Smukt og frelst – Marilynne Robinson LILA
Marilynne Robinson skriver så englene synger, men der er gået for mange bibelcitater i den, og tonen bliver frelst i trilogi-afslutningen fra Gilead.
Citat
Han sagde: ”Du ved, der er ting, jeg tror på, ting, som jeg aldrig ville kunne bevise, og jeg tror på dem hele dagen, hver dag. Det forekommer mig, at min hjerne ville standse helt op uden dem. Og her, når jeg har beviser at tage og føle på” – han klappede hende på hånden – ”når jeg spadserer hen ad den vej, jeg har kendt hele mit liv, hvor hver eneste sten og stub befinder sig dér, hvor de altid har gjort, kan jeg ikke helt tro det. At jeg er her sammen med dig.”
Hun tænkte: Ja, det er jo en anden måde at sige, at det ikke er den slags, folk ville forvente. Hun havde hørt ordet ”upassende”. Mrs. Graham, der talte med en anden om noget andet. Ingen sagde, at hendes mave var upassende, ingen sagde et ord om, hvordan den gamle mand blev ved med at gøre kur til hende som en dreng, når hun var hård og på vagt og egentlig bare var glad for, at der var et tidspunkt i hendes liv, hvor hun kunne hvile sig inden det næste, der hændte. Hun havde lyst til at spørge, hvorfor han ikke kunne se det, som alle andre havde set hele hendes liv. Men hvad hvis det fik ham til at begynde at se det? Først skulle hun have født det her barn. Derefter kunne hun måske spørge ham om nogle ting.
Lila
Lila har både været virkelig frustrerende og ultralækker læsefryd, og af samme grund har dette også været en ualmindelig svær anmeldelse at få skrevet ordentligt. Sagen er nemlig den, at selvom Marilynne Robinson skriver så englene synger, og selvom hun med rette anerkendes som en af vor tids helt store forfattere, så er der noget, der skurrer ikke så lidt i hendes seneste bog, der afslutter trilogien om den lille søvnige by Gilead i USA’s forblæste midtvest. En by der med Robinsons skarpe detaljesans beskrives således:
– Gilead var sådan en by, hvor hundene sov ude på vejen på grund af solen og den varme, der blev hængende, efter at solen var væk, og de få biler, der var, måtte standse og dytte, indtil hundene besluttede at rejse sig og lade dem passere. De haltede ind til den ene side, stivbenede af det velvære, de havde måttet opgive, og så slog de sig ned igen samme sted, som de lå før. Det var nærmest ikke en rigtig by. Man kunne høre majsmarkerne rasle næsten alle steder, så tæt på stod de, og så stille var byen.
Her kan man med rette tale om Steinbeck-schwung, og med LILA sender man i særlig grad VREDENS DRUER en kærlig tanke pga. den sammenlignelige tematik omkring Amerikas fattige vagabondliv, der hos begge forfattere skildres, så det er til at tude over. Landevejsstøv og uretfærdighed vælter ind over os i begge bøger, men i Lila bliver denne anmelder sideløbende med indignationen også vældig irriteret over den udførlige dvælen ved kristendommen som eneste sande frelser.
På sin vis er det en præmis, man må acceptere med Robinson. Kristne værdier har altid fungeret som fundament for hendes langsomme romaner, men de er også altid blevet vævet dygtigt sammen med stor intellektuel og almenmenneskelig indsigt, der også for ikke-troende løfter dem op til noget ganske særligt. Den balance tipper desværre i LILA, og det bliver et decideret problem for bogens relevans, at handlingens fromme tematikker ikke løfter sig til samme eksistentielle karakter som i hendes tidligere bøger.
LILA handler om den forældreløse pige af samme navn, der hutler sig gennem livet på bedste beskub. Hun er trods hårde odds en ren og ærlig sjæl, der så udpræget sætter udråbstegn snarere end spørgsmålstegn, ved hvad end livet byder hende. Lige dele rastløs og pragmatisk er hendes tilfældige møde med den dannede præst John Ames, hvis historie mesterligt fortælles fra hans synsvinkel i GILEAD (trilogiens første bog), et kontrasternes møde af de helt store.
At de to bliver gift trods aldersforskel og baggrund, er mildest talt overraskende, men det er nu ikke så meget det usandsynlige i denne relation, der her skal anfægtes. Og dog. For romancen er lige til en lægeroman, og gennem Lilas blik er der ikke meget tilbage af præsten som prægtig romanfigur. Særligt fra GILEAD kender vi ham ellers som en nuanceret, søgende og på alle måder fuldfacetteret herre, der besidder masser af modstridende følelser, hvoraf nogle selvfølgelig ikke er så passende for en from præst. Ikke desto mindre er det lige præcis det, han fladt fremstår som i LILA.
Her er han ret begrædeligt aldeles uden torne og tvivl, som han tålmodig og åh-så diplomatisk konstant fornægter det mindste menneskelige træk ved sig selv. Og trods Lilas utrættelige spørgsmål og problemer med den kristne logik, giver det ingen anledning til nogle nævneværdige genovervejelser hos ham selv. Som et andet Jehovas Vidne er han klar til at glide af på ethvert kristent dilemma med et bibelcitat.
Koblet med bogens hårdt opspændte ’blot-fordi-man-ikke-har-boglige-evner-kan-man-godt-være-klog’-logik var det her en skuffende omgang for en forventningsfuld Robinson-fan. Lilas absurd hårde opvækst uden traditionel skolegang fremstilles ikke blot som en fordel i forhold til at begribe verden. Det mere end antydes, at hun dermed også – i kraft af sin rene sjæl – er tættere på en sandhed, som præsten helt kommer til kort overfor trods al sin lærde teologi.
På den måde er der ikke ret meget andet tilbage at rose end det fremragende sprog, men det er næsten også nok, når vi taler Robinson, og dette læsedilemma får tankerne hen på en ikonisk scene fra filmen American Beauty. Her ser man en pose ’danse’ i vinden, og vores hovedperson fyldes til randen af følelser, mens han rørt erklærer, ’at nogle gange er livet så smukt, at man næsten ikke kan tage det.’ På sin vis en vanvittigt smuk scene, men afhængigt af humør også virkelig irriterende, for helt ærligt – det er jo bare en plasticpose. Slap dog af!
Netop sådan har denne anmelder det med LILA. Den får følelser frem og sproget er ualmindelig godt, men den irriterer samtidig grænseløst med sine fromme, tekstnære funderinger over diverse religiøse skriftsteder uden jordnært kød på.
