Af | 8. april 2010

Socialrealisme i farver – Roy Jacobsen VIDUNDERBARN

Smukt fortalt fortælling om barndommens mismod bør gøre alle glade.

Citat

Linda havde tabt mælet. Hun lugtede mærkeligt, havde ufriseret, viltert hår og pandehår, der hang ned i ansigtet. Men hun stak sin hånd ind i mors og klemte omkring to af hendes fingre, så knoerne blev hvide. Så brast det igen for mor. Og det kunne jeg ikke holde ud at se på, det greb, jeg instinktivt forstod var et greb for livet, og som ville forandre det meste, ikke bare i Lindas, men også i min og mors tilværelse, et af de greb, der låser sig om ens hjerte og holder fast i en skruestik, lige til man kreperer, og stadig er der, mens man ligger i graven og rådner.

Kort fortalt er der ikke rigtig noget ved norske Roy Jacobsens VIDUNDERBARN, jeg ikke holder af, og i det hele taget er det svært at se, hvem der for alvor skulle have noget at udsætte på romanen, bortset fra de allermest gennemfrosne og stålsatte modstandere af varme og virkelighedsnære hverdagsskildringer.

Med VIDUNDERBARN har vi ellers at gøre med noget så usexet som norsk socialrealisme fra betonblokkene, men i Roy Jacobsens behandling af genren tilføres den glød, farve og en snert af eventyrlighed. Drengen Finn bor med sin mor i en USBL boligbyggelag-lejlighed i nærheden af Oslo i starten af tresserne. Her lever de i relativ fred og ro, indtil deres slunkne økonomi tvinger dem til at finde en lejer. Valget falder i sidste ende på den charmerende ekssømand Kristian, som beriger den lille familie på flere måder, bl.a. med et fjernsyn og en uovertruffen statistisk viden. Kort tid efter flytter også Finns sære og hidtil ukendte halvlillesøster Linda ind, og så er der ellers vendt op og ned på Finns tilværelse.

VIDUNDERBARN er en af den slags romaner, der indbyder sin læser til gætterier undervejs. Vi er underlagt barnets perspektiv, og derfor er vi aldrig helt sikre på, hvad der foregår i den der verden i voksenhøjde, som Finn skæver op til med et perplekst og skeptisk blik. Hvad er relationen egentlig mellem moderen og lejeren? Hvad er der, sådan i mere lægelige termer, i vejen med Linda? Og hvad er det for nogle familiehemmeligheder, der hele tiden er ved at vælte ud af skabet? Der er så mange ting, der helst skal holdes væk fra børns sarte ører, og derfor bevæger Finn sig rundt i en verden af halve sandheder, uafkodelige antydninger og bedrageriske eufemismer.

Men vi – de voksne læsere – kan noget, den lille Finn endnu ikke helt har fået styr på: vi kan læse mellem linjerne, og Jacobsen er en mester i at lægge den større, mere skinbarlige fortælling til skue for læserne dér i de blanke rum. Det er faktisk en til tider ret så grusom fortælling, og Finn er ikke nogen engel i den sammenhæng. Også han opfører sig af og til forargeligt, uovervejet og uempatisk.

Men man holder af ham og de øvrige karakterer, for det, der reelt udstilles, er ikke deres dårlige sider, men deres menneskelighed. Jacobsens karakterer er ikke ædle arketyper, men ægte mennesker, som navigerer usikkert rundt i tilværelsen, mens omstændighederne igen og igen sætter dem på prøve. Og man tilgiver dem deres fejltrin, fordi de i bund og grund mener det godt. Sådan er det jo også i den virkelige verden.

Netop den her besnærende, autentiske tone, hvor det hele bliver vakt til live og virker virkeligt, er utrolig svær at ramme, når det kommer til stykket. Men VIDUNDERBARN lykkes rigtig godt med det, og det er det, der gør den så ufattelig medrivende. Jeg åd de første 200 sider af romanen i én grådig mundfuld. De sidste 40 indtog jeg i små, forsigtige og velovervejede bidder, vel vidende at jeg nærmede mig det uundgåelige farvel. Bøger, der bliver læst på den måde, gør noget helt rigtigt.

Nyeste anmeldelser i kategorierne Roman,

Læs også