om at poesien kan gøre nogen – og slet ikke en frigørende – forskel manes i jorden af den aldrende, trætte og kynisk udleverende poet. Det aldrig særligt velkomne spørgsmål om, hvad digtningen egentlig nytter, rejser sig, og digteren kan selvransagende og bagklog spidde 1960’ernes og 1970’ernes hippieideologi:
– oprørske var vi fra det øjeblik
vi opdagede oprørets mulighed – hørte det
formuleret i allerede ældede fraser vi
troede hippe
Desillusionen bliver mere foruroligende et andet sted, hvor det i haiku-formens 17 stavelser hedder:
– Nu har gamle grå frysende rotte ikke mere at sige
Digteren som udslidt rotte, der må holde inde, er et klæbende godt billede men ikke helt sandfærdigt. Nok er Laugesen nedtrykt og opgivende, men sproget holdes ukueligt i gang – han ’springer i skrift’, som det hedder et sted.
Det er i dét lys, at FOTORAMAS primalsproglige og fotografisk gengive hånd- og maskinskrevne (og flere steder begge dele samtidig) konkretdigte skal ses. Sider med lange rækker af sjusket skrevne bogstavkombinationer og helt ulæselig håndskrift flettes ind mellem sider med trykte digte, og denne dadaistiske gestus, denne vrængen af mening, kan jo belejligst kobles til desillusionen, beskrevet ovenfor. Når alt er styrtet sammen, står skriften, håndskriften, tilbage.
Et andet poetisk fikspunkt er Laugesens hund Chenga, som både beskrives nøgternt realistisk og billedligt (nærmest sygeligt) identificerende. Naboen sparker dyret væk fra sin matrikel, men hunden selv har ’for mange ben til at kunne være ond’, som det patetisk (men alligevel perfekt svunget) hedder. Ifølge Laugesen bærer hunden på noget ædelt i en forrykt menneskeverden af klimakatastrofe, udbytning og magtudøvelse.
FOTORAMA siger det åbenlyse, at digte ikke redder verden. Men FOTORAMA siger måske også, at digte kan få os til at acceptere det?
