Smuk som den blå men hvide stjerne på et A. P. Møller-skib – DEN BLÅ PORT #70
Fra Peru til Rusland kender litteraturen ingen grænser, men det gør DEN BLÅ PORTs efterhånden skabelonagtige sammensætning til gengæld. På en god mintgrøn måde.
Jan Thielke, som engang underviste mig på universitet, sagde, at man selvfølgelig ikke kunne bruge artikler fra Berlingske Tidende og Jyllands Posten til noget seriøst. Helst Information, derefter Politiken og til nøds Ekstra Bladet. Som en slags uskreven akademia-regel er det i bedste fald kikset overhovedet at skele til de borgerlige aviser. Snobbet og smalbrillet, nuvel, men ikke desto mindre et faktum.
Derfor er det interessant, at DEN BLÅ PORTs leder tager udgangspunkt i og citerer fra både JP og Berlingeren. Redaktionen læser åbenbart den slags! Når chokket har lagt sig, kan man besinde sig og sine eskalerende fnys, al den stund redaktionen ikke kan li’ det, de læser. Det drejer sig om Claes Kastholm Hansen, der gudhjælpemig har skrevet følgende fuldstændigt kåde stykke neopatriotisme i Berlinske Tidende, der i uhyggelig grad bekræfter ovenstående fordom:
– Jeg kender kun ét smukkere syn end synet af den blå stjerne på et A. P. Møller-Mærsk-skib, der glider til kaj i en havn tusinder af kilometer fra min hjemstavn, og det er synet af et vajende Dannebrog.
Mærsk-stjernen er altså hvid mig bekendt, og siger denne lemfældige omgang med det helligste hellige ikke alt om Kastholm Hansens speedede kærlighedserklæring til erhvervsliv og fædreland? Nå, pointen (DEN BLÅ PORTs) er den, at selv samme politisk volddrejede Claes Kastholm Hansen er formand for Kunstrådets Litteraturudvalg, hvilket giver sig udslag i det, man kunne kalde et fingerledslængdeprincip. Kunststøtten er blevet politiseret, og i mangfoldighedens og demokratiets (og kunstens eget) navn bør det akkurat stoppes.
Med lederens ufortrødne bid in mente kan det undre, at Kirstine Kabels og Lone Hørslevs interview med Jørgen Leth og the living dead, Claus Beck-Nielsen, nærmer sig ren mikrofonholderi. Sammenstillingen af de to herrers biografier er rigtig god og interessant, men biografisternes kontroversielle tilgang skriger på at blive modsagt og problematiseret. Selvom der udi grotesk perfiditet er blevet stillet spørgsmålstegn ved især Leths bog, så giver det ikke meget mening at lade to helmeløse kunstnere lov til at nikke indforstået og give hinanden ret. I det mindste ville det have været mere interessant om Hørslev og Kabel havde turde gå i kødet på de to litterære stormoguler i stedet for andægtigt at servere dem te og ellers trække sig tilbage til køkkenet.
Inden Aleksandr Skidan lukker og slukker som en slags russisk Adorno, der i Jeppe Brixvolds velmenende oversættelse stadig virker russisk på mig, får vi recirkulerede tekster af Leth og Naja Marie Aidt, et arkæologisk fund af engelsk 1600-tals-satire samt forskellige nye indslag, hvoraf Martin Glaz Serups slentrende snaksaglighed så afgjort skiller sig ud til det positive.
Netop dén blanding af kortene – med syngende lederlussinger i det socio-litterære akvarium, eksotiske oversættelser, reklame- og forskræpstekster samt crazy afstøvninger ad hedenold til – har DEN BLÅ PORT gennem de sidste par år forfinet til et helt igennem forfriskende og indpiskende tidsskrift, der vil give enhver litterær hjernecelle rigeligt med gods at flytte rundt på.
