Snapshots fra en barndom i provinsen – Janus Kodal SORT/HVID+
Fotografiet er fokus på flere måder i den personlige, men fint objektiverede gestaltning af en barndom og ungdom i provinsen, som udgør Janus Kodals seneste bog SORT/HVID+.
Citat
Jeg bruger en hel film på at fotografere den nye bil. Jeg tager billeder af dørene, lygterne, min far bag rattet. Her er vi kommet hjem, bilen holder i indkørslen. Det knitrer under motorhjelmen.
Jeg lå på bagsædet og så op på telefontrådene, der steg og faldt. Søvnen kom. Men lige før den en fornemmelse af abstraktion, en rytme der fyldte alting ud: de voksnes samtale, gearkassens fire stemmer, hjulene der susede hen over asfalt og sugede ujævnheder til sig. Det er en Citroën, en orange GS, sagde jeg til Frank i telefonen, og han kom løbende ned og så den. Min cykel står lænet op ad bilen på billedet: to fuldblodsracere. En hvor jeg giver alt, hvad jeg har. En hvor jeg får alt, hvad jeg har brug for.
Idet SORT/HVID+’s 66 korte prosastykker angiveligt tager afsæt i cirka halvt så mange gulnede snapshots fra en barndom, kommer fortællerens fotografiske dannelse, som i små skridt forestås af hans fotograffar, til at danne ramme om værket. Og det er som om den fysiske fornemmelse for fotografimediet, før det blev digitalt, mætter Kodals prosa med en nærsynet fornemmelse for sansningens materialitet, der næsten går hen og bliver helt synæstetisk. Som om bevidstheden om lysets kemiske prægning af filmstrimlen og stanken af fremkaldervæske i næsen polstrer det sproglige sanseapparat, som fortælleren betjener sig af. Fotografierne er (heldigvis) ikke reproduceret i bogen, men fremkaldes i stedet i læserens indre, med mulighed for at give de medvirkende ansigter fra egen erindring.
Noget af det fine ved SORT/HVID+ er, at det fotografiske udgangspunkt effektivt slår hul på erindringen om en opvækst og en skoletid, og lader Kodal lykkes med en delikat balancegang mellem sentimentalitet og skarphed. Den psykologiske udviklingshistorie, som tynger mange barndomsskildringer ned i kedsommelige narrative skabeloner, reduceres til et minimum. Erindringsglimtene får lige præcis tegnet omridset af den kile, som fra den trygge families symbiose i den tidligste barndom, uvægerligt trænger ind mellem forældrene og barnet, fortælleren, som herved langsomt bliver til sig selv.
Jeg kan ikke afvise at have en alder og et provinsielt ophav, der gør mig særligt modtagelig over for det tidsbillede som SORT/HVID+ sammenflikker. Ikke mindst folkeskolestykkerne trak erindringer frem fra min skoletid: Den nådesløse verdensorden som hersker blandt store børn, hvori de voksne er fundamentalt og uafhjælpeligt udenforstående. Børns verden kan godt være poetisk og fuld af fis – ikke mindst når den betragtes gennem nostalgiens blødt orangetonede smalfilmspallette – men er også dødelig alvor og gennemsyret af magtstrukturer, mere uafvendelige end naturlovene. Ethvert skolebarn forstår magtens allestedsnærvær så godt som Foucault, men en del glemmer det igen, når skoletiden er forbi.
Selvom formen her er mere traditionel, kommer jeg til at tænke på en poetisk erindringsklassiker som amerikanske Lyn Hejinians MY LIFE. Kodals erindringsglimt er ikke bekendelse eller oprigtighedsgymnastik, men får i deres sansemæssige konkrethed den fornemmelse af abstraktion som er så fremtrædende hos Hejinian. De får et skær af typiskhed, og i stedet for at fortælle endnu en ’livshistorie’ opbygger SORT/HVID+ en slags prototype på en dansk provinsbarndom i 1970’erne og 80’erne.
SORT/HVID+ ligner ikke rigtig andet fra Kodals hånd. Kodal har aldrig, trods et anseligt udgivelseskatalog, fundet sig en ’stemme’ – dvs. en antropomorf konstruktion, hvor en stilistisk, metodisk, tematisk eller konceptuel sammenhæng populært sagt mimer en psykologisk og sikrer et helstøbt forfatterskab. For meget af en kamæleon til at lade hvert værk udgå organisk fra det forrige, og således opbygge en sammenhængende forventningshorisont. Man ved med andre ord aldrig rigtig, hvad han finder på. Til gengæld kan man så læse hans bøger hver for sig, og ånde frit imens, uden at belemres med en antropomorf forfatterpersona, som vil styre ens forventning. Det har jeg altid sat stor pris på – og jeg tror, at det er en af grundene til at abstraheringen af erindringsstoffet i SORT/HVID+ faktisk virker.
