Socialt eksperiment på godt og ondt – Anne Marie Løn SERAFIA
Anne Marie Løn beskriver i sin nye roman ‘manden på bænken’ i en rørende historie om en søns problematiske forhold til sin mor. Bogen er en slags socialt eksperiment udi at skrive ud fra en anden samfundsklasses synsvinkel, som delvist mislykkes.
Anne Marie Løns nye roman SERAFIA kan betegnes som et socialt eksperiment, der undersøger, hvorvidt det er muligt at sætte sig ind i en anden samfundsklasses bevidsthed. Løn beskriver det danske samfunds white trash, ’manden på bænken’ og hans familie, indefra og forsøger således på radikal hermeneutisk vis at sætte sig ud over sin egen horisont og ind i en anden.
SERAFIA handler om den midaldrende Palle, der efter et traumatisk fængselsophold har svært ved at skabe sig et liv og en plads i samfundet. Han har tilbragt nogle af alkohol omtågede år på den lokale bænk, men bruger nu i stedet tiden på at tage sig af sin aldrende mor, Verna. Umiddelbart virker det som om, Palle får det bedre af at have noget at stå op til og nogen at tage sig af. Snart bliver det imidlertid klart, at Verna, der modsat den svage Palle er en hårdfør, galgenhumoristisk overlevertype, snarere suger kraften ud af ham end indgyder ham nyt livsmod. Kærligheden til moderen bliver for Palle, som for Ødipus, dræbende frem for givende.
SERAFIA er et rørende portræt af en mands kamp for at nå tilbage til overfladen og en god analyse af, hvordan forholdet mellem mor og søn kan gå galt, selv om begge på bunden vil hinanden det bedste. Beskrivelsen af et miljø, hvor tiden går med bodegabesøg, kæderygning og kryds og tværs-løsning, er også overbevisende – men alligevel er Løns sociale eksperiment kun delvist vellykket.
Løns gør alt for at synke så dybt som muligt ned i Palles bevidsthed. Hun lader hele handlingen blive filtreret igennem ham og skriver i et sprog, hun forestiller sig, at han, som inkarnationen af ‘manden på bænken’, tænker og taler i. Det kommer imidlertid til at virke som en parodi, at Palle er så gennemsyret af sit sociale miljø, at han ikke kan tænke en eneste tanke, uden at den bliver fyldt med kække slangudtryk såsom prutkassen (= seng) eller åndssvage øgenavne såsom Frankemand (= Palles bror Frank). Løns hensigt med at skrive i Palles sprog er uden tvivl at udvise sympati og loyalitet over for ham, men stenbrojargonen bliver for overdreven og fremstår mod hensigten hæmmende for beskrivelsen af den sympatiske, skarpe og observante Palle. Man må derfor så at sige søge bagom sprogets overflade for at finde den gode historie, der ligger bag SERAFIA.
